Han faldt om af et hjertetilfælde som 29-årig – det får DR ikke meget ud af

Selvom vi hører om Carlsberg-direktør Jacob Aarup-Andersens dramatiske hjertetilfælde som 29-årig, så er der ikke rigtig noget på spil i DR-dokumentar om ham. Det er en skam.

Der er ingen tvivl om, at Jacob Aarup-Andersen er noget helt særligt. Han har haft en kometkarriere med et par bump undervejs, javel, men sidder nu på toppen af det hele som direktør for nationalklenodiet Carlsberg.

Og så er der ingen tvivl om, at han har en helt særlig gnist og er lynende intelligent. Derfor er han naturligvis helt oplagt som hovedperson i andet afsnit af DRs interessante serie »Topdirektørerne«.