Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Gør som elitesportsfolkene: Livet belønner de risikovillige

Mange mennesker begraver sig i hårdt arbejde og undskylder sig selv og deres tilsandede livssituationer med, at de ikke har talentet. Men det er ikke talentet og det lange seje træk, der får dig i mål. Man skal også turde tage chancen.

»Alt for mange mennesker begraver sig i hårdt arbejde og undskylder sig selv og deres tilsandede livssituationer med, at de ikke har talentet. Det er slet ikke talentet, der mangler, men modet til at tage chancen,« skriver sognepræst Rikke Juul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lyden af sommer er nok den mest beroligende lyd, der findes. Fuglesangen, som trænger ind gennem åbne vinduer og blander sig med den flaksende lyd af helikopterne, der bevæger sig langsomt over Tour-feltet til kommentatorernes hyggesnak. Af og til afbrudt af Wimbledon-boldenes hidsige dunk mod jorden og tilskuernes synkrone udbrud.

Jeg er egentlig ikke sportsinteresseret, men om sommeren bliver jeg det. Jeg rekreerer, og opbygger mig både åndeligt og fysisk ved at ligge i sofaen og se andre menneskers indædte, fysiske og psykologiske kamp mod hinanden – og sig selv.

Ved grillen om aftenen, når man ikke orker høre mere om folks rejser, er tiden inde til at vende tilbage til den store klassiker. Diskussionen, som aldrig bliver kedelig og aldrig uddebatteret: Hvad er mest afgørende talent eller viljen til hårdt arbejde.

Jeg lægger altid skarpt ud og påstår, at hårdt arbejde kan gøre det alene. Næsten. Det var en livsomvæltende oplevelse for mig selv, da jeg opdagede, at det var mindre vigtigt, at jeg ikke var så skarp endda. Jeg kunne kompensere for mine medfødte mangler ved at forberede mig. Det var også på det tidspunkt, at jeg lærte, at forberedelse i sig selv er en kunst.

Mange forældre og undervisere tror, at det er nok at efterlade unge mennesker med deres bøger bag en lukket dør, som om tiden i sig selv kan udrette magiske resultater. De kunne med fordel tage ved lære af sportens trænere, som gør sig umage med at vælge de rette øvelser og instruere nøje i, hvordan de skal udføres.

Det er ikke nok at fortælle, hvad de skal lære. Man skal også fortælle, hvordan de lærer det. Men når man så har øvet sig igen og igen med de rette øvelser, kan man klare mange bjerge, selvom talentet ikke er så stort.

Selvfølgelig skal der også talent til. Det medgiver jeg, når folk ved bordet begynder at blive irriterede over min stejlhed. Talent betyder noget, især når vi taler sport på det niveau, der får sendetid i sommerfjernsynet.

Men, vil jeg så tilføje, mens jeg lige indfører en kunstpause og tygger af munden, endnu mere interessant er det, at der findes en helt tredje komponent, som mange mennesker overser. Den tredje ingrediens hører vi om i en af Jesus lignelser. Netop den lignelse, hvor ordet »talent« stammer fra. Oprindelig var ordet talent en møntenhed, og Jesus fortæller om en rigmand, som giver tre tjenere en portion talenter, som de skal passe på.

Talenterne fordeles ulige, præcis som i virkelighedens verden. To af tjenerne investerer deres talenter, den tredje graver sine ned. De to første får ros, den sidste skældes hæder og ære fra. Lignelsens pointe er, at man skal investere sig selv, bruge sit liv og ikke begrave sig før tid er. I evangelierne, i sportens verden, i kærligheden, ja i livet generelt belønnes risikovillighed.

Alt for mange mennesker begraver sig i hårdt arbejde og undskylder sig selv og deres tilsandede livssituationer med, at de ikke har talentet. Det er slet ikke talentet, der mangler, men modet til at tage chancen. De bilder sig selv ind, at de modige er født frygtløse, som om modet er en medfødt gave.

Forskellen på den frygtsomme og den modige er ikke frygten. Den har de begge. Den modige tør bare se frygten i øjnene og medgive, at den måske har ret i sine bange anelser. Måske bliver det dristige udbrud en fiasko. Måske bliver jeg hentet med det samme. Men jeg gør det alligevel. Modet er det lille vanvid, som man kan læse i et kort sekund i en sportsstjernes ansigt, når kameramanden er på plads.

Det er derfor, det er opbyggeligt at se sport. Gang på gang tager de chancen og kører lige til kanten. De styrter på cyklen, rammer uden for banen, kikser en start, og alligevel fortsætter de.

I kirken taler vi søndag efter søndag om syndernes forladelse. Ordet »synd«, som bruges i den græske originaltekst, betyder egentlig at ramme ved siden af målet. Syndernes forladelse er ikke andet end en opmuntrende trøst til at gå ud og prøve igen i den nye uge. Børst gruset af knæet og sæt dig op på cyklen igen. Saml bolden op og smash igen.

Snart er sportsstjernerne steget ned fra podierne igen, og vi må op af sofaerne for at sætte grillen og havemøbler tilbage i skuret, men vi må ikke lade vanen og hverdagens bølger skylle ind over vores inspiration, som var den et efterladt sandslot i strandkanten.

Vi skal tage sommerens opbyggelse med ind i resten af året og leve mere modigt. Minde os selv om, at vi ikke sætter betydeligt meget over styr ved risikovillighed. Derimod sætter vi en hel del i gang.