Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

HUSK: Vi går på arbejde for at leve – ikke omvendt

Vi arbejder for at leve … og nå ja, for at tjene penge, vi kan bruge til at købe en bil og noget lækkert tøj, vi kan tage på arbejde i – og få passet børnene og forældrene, så vi kan komme på arbejde. Ikkespøg til side, så er arbejdet som kardinalpunkt i vores liv – fremfor livet selv – og vores selvidentificering med jobbet, titlen og travlheden både tankevækkende og måske også farlig.

Arbejdet fylder meget – fylder det for meget? Måske. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er for tiden i udlandet og sad omkring bordet til en erhvervsmiddag for nylig.

»Hvem er du så?« spurgte sidemanden.

Jeg havde lidt svært ved spørgsmålet, for jeg er fulgt med min bedre halvdel til udlandet, og eftersom jeg ikke sidder på et kontor derhjemme fra 9-17, kan jeg godt skamme mig lidt og føle, jeg driver den af eller »ikke er noget«.

Jeg fik forklaret, at jeg er rådgiver, og at jeg skriver lidt for en avis, og han sagde: »Hmm. OK interessant, men hvad ellers, hvad i livet?«

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, derfor spillede jeg bolden tilbage.

»Hvad med dig?«

Han svarede: »Jeg er far til tre dejlige unger. Jeg har en intelligent kone og en dejlig familie. Vi elsker at rejse sammen, og min ene søn elsker gokart.«

Desuden var han direktør for et af de største selskaber i landet inden for landskabsarkitektur. Jeg behøver ikke at fortælle, at han var godt ved muffen og også en virkelig vigtig person. Det interessante for mig var – og hvilket vi havde en snak om bagefter – at det var det, han nævnte til sidst og uden rigtig at gå meget ind i det. Modsat mig forstår han ikke, hvorfor alle vi vestlige altid starter med at sige, hvad arbejdet er først.

»Hvorfor skal dit job definere dig?« spurgte han. »Dit job er jo ikke dig – og dit job er ikke livet.«

Et dejligere sted at være

Der må jeg give ham ret.

I Danmark – og Europa og store dele af resten af verden – er det egentlig paradoksalt, at vi både prædiker work-life-balance, men samtidig også vil have så meget flekstid, at vi inviterer arbejdet med hjem og frivilligt udvisker grænsen mellem job og fritid.

Samtidig er vi også ude i en øvelse i at gøre virksomheden til et dejligere og dejligere sted at være, så vi kan forherlige den og identificere os med den – eller søge et andet sted hen, hvor der er endnu dejligere at være.

Arbejde fylder ikke bare så meget hos os, at vi lader jobbet være det første til at definere os, når vi laver elevatortalen, men al italesættelse af hvor involveret man er i det, er også trendy, især de i virkeligheden meget usunde dele af det – altså hvor travlt man har, og hvor stresset man er af det. Vi siger det for at illustrere, hvor vigtig vi er, og hvor uundværlige vi er for arbejdet – for ikke at tale om den utrolig store mængde ansvar, vi er så heldige at få (sic!).

Hvor er det egentlig tomt at skulle sidde og klappe i hænderne over, at man for eksempel som underbetalt, nyudklækket student eller gratispraktikant får pålagt langt mere ansvar, end man får betaling for eller er klar til, og så kan sidde der og pukle til langt ud på natten, mens kunden tror, at cheferne leverer produktet.

Eller at man må forlade arbejdet flere timer over luk hver aften eller arbejde ferier og weekender væk, fordi man får at vide, man er »firmaets mand eller dame« og gladeligt sidder og skubber ekstra til og tager en for high performance-holdet, fordi der er så progressivt og fedt at være; mens det i øvrigt er ejerne, der skovler pengene ind.

Lad os starte med at ændre narrativet

Vi skal passe på, at vi ikke begynder at leve for vores karrierer – men husker, vi har karrierer for at leve. Måske vi skulle fokusere på at gøre hjemmet, familielivet og teamworket dér fedt fremfor på jobbet og engang imellem tage et skridt tilbage og sige, at arbejde er arbejde.

Selvom det godt må være et fint sted at tage hen, så er det altså ikke jobbet, der er livet, for selvom det jo fylder en del, så er det den del, som er den nødvendige del for, at vi kan udleve den langt mere vigtige del.

Ja, det er vigtigt at føle sig vigtig og bidragsydende, men den følelse kan sagtens findes et andet sted. Vi kan starte med at ændre narrativet ved at spørge anderledes end »hvad laver du så?«.

Måske vi kunne spørge om, hvad den anden godt kan lide eller bruger sin fritid på. Jeg kan godt lide rummet, kryptovaluta og rødvin. Ved ikke, om det er den bedste åbning, jeg arbejder stadig på min. Hvad med dig? Hvad kan du godt lide? Hvad bruger du din fritid på? Hvad arbejder du for og ikke hvem.

Esther Dora Rado, iværksætter og brandingekspert