Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Hvad skal man sige til folks dårlige ideer?

Der er intet så dræbende som møder med folk, der kun lytter til sig selv og vil bekræftes i deres egne ideer. Prøv som et alternativ uformelle »burstige« møder, hvor det er tilladt at være i tvivl og komme med dårlige ideer, for så ender det sandsynligvis med, at alle går klogere derfra.

»Den totale mangel på respons er noget af det mest giftige. Man ved ikke, om man er købt eller solgt,« skriver Christian Ørsted, ledelsesrådgiver og forfatter, om dårlige og ufrugtbare møder. Foto: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stilhed. Ingen siger noget. Hvilket kunne have været en behagelig afveksling fra de lange enetaler fra ledelsen, der præger de fleste af vores møder. Ikke dialog, men serielle monologer, hvor man i stedet for at lytte bruger hinandens taletid til at tænke over, hvad man selv skal sige. Argumenter drukner, fordi modsvaret forberedes, inden der er talt færdig.

Er det, fordi de elsker at høre sig selv tale? Sandheden er værre. Der er ingen, der elsker denne slags møder, og spørger man dem, der taler mest om, hvorfor de fylder så meget, forklarer de, at de opfatter det som deres pligt at tale, og at de frygter, at tomrummet vil blive udfyldt af andres dårlige ideer.

»Ledelsesboblen,« kalder Hal Gregersen fra MITs Leadership Center det. De blinde vinkler, ledere har, men ikke selv er klar over. Ubekendte ubekendte, kaldte den tidligere amerikanske udenrigsminister Donald Rumsfeld det. Det, vi ikke ved, at vi ikke ved, og den boble, vi får skabt af mennesker omkring os, som gør, at vi kan arbejde videre i dysfunktionel, men lykkelig uvidenhed.

Og nu er der stille. Ubehageligt stille. Årsagen? Man har efterspurgt ideer. De frygtede ord »hvad synes I?«. De erfarne medarbejdere ved godt, at der kun er to fornuftige reaktioner på »hvad synes I?« Tavshed eller afdæmpet jubel over ledelsens forslag og kæpheste.

Ny medarbejder bryder tradition

Men i dag er der stille af en anden årsag. Der er en ny medarbejder med. En, som naivt antog, at spørgsmålet var oprigtigt ment. Og som derfor … trommehvirvel … fortalte sin mening og smed en idé på bordet, og nu er der ingen, der ved, hvad de skal sige, for hvad siger man til en dårlig idé?

Dårlig ledelse viser sig tydeligt, når vi skal tænke nyt og være sammen om at finde bedre løsninger på de opgaver og problemer, vi møder. Og alle ved, at behovet for at slå en dårlig idé ihjel hurtigt og effektivt er dybt skadeligt.

Nogle vil måske sige, at vi skal spare hinanden for illusioner og skyde »dårlige ideer« ned med det samme. Fortælle, at »det har vi prøvet, og det virkede ikke«, og »det kan man ikke her, det vil du finde ud af, når du har været her længere«.

Det er den sikre måde at smadre enhver form for konstruktivt samarbejde på. Behovet for at vurdere noget, inden vi egentlig kender til det. Det er gift, når vi føler behov for straks at vurdere hinandens ideer.

Det gælder også, når vi roser dem. Som regel betyder »god idé«, at man tror, at den anden mener det samme som en selv.

Den totale mangel på respons er noget af det mest giftige. Man ved ikke, om man er købt eller solgt. Men nogle ledere har alligevel behov for at tale, sige noget og vurdere hele tiden.

Det er en uvane, der fastholder dem i deres ledelsesboble uden meningsfuld kontakt med det, der betyder noget for kunder og medarbejdere. De forstærker selv effektivt deres blinde vinkler.

Giv den gas på møderne

Så hvad gør man så i stedet? Rigtig gode møder er ikke stille. Er ikke kedelige. Rigtig gode møder handler ikke kun om at afrapportere vores resultater eller blive bekræftet i, hvad vi tænker. Rigtig gode møder handler om at tænke bedre, fordi vi er sammen med andre om opgaverne.

Ikke som traditionelle brainstorme, hvor alle ideer er lige gode, men fyldt med energi og begejstring. Professor Anita Williams Woolley fra Carnegie Mellon University kalder det »burstiness«. Adam Grant skriver om det i sin nye bog, »Think Again«. Burstiness er – og kreativ burstiness er – når alle taler – også i munden på hinanden – med nysgerrighed. Bygger videre på hinandens ideer. Spørger ind til, hvad der ligger bag dem, hvorfor, hvad folk gerne vil opnå med dem, hvilke skridt der kan tages, og hører, om der er nogen i rummet, der kan supplere eller udbygge.

»Burstige« møder er sjove. Uformelle. Og krævende, for tempoet kan være højt, og det kan blive højlydt. Her kan man være i tvivl, komme med dårlige ideer og i sidste ende gå klogere derfra med nye vinkler i stedet for blinde vinkler.

For næsten alle ideer er dårlige til at begynde med. Men de bliver til gode ideer, hvis vi er sammen med de rigtige mennesker, og vi husker vores nysgerrighed, og det er trygt at lufte sin tvivl, fejlskud og skøre måder at bygge videre på, for det er alt sammen en del af vejen, og ingen af os har brug for endnu et kedeligt møde med folk, der kun lytter til sig selv og vil bekræftes i deres egne ideer.