Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Først reddede Pfizer og AstraZeneca verden – nu sætter Mette Frederiksen dem på porten

Selv en lyserød amerikansk præsident som Roosevelt kunne finde ud af bruge økonomen Adam Smith til at løse en af sin tids største kriser. Det handler ikke om ideologi, men om erkendelsen af, hvordan økonomiske kræfter fungerer. Statsministeren har noget at lære.

Statsminister Mette Frederiksens logik om, at det er problematisk at være afhængig af private virksomheder, må vi forstå skal bruges til at overbevise danskernes om statslige vaccinefabrikker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Man ved aldrig rigtigt, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) egentlig mener. Hun har en sublim evne til at detonere bomber i samfundsdebatten, hvorefter alle bagefter spørger sig selv, hvad statsministeren egentligt mente.

Det gælder også det store interview med statsministeren i Berlingske søndag om vejen ud af coronakrisen. Selvfølgelig skal man rose statsministeren for den elegante linedans, det er på én gang at skabe håb om, at det trods alt går i den rigtige retning i forhold til at få styr på coronasmitten – og på den anden side ikke at skabe en illusion om, at alt bliver normalt lige om lidt; at Danmark snart vil vende tilbage til en verden, der helt ligner tiden før 11. marts 2020.

Erhvervslivet må læse interviewet i stille undren, for den mest opsigtsvækkende del af det store interview er formentlig de sætninger, hvor statsministeren taler om fremtidens behov for vacciner og vaccineproduktion:

»Jeg vil ikke kunne forsvare over for danskerne, hvis vi ikke har de vacciner, der måtte være nødvendige til de kommende år. Og der synes jeg, at den seneste tid har afsløret en enorm svaghed, fordi der ikke var vacciner nok, og fordi vi har en meget stor afhængighed af private firmaer. Det går ikke, når vacciner er supervåbnet,« siger statsministeren.

Alt er galt med statsministerens argumentation. Alle fagfolk er enige om, at det er triumf for moderne videnskab, at det på rekordtid er lykkedes at udvikle en vaccine mod covid-19.

Ingen statslige vacciner

Da statsministeren lukkede landet for knap et år siden, havde ingen en tro på, at det ville gå så hurtigt at udvikle et supervåben mod corona.

Ingen af vaccinerne er udviklet på statslige fabrikker og slet ikke i bittesmå lande som Danmark, hvor der ikke var en kinamands chance for, at vi på rekordtid kunne skabe den produktionskapacitet, der var nødvendig – heller ikke efter coronakrisen. Men som Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, skrev på Twitter for nogle dage siden, har coronakrisen naturligvis afsløret, at EU-landene i modsætning til USA og Storbritannien tilsyneladende helt har underinvesteret i vaccineforskning. Kontrasten er slående i lyset af statsministerens kritik af erhvervslivet.

Angrebet på erhvervslivet i debatten om corona er fejlplaceret og forkert. Statsministerens logik om, at det er problematisk at være afhængig af private virksomheder, må vi forstå skal bruges til at overbevise danskernes om statslige vaccinefabrikker.

Man kunne selvfølgelig her være fristet til at gå den polemiske vej. Hvis statsministeren er bange for at være afhængig af den private sektor, når det gælder medicin, er det ganske uforståeligt, at statsministeren tør overlade produktion af mad og drikke til private virksomheder. Det udstiller bare statsministerens fejlslutning.

Vi overlader i de frie samfund masser af opgaver til den private sektor, som er livsnødvendige eller nødvendige for at opretholde livet i bredeste forstand, herunder i Danmark blandt andet privatskoler. I masser af lande er der også en stærk privat sundhedssektor, som desværre i Danmark har det sværere på grund af ideologisk modstand.

Man kunne have håbet, at statsministeren i søndags i stedet for at lange ud efter erhvervslivet havde rakt ud til erhvervslivet. Men desværre er signalerne fra statsministeren i søndags helt konsistente med statsministerens ageren under hele coronakrisen. Det tog uger, før regeringen i foråret inviterede erhvervslivet indenfor i rummet. Minkskandalen kunne have fået et andet forløb, hvis regeringen havde villet samarbejde, og lige nu er der i erhvervslivet dyb frustration over en vilkårlig forskelsbehandling af små butikker over for store dagligvarekæder.

Man får lyst til at sende en bog til statsministeren.

Ingen krigsmaskine uden erhvervslivet

Valget, vi står i efter coronakrisen, ligner det samme valg, som USA stod overfor, da landet under Anden Verdenskrig skulle have sin krigsproduktion op i gear for at besejre Tyskland og Japan. Valget stod mellem plan- og kommandoøkonomi eller markedsøkonomi. Franklin D. Roosevelt valgte det sidste og lod den danske cykelsmed fra København William Knudsen, der var sin tids største ikon inden for masseproduktion hos Ford og General Motors, stå i spidsen for at få kickstartet den amerikanske krigsproduktion. Det er fint beskrevet i bogen »Freemdom's Forge« af historikeren Arthur Herman.

Ligesom med vaccineudviklingen i det seneste år i Storbritannien og USA var modellen under Anden Verdenskrig at tilbyde den private sektor attraktive kontrakter for at få skaleret produktion hurtigt op og i tilstrækkelig kvalitet. Igen har virksomhederne leveret varen. Den supplerende finte ved at vælge den vej er, at det så også er lettere brutalt at tilpasse kapaciteten, når verden ikke længere er i krise, så man ikke står med støvede seruminstitutter, som skatteyderne skal betale for i al evighed.

Selv en lyserød amerikansk præsident som Roosevelt kunne finde ud af a bruge Adam Smith til at løse en af sin tids største kriser. Det handler ikke om ideologi, men om erkendelsen af, hvordan økonomiske kræfter fungerer:

»It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker that we expect our dinner, but from their regard to their own self-interest,« skriver Smith i »Wealth of Nations«.

Det kyniske er ikke at benytte sig af den indsigt. Det er kynisk og uklogt at lade være.