Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Fremtiden for byudvikling ligger langt over jorden

I takt med at byerne vokser os over hovedet, er der brug for mobilitet i den højde også. Vi kan ikke i fremtiden transportere os, som om jorden var flad.

Jens Martin Skibsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr-foto: Rainer Hosch
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du lytter til den aktuelle debat om byudvikling og urban mobility, er du sikkert stødt på ideen om at bygge 15-minutters byer. Alle, lige fra politikere til byplanlæggere, taler om at redesigne byer eller genbygge dem fra bunden, så beboere kan komme frem til det sted, de skal være, på under et kvarter uden brug af bil.

Problemet er, at i en ny verden af højhuse og skyskrabere vil det i stigende grad være en del af rejsen blot at komme til stueetagen, parkeringskælderen eller metrostationen. At nå frem til den etage, hvor kontoret, butikken eller lejligheden ligger, er den nye last mile – den sidste kilometer på vores rejse. For at bruge Christian Basons og min bogs terminologi skal man expande bymobilitet: Man skal udvide bytrafikken med en tredje dimension: den vertikale.

Vertical urban mobility er ikke et begreb, ligesom 15-minutters-byen er blevet det, men i mange storbyer vil det være umuligt at opnå sidstnævnte uden førstnævnte. Årsagen er enkel: I takt med at verdens befolkningstal stiger, og antallet af byboere skyder i vejret, vil byerne bogstaveligt talt ikke kunne rumme os allesammen uden også at skyde i vejret.

Vi skal populært sagt bygge lige så meget by i de næste 40 år, som vi har gjort i de foregående 4.000 år. Vi skal bygge på en miljøvenlig måde i betragtning af klimakrisen. Vejen til en sådan grønnere fremtid er opad.

Jo højere og tættere, vi bor, desto mere bæredygtige bliver vi. Det skyldes, at når vi bor, arbejder og opholder os tæt på hinanden, ender vi med at dele flere ting og ressourcer og dermed bruge mindre energi pr. person. Eksempelvis i New York, som har det højeste antal højhuse i USA, forbruges der cirka otte kubikton CO2 pr. person om året mod USAs landsgennemsnit på cirka 16 kubikton.

Der skal mere til end at opføre flere grønne højhuse for at bevare planeten i god behold. Vi er nødt til at knække koden til, hvordan folk kan bevæge sig effektivt rundt, op og ned og mellem højhusene – fra arbejdspladsen til fitnesscentret, fra et møde på en kundes kontor til en vens fødselsdag og hjem igen – ved hjælp af emissionsfrie, tidsbesparende, vertikale mobilitetsløsninger.

Vi ved endnu ikke, hvordan fremtidens mobilitetsobjekter vil se ud, selvom nogle vil have dig til at tro, at det alt sammen bliver droner og flyvende biler. Det er absurd usandsynligt, at én specifik løsning eller maskine vil opfylde alle behov.

Stort set alle byeksperter og byplanlæggere er enige i, at mobilitet i byerne altid vil bestå af flere slags mobilitetsløsninger – den vil med andre ord være multimodal. Der vil ikke være et enkelt transportmiddel, der løser alt, ikke nu med horisontal mobilitet. Heller ikke i fremtiden med vertikal mobilitet. Derfor er det bedst at se på det spektrum af muligheder, der vil forme fremtidens vertikale bytransport – og parkere den snævre urban air mobility-snak om eVTOLer (en elektrisk vertikal takeoff og landing, red.), droner og flyvende biler.

Fremtiden rummer masser af mulige vertikale mobilitetsløsninger: svævebaner som Bogotas Téleferico de Monserrate, rulletrapper a la Hongkongs Central-Mid-Level, hævede kinesiske straddling-busser, svævetog som Wuppertals ikoniske Hängebahn, hævede fortove og cykelstier, som vi kender dem fra Dissing+Weitling eller BIGs 8-tallet. Hvordan vores transportsystemer bedst integrerer den vertikale befordring af mennesker, ved vi ikke endnu. Lige nu er de bedste svar, vi har, spørgsmål.

Skal svævebaner transportere folk direkte op til de øverste etager i bygninger? Skal busser og sporvogne følge trop? Hvor mange niveauer af fortov og cykelstier er optimale? Kan vi tilpasse elbiler og cykler til transport fra dør til dør – selv til folk, der bor på 47. sal?

Indsamling af affald og levering af pakker er en overset stor del af vores transportbehov. Skal gods komme gennem stueetagen, eller bliver flyvende, autonome droner eller robotter bedre til at hente og bringe pakker til os?

Vi ved en smule om de grundlæggende principper, for eksempel elektrificering, men vi ved ikke, hvilke typologier der ville vinde, og hvordan de ville se ud.

Det er afgørende, at vi lige nu begynder at tage vertical urban mobility til os som et koncept og nøje undersøger, hvordan det kan supplere dagens debat. Vi er nødt til at overveje seriøst, hvordan vi kan navigere opad, nedad og indimellem sidelæns i byer.

Det starter med, at vi gentænker, hvordan vi bygger til fremtidens mobilitet også. Vi bør genbesøge principperne for det 21. århundredes byudvikling og transport og tilføre en vertikal dimension.

Jens Martin Skibsted er partner i Manyone, designer og forfatter