Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har åbenbart fundet den plade, han har tænkt sig at spille i den krig med bankerne, han selv har indledt.

Er man rigtig venlig over landets bankminister, har han på det seneste droppet direkte at bruge ordet »grådig«, som han ellers lancerede som begrundelsen for sit angreb på bankerne i et Facebook-opslag 27. april.

Men bankerne og vi andre kan godt læse. Når en minister holder fast i, at bankerne ikke behøver at indføre negative renter over for kunderne, men gør det alligevel, så beskylder han dem stadig for grådighed. Men det er ikke det hele. Ministeren har forvandlet bankernes egen nænsomme indfasning af negative renter siden 2012 som det drivende argument for at fastholde sin kritik. Det er frækt.

»Jeg er nødt til at sige, at der er ikke nogen en til en-sammenhæng mellem, at når der er en negativ rente i Nationalbanken, så skal en bank også helt automatisk sætte en negativ rente over for sine kunder. Den automatiske sammenhæng er der ikke. Vi har kunnet se i en årrække, at bankerne ikke har opkrævet negativ rente over for deres privatkunder, selvom Nationalbanken har en negativ rente. Det er et valg, bankerne selv tager,« lød det – skriftlige, naturligvis – svar til Berlingske oven på interviewet med topchefen i Arbejdernes Landsbank, Gert Jonassen i Berlingske lørdag.

Ministeren har stadig kun givet korte interview af 17 minutters varighed i debatten om de negative renter, og så undgår man mange af de spørgsmål, pressen gerne vil stille. Nu må man håbe, at han vil svare på Folketingets spørgsmål i det åbne samråd 24. juni.

Man kan godt forstå, at bankernes ledelser og deres ansatte er rystede over deres ministers fremfærd, når en venlighed forvandles til en påstand om grådighed.

Kendsgerningen er, at Nationalbankens ledende rentesatser er ledende for de private bankers renter, selvom landets erhvervsminister forsøger at fortælle en anden historie.

Kendsgerningen er også, at bankernes indtjening har været presset af de negative renter, hvilket kan dokumenteres af, at rentemarginalen – forskellen mellem udlåns- og indlånsrenten – har været under pres i en årrække foruden udviklingen i sektorens indtjening. Rentemarginalen er hovedmotoren i at drive en bank, nemlig at forvandle indlån til profitable udlån tilsat – forhåbentlig – godt, gammeldags kredithåndværk.

To citater i Gert Jonassens interview gennemhuller imidlertid ministerens angreb på bankerne. Det første er, at Gert Jonassen i enkle vendinger får forklaret, hvad det er at drive bank.

Situationen for Arbejdernes Landsbank, indtil banken selv nedsatte grænsen for negativ rente på kunderne indlån, var ifølge Gert Jonassen, at pengene væltede ind, så banken på kort tid opbyggede et kolossalt indlånsoverskud, som kun kunne placeres på indskud i Nationalbanken til negativ rente. Det kræver ingen fantasi at indse, at det koster penge at betale nul i rente til kunderne og at have placeret de samme penge til negativ rente ovre hos nationalbankdirektør Lars Rohde:

»Men vores udfordring var, at vores forretningsmodel blev ramt. Vi fik så meget indlån ind fra alle steder af, og det kunne vi simpelthen ikke holde til,« forklarer Gert Jonassen i Berlingske, som erkender, at han selv fik kravlet alt for højt op i træet i forhold til de negative renter.

Det er på sin vis ironisk, at Simon Kollerup har igangsat en analyse af konkurrencen i banksektoren i lyset af sin egen kritik, når Jonassen i interviewet netop fortæller, hvordan konkurrencen i praksis drev bankerne til lade deres renter tilpasse til Nationalbankens – helt som bankteorien foreskriver.

Budskabet fra Gert Jonassen til landets bankminister er, at han ville løbe en forretningsmæssig risiko, hvis han ikke sænkede grænsen for, hvornår kunderne betaler negative renter. Ikke en gang Gert Jonassen vil Simon Kollerup lytte til.

Ministeren mangler stadig også helt konkret at forholde sig til, at Nationalbanken 11. marts selv strammede grebet om bankerne, så de ikke længere kunne placere en del af deres indskud til nulrente: »Ændringen af foliorenten betyder, at banksektorens indestående i Nationalbanken ikke længere friholdes delvist for negative renter,« skrev Nationalbanken 11. marts.

Ministeren er totalt tavs om Nationalbankens ansvar for de negative renter.

Det andet citat er Gert Jonassens enkle replik til ministerens påstande om bankernes grådighed:

»Er det grådigt at tage det samme, som Nationalbanken kræver af bankerne? Det synes jeg ikke. Jeg synes stadigvæk, at det er mærkeligt at have negative renter på indlån, men jeg synes ikke, at det er grådigt. Penge har en pris, og i øjeblikket koster det penge at opbevare dem,« sagde Gert Jonassen, og supplerede med et vittigt eksempel på, hvor grænseoverskridende de negative renter er for sektoren selv.

»Det svarer til, at jeg går ind til naboen og beder ham om at låne mig hans skruemaskine, og så vil jeg godt have to øl for det, hvor jeg normalt ville have givet ham to bajere for at låne hans skruemaskine. Det er en mærkelig verden, og det stod ikke i den håndbog, jeg læste i 1976,« sagde Gert Jonassen.

Heller ikke billedet med skruemaskinen og håndbajerne bider på ministeren.

Situationen er uholdbar. Der er masser at kritisere bankerne for, herunder især sagerne om hvidvask, dårlige produkter eller bankernes dårlige gældsinddrivelse. Man kan med rette også tage fat på konkurrencen i hele den finansielle sektor. I stedet har ministeren indledt en krig mod sektoren i en sag, hvor man ikke direkte kan placere ansvaret på de private banker, men på Nationalbanken. Nu siger også de ansatte fra.

»Rigtig mange i den finansielle sektor føler sig uretfærdigt behandlet af erhvervsministeren i denne debat. Jeg oplever en sjælden frustration over en manglende forståelse for, hvad det vil sige at drive finansiel virksomhed i øjeblikket,« siger Kent Petersen, formand for 56.000 ansatte i finanssektoren til Berlingske.

Vi har lært én af ting af lange udmattelseskrige ført på diskutabelt grundlag. Der er kun tabere, ingen vindere.