Hovsa – det var jo ikke noget værd alligevel

Sjældent er så mange priser blevet tilpasset en ny virkelighed, som det sker lige nu. Priser på de fleste varer har fået et skub opad, og priserne på serviceydelser rører også på sig. Udsigten til højere centralbankrenter har samtidig ramt obligationskurser, aktiekurser og ikke mindst kryptovalutaer. Det er, som om vi famler os frem i en verden, hvor inflation og renter ikke er nul.

Det var en Samuel Adams øl til 27,85 dollar, der bragte lufthavnsmyndighederne til handling. Så meget er den helt sikkert ikke værd på det frie marked. Alexandra Schuler/AP/Ritzau Scanpix

Lufthavnsmyndighederne i New York-området har slået hårdt ned. Ikke på formodede terrorister. Ikke på den langsommelige sikkerhedskontrol, der får Københavns Lufthavn til at minde om en tur i en Ferrari. Der er blevet slået hårdt ned på prisen på øl.

Det viser sig nemlig, at en række kunder har betalt op til 28 dollar for en øl i en af barerne i LaGuardia- lufthavnen. Det svarer til 200 gode danske kroner. Dermed giver LaGuardia så absolut baghjul til Norge, der ellers ligger suverænt øverst på listen over ublu priser på en fadøl.