Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Fodbolddrømme, feberkampe og det stærke fællesskab

Lørdag aften blev fodbold til blodig alvor, da hele Danmark så Christian Eriksen falde om på banen. Mange havde glædet sig til at følge det danske hold ved endnu en slutrunde, til at heppe og leve med på tribunerne og hjemme foran skærmene. Men pludselig betød fodbolden – og det at vinde eller tabe – meget, meget lidt. Det var, som om hele Danmark blev stille i den følgende time – indtil alle kunne ånde lettet op. Det viste med al tydelighed, hvordan fodbolden binder os sammen som nation.

»Fodboldens væsen beskrives utrolig fint og indlevende i klassikeren 'Fodboldenglen' af Hans Jørgen Nielsen fra 1979, som sagtens tåler genlæsning i efterdønningerne af EM,« skriver Stina Vrang Elias, administrerende direktør i DEA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fodbold er Danmarks nationalsport. Også selvom vi måske vinder meget mere i håndbold eller badminton. Men fodbolden er størst. Under EM vil alles øjne, ører og hjerter være vendt mod fodboldstadionerne. Ligesom alle ved, hvor de var, da de to tårne i New York faldt, ved alle danskere, hvor og med hvem de så EM-finalen i 1992.

Fodboldens væsen beskrives utrolig fint og indlevende i klassikeren »Fodboldenglen« af Hans Jørgen Nielsen fra 1979, som sagtens tåler genlæsning i efterdønningerne af EM.

Bogen er en fortælling om venskabet mellem Frank og Frands, som vokser op med fodbolden som centrum i deres verden og venskab. Vi følger dem fra barndom til den enes alt for tidlige død.

Man kan læse bogen på mange måder. Den er en hyldest til fodbolden. Spillet. Glæden ved samværet fra første fløjt til omklædningsrummet. Den beskriver de følelser, som spillet vækker i de drenge, der senere bliver mænd. Følelsen af samhørighed, legen og dét at kende sin plads på holdet.

Magiske øjeblikke

Frands beskriver meget klart, hvordan han uden misundelse kan anerkende og hylde Franks større talent – at det er en gave at få lov til at spille samme med Frank og gøre ham bedre. På den måde er bogen et studie i generøsitet – hvordan man kan lære at anerkende andres talent uden at gøre sig selv mindre – fordi man sammen kan udrette noget, som er større end én selv. Og de magiske øjeblikke, som kan opstå, når vi alle spiller vores plads sublimt:

Blandt fodboldspillere taler man undertiden om en feberkamp, en dag, hvor alt lykkes for én, man er nærmest i stand til at løfte sig selv op ved hårene, »overgå sig selv«, modsat fighten hvor man »kvæler sig selv« altså ikke en sammenbidt præstation, men næsten legende almægtighed.

… hvor alt uden videre lykkes mellem spillerne, som om sjælene og spillet var smeltet sammen til ét.

I en fjern fortid spillede jeg venstre back i Vestmøn Boldklub. Feberkampene står ikke i kø i min erindring, men til gengæld har jeg haft det privilegium at opleve den type af stjernestunder i mit arbejdsliv. Så som leder kan bogen læses, fordi det jo er dét, som vi skal aspirere til: At vores medarbejdere får så mange feberkampe som overhovedet muligt.

Det er som leder svært at indrømme, men vi ved jo godt, at vi kniber os i armen i de perioder, hvor vores arbejdspladser er rigtig samspillede. Hvor vi både formår at give plads til de store individuelle stjerner, som skal ses, høres og mærkes – og til alle de medarbejdere, som hver dag er med til at skabe rammen for dem, som »scorer« mål.

Min erfaring er, at det lykkes, når vi er gode til at fokusere på alles afgørende bidrag til det stærke fællesskab. Når vi hylder og anerkender, at vi alle – på hver vores måde – er en afgørende brik. Det kræver tydelighed og viden om egne og andres styrker og svagheder. Det lyder let, men i dagligdagen kan det være uendeligt svært at holde fokus på det fælles mål – fremfor ens eget.

Med alderen er jeg også blevet bevidst om, hvor livgivende det er at stoppe op, når man – som menneske eller organisation – begynder at måle sig op mod andre. I stedet for at fokusere på sin egen rolle. Og hvor meget kontrol man får over egne præstationer, når man holder øjnene på egen banehalvdel.

Social opstigning

Bogen er også en klassisk fortælling om sport som vejen til social opstigning. Alle er ens – social baggrund er ikke på samme måde en faktor, når støvlerne er snøret. Her er det evnen til at spille godt, som gør en forskel. Og de barrierer, vi normalt kender for social opstigning, er væk.

Til gengæld er bagsiden hård – det lærer vi også i »Fodboldenglen«. Frank får stor succes i udlandet, men da kroppen ikke kan mere, venter nedturen. Professionel fodbold er hårdt. Det er en industri, som æder kroppe og sjæle – og det glemmer vi gerne, når vi ser kroppene danse på de grønne plæner, men der er en bagside. Hvis man vil blive klogere på den, kan man læse biografien »Begge sider« om Nicklas Bendtner af Rune Skyum-Nielsen.

Miljøet er ikke blevet mindre hårdt, siden »Fodboldenglen« udkom. Tværtimod – der er enorme summer på spil. Det mærker nutidens stjerner på deres krop – ligesom vi ser, at rekruttering og talentudvikling kun går én vej: De bliver yngre og yngre.

For Frank og Frands er der ikke mange feberkampe, da de løber ind i hinanden igen i slutningen af 20erne. Herfra er det blot en deroute nedad, nedad, nedad for dem begge. Og kun én kommer ud med livet i behold. Helt hjerteskærende er det at læse, hvor famlende og svært det er at etablere et nyt liv med sit barn efter en skilsmisse. En reminder om, at vi som ledere skal have øje for det hele liv, som vi alle lever. Og hvordan vi støtter i svære livssituationer.

Så mens vi nyder fodboldspillet under EM og sender vores varmeste tanker til Christian Eriksen, minder »Fodboldenglen« os om, hvordan man finder balancen og giver plads til det individuelle i fællesskabet – og om, hvordan vi skaber rum for, at vi alle føler os som en del af noget større.