Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Glem ideen om et regnskab for virksomhedens totale aftryk

Mange mener, at der skal arbejdes mod et system, hvor virksomhedens totale aftryk på samfundet kan identificeres, prissættes og indgå i et totalregnskab. Men ideen kan ikke virkeliggøres, hverken i teorien eller i praksis.

Nicolai J. Foss Nicolai Foss Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolai Foss
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvem er heltene i den grønne omstilling? Der er mange om buddet. Mange vil mene, at det er de mange forskere, ingeniører og andre, der udvikler de grønne teknologier. Der er sikkert også mange, der vil pege på figurer som Greta Thunberg og andre, der med deres overdrevne retorik fik skubbet til sagen.

Andre vil så pege på Bjørn Lomborg og Michael Shellenberger, der advarer mod panik og peger på behovet for systematisk cost benefit-analyse, markedsløsninger, og innovation. Og så er der dem, som peger på … regnskabsfolkene.

Til de sidste hører den engelske venturekapitalist sir Ronald Cohen, som ofte omtales som »the father of social investment«. I bogen »Impact: Reshaping Capitalism to Drive Real Change« fra sidste år argumenterer han for, at en lang række store virksomheder – jo, flyselskaberne nævnes da! – har reelle omkostninger, der er væsentligt større end, hvad deres regnskaber viser. Inddrages disse omkostninger, er virksomhederne reelt uprofitable.

De eksterne omkostninger

Det skyldes, at deres aktiviteter er forbundet med omkostninger, som påføres andre, men som altså ikke bæres af virksomhederne selv. Det drejer sig om for eksempel forurening, og nogle vil endda mene, at (angivelig) medvirken til opretholdelse af social ulighed skal tælles med i virksomhedernes synderegister.

Det er det, økonomer kalder »negative eksterne omkostninger«. Økonomer har gennem cirka et århundrede diskuteret, hvordan og i hvilket omfang man skal håndtere disse omkostninger og har peget på skatter og afgifter, samt fastlæggelse og handel med rettigheder til at forurene (for eksempel kvotesystemer for CO2).

Men Cohen og Serafeim går videre. Det samme gør de mange aktører – herunder EU () og Verdensbanken – der hylder impact accounting. Ideen er at skabe maksimal impact transparency, således at alle virksomhedens aftryk kan identificeres, opgøres i kroner og øre og indgå i et totalregnskab. Der er hermed grundlag for langt mere rationelle investeringsbeslutninger, siger altså fortalerne.

Selvom virksomheder som PWC beredvilligt står klar med redskaber, der skal hjælpe, er det i virkeligheden ret uklart, hvordan der skal skabes total transparens om virksomhedens aftryk. Herhjemme har vi siden 1995 haft en lov om grønne regnskaber med relativt beskedne rapporteringskrav (treårig miljøberetning, årlige miljødata), måske i erkendelse af at totalrapportering er urealistisk.

Hvad er problemerne?

Her er nogle af problemerne. Et første problem har at gøre med at opgøre de eksterne omkostninger.

Hvordan skal vi fastlægge omkostningerne ved udledning af drivhusgasser? Javist, det sker i praksis, men estimaterne varierer med en faktor 2. De afhænger blandt andet af, hvem der politisk er ved magten.

Så er der alle de myriader af andre aftryk, som virksomheder sætter på deres omgivelser. Nogle af dem kan man måske sjusse sig frem til (slid på veje), mens andre er langt mere problematiske (bidrag til arbejdsstyrkens sundhedstilstand). Virksomhederne vil med rette gøre gældende, at man ikke kun skal se på de omkostninger, de påfører resten af samfundet, men også på de totale gevinster. Men det bliver det ikke lettere af. Hvordan vi præcis måler forbrugernes gevinster ved de produkter og ydelser, de køber, diskuterer man stadig i økonomi og i marketing.

Selv hvis vi i princippet kunne opgøre hvert enkelt aftryk, er der jo stadig et stykke vej til at gøre det i praksis i en virkelig økonomi, hvor antallet af aftryk er astronomisk, men også omskifteligt. Det vil kræve et enormt antal personer at indhente disse tal. Det vil selvsagt kun være en lille del, der realistisk kan indhentes. Og når de så møjsommeligt er indhentet og tastet i regnearkene, ja, så ændrer de økonomiske omstændigheder sig, som de altid gør – og de indhentede data er irrelevante.

Glem det

Vi har i virkeligheden vidst i mere end hundrede år, at det aldrig vil kunne fungere. Der er ikke konsensus om omkostnings- og værdiansættelse af en masse af aftrykkene. Alle de data, som det optimale totalregnskab skal indeholde, kan bare ikke identificeres og samles i et regneark. Tænk på problemerne med den offentlige ejendomsvurdering – og gang så disse med en faktor én million (eller mere). Eller tænk på Østblokkens økonomi. Sporene skræmmer.

Glem alt om totalregnskaber for impact. Vi klarer os med enkle regnskabsbestemmelser, skatter, og markeder for forureningstilladelser. Fordelen ved dem er, at de tillader aktørerne at træffe rationelle decentrale beslutninger – det vil sige agere på de markedsvilkår, der stort set altid er bedre end de centraliserede løsninger.