Fysiske fællesskaber bliver den dyrebareste valuta

Som en person, der i tiltagende grad nyder sit eget selskab – og måske endda bliver mere introvert med tiden – har sociale arrangementer på arbejdet aldrig sagt mig særlig meget.

I mange år holdt jeg julefrokosten ud i strakt arm og syntes, der var noget fremmed over en aften så fuld af klicheer, og som kun blev mere og mere patetisk i takt med indtaget af alkohol og krakeleringen af folks personligheder. Vinsmagninger, morgenyoga eller årlige skiture – jeg havde svært ved at forestille mig at deltage i aktiviteter, hvor privatlivet blev søgt smeltet sammen med jobbet.

Jovist, jeg har samlet værdifulde venskaber op på de arbejdspladser, jeg har været på. Men jeg har altid begrænset mine relationer til udvalgte personer. De sociale fællesskaber har ikke sagt mig ret meget. Og jeg har skelnet relativt hårdt mellem det professionelle og det private sammenhold. Det første, ja tak. Det andet klarede jeg selv derhjemme.

Men på det seneste er vigtigheden af fællesskaber blevet mere og mere tydelig. Både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng. Årsagen er naturligvis corona og hele den isolation og fremmedgjorthed, som den medfører. Det er gået op for mig, at fællesskaber er med til at fremelske en følelse af at høre til. Det har vi brug for som mennesker. Vi vil gerne identificere os med det sted, vi hver dag møder ind, og med de mennesker, der fylder i vores indbakke og får vores fælles projekter til at lykkes.

Men i hvor høj grad er det arbejdspladsens ansvar at facilitere fællesskaber? Eller påhviler ansvaret den ansatte, som skal engagere sig i alt fra kunstklubber til fredagsbarer for at vise sit engagement? Både og. Der skal to til tango.

Ofte har jeg hørt, at vi mister stedsansen og orienteringen, hvis vi mister hørelsen. Fordi vi så ikke længere hører til, og den evne er livsnødvendig for at kunne navigere i verdenen. Med en let omskrivning tror jeg også, det er sådan, det forholder sig på arbejdspladsen. Hvis vi ikke har nogen at tale med og til, og hvis vi ikke er i stand til at lytte til andre, mister vi evnen til at høre til. At høre til på en arbejdsplads er lig med at indgå i relationer med kolleger. Det er ikke noget, der kommer uden videre. Det kræver engagement og velvillighed til at indgå i et fællesskab.

Ingen idéudvikling ved kaffemaskinen

Lige nu balancerer fællesskaberne på arbejdspladsen på en knivsæg. Med hjemmearbejde som den nye norm er mange i drift, mens udvikling er sat på hold. Den fællesskabende smalltalk, som ethvert møde typisk bliver indledt med, er aflyst af tjek af mikrofonen og kamera og en akavethed over at kigge på sig selv på skærmen, mens man taler. Vi løber ikke på hinanden i kantinen, for den er erstattet af et par rugbrødsmadder over håndvasken i hjemmet, inden næste videokonference begynder. Den uformelle og ofte idéudviklende snak ved kaffemaskinen? Glem det. Erstattet af instakaffe i dit eget selskab.

Ligesom man ser gravide alle vegne, når man selv forsøger at blive det, ser jeg flere og flere fællesskaber pible frem, jo mere jeg bliver opmærksom på deres værdi. Bogklubber, strikkefællesskaber, vandringer i det fri på faste klokkeslet. Måske det er en rem af tiden; at vi i takt med den stigende digitalisering oplever et øget behov for at mødes med ligesindede og være fælles om de interesser, vi deler. Mennesket finder sine veje, og de virtuelle fællesskaber har for en kort stund afløst de fysiske. Jeg er dog sikker på, at sidstnævnte vender tilbage med stormstyrke, når vi alle er blevet vaccineret.

Efter den atomvinter, vi netop nu gennemlever, og som trækker hårde veksler på humøret og vores naturlige behov for at ses, bliver de fysiske fællesskaber den dyrebareste valuta i fremtiden. Virksomhedsledere af både mindre og større organisationer bør allerede nu begynde at overveje, hvilke fællesskaber de skal facilitere, og hvilken værdi de skal være med til at skabe. Jeg er sikker på, at medarbejdernes primære ønske på den anden side af pandemien bliver at høre til.