Hvis man skal tro OECD, IMF, Verdensbanken og den løbende offentlige debat så har stigende global konkurrence, hvor multinationale firmaer placerer job i lande med lave lønninger, ført til, at lønmodtagere i de rigere lande har fået en mindre del af samfundskagen. Det er særligt gået ud over de lavtlønnede, men selv middelklassen oplever stagnerende eller endda faldende indkomster.

Det vil nok også værd fair at sige, at denne typer af konklusioner også præger den bredere debat om globaliseringens konsekvenser også i Danmark og er et hovedtema i Thomas Pikettys »Kapitalen i det 21. århundrede«.

Graver man lidt dybere i de tal, som danner udgangspunkt for disse noget triste konklusioner, så tegner der sig et mere nuanceret billede. Det er rigtigt, at den andel af den samlede samfundskage (BNP), der udbetales som ren løn, er faldet siden 1960erne i mange lande herunder USA. Men ejerne af virksomhederne har IKKE fået en større andel af kagen. Det er stigende omkostninger til investeringer og øgede sociale bidrag til pensioner og sundhed, der har slugt en større del af kagen i mange lande.

Det er også rigtigt – særligt i USA – at den rapporterede andel af samfundskagen, der går til top 1% af befolkningen, er øget siden starten af 1980erne. Men det skyldes i meget betydelig grad, at man i midten af 1980 lavede nogle store skattereformer i USA, som gjorde, at de allerhøjst lønnede ændrede den metode, som de blev aflønnet på: Ikke at de fik en større del af kagen.

Og endelig: Når de årlige lønninger ikke vokser med samme vækstrater som i de gyldne år efter anden verdenskrig og frem til 1970erne, skyldes det helt banalt, at de årlige vækstrater i økonomien og dermed den målte velstand er aftaget overalt i OECD siden da. Der er ganske enkelt mindre vækst at dele ud af.

Modsat er det tydeligt, at formuende personer har haft stor fordel af den ekspansive pengepolitik efter 2008, som der først nu er sat stopper for. De historisk ekstremt lave renter førte globalt set til meget højere værdiansættelser for fast ejendomme, aktier og andre finansielle aktiver. Det var gunstigt for formuende personer på vej til pension, særligt hvis de nåede at sælge lidt ud, før aktie og -obligationsmarkeder vendte. Det er modsat også klart, at dette er en engangseffekt: Perioden 2010-2021 var de fede år at investere, nu er vi i de magre år. Dette er imidlertid ikke en effekt af globaliseringen: det er en omfordeling mellem generationer skabt af centralbankerne.

Hvis denne analyse er rigtig, hvorfor er der så meget fokus på globaliseringens påvirkning på fordeling af velstand, som også slår igennem på den politiske debat i alle OECD lande?

Min hypotese er, at det skyldes den økonomiske udvikling særligt de sidste 20 år, som har ført til en stigende koncentration af de gode job tæt på de større bycentre. Og tilsvarende et bortfald af gode job særligt i landområder, men også i nogle af de områder, som tidligere har været centrum for tungere industri, som oplever stagnation og affolkning.

Denne flytning mod byerne er så absolut ikke nyt: det er stået på de sidste mange hundrede år i takt med, at landbrug er svundet ind fra at være hovederhverv til at være et marginalt erhverv i alle OECD-lande, og at industrisektoren også globalt set er på vej ned. Men udviklingen er accelereret siden 2000. Flytning af aktivitet skaber flere typer af dilemmaer. I de store byer skal der findes plads til flere indbyggere og med begrænset plads til at bygge, presser det boligpriserne op. For områder i tilbagegang er der problemer med at finansiere offentlige service og en ofte stadig mere skæv sammensætning af befolkning.

Konklusionen gælder selvsagt også i den anden »retning«: En potentiel ændring i de globale handelsmønstre som følge af geopolitiske udfordringer vil ikke nævneværdig flytte job tilbage til udkantsområder globalt set. Det vil nok snarere føre til, at man flytter produktion for eksempel fra Kina til Indien eller fra Shanghai til New York.

Denne diagnose giver god mening, når man følger den politiske debat mange lange. Split mellem land og by synes at vokse og afspejler sig også i bredere kultur og værdipolitiske diskussioner og ikke bare diskussioner om økonomiske forhold.

Det har også i mit perspektiv betydning for svaret på den økonomiske udfordringer, som de rigere lande står overfor. Det handler om at finde virkemidler, som kan skabe mere balanceret geografisk vækst indenfor landene og mindre om at begrænse eller kontrollere handlen med andre lande. For det er ikke globaliseringen, som flytter job til byerne.

Det er den teknologiske udvikling og det simple faktum, at når vi bliver rigere, så bruger vi en stadig større del af vores indkomster på de varer og tjenester, som hidtil bedst er blevet produceret i eller tæt på de store byer. Det er her, den veluddannede arbejdskraft helst vil bo, og der er megen værdi i at have vækstindustrier som for eksempel it og medicinalindustrien placeret i samme områder og tæt på universiteter.

Det er heldigvis noget, som de rige lande, herunder Danmark, selv kan gøre noget ved. Hvad er realistiske muligheder for at skabe bedre rammevilkår i hele landet uden at skulle sætte fordele ved at have de store byer som dynamoer for vækst over styr? Vel at mærke uden at skulle stille spørgsmålstegn ved værdien af at handle med resten af verden, fordi det skaber ulighed.

Jeg har i en lille bog »Reaping the Benefits of Globalisation and the Welfare State«, som nu bliver udgivet, forsøgt at belyse disse spørgsmål og hypoteser med det formål at bidrage til en debat om dette tema.