Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Fanget mellem to etager: Barndom og ungdom

Ungdommen er en vidunderlig og hæslig tid i et menneskes liv, men det halter med trivslen hos dem. Alle taler om trivsel. Alle vil have mere af den – og helst hurtigt.

Unge mistrives ifølge mange undersøgelser, og de kan opleve ensomhed og isolation. Men hvis de får de rette regler, rammer og strukturer, hjælper vi dem godt på vej, skriver direktør Stina Vrang Elias. Modelfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undersøgelse på undersøgelse blotlægger, at det står skidt til med trivslen blandt vores unge. Og fra hver sin position kommer forskere, politikere, debattører og interesseorganisationer med bud på årsagerne. Er det sociale medier? Uddannelsessystemet? Opdragelsesprincipper?

Forklaringerne er mange. Men midt i den ophedede debat og de mange forslag til løsninger blev jeg optaget af spørgsmålet: Er det sværere at være ung i dag – eller er det »bare« sværere på en anden måde? Her kommer klassikerne til deres ret? Som en flaskepost fra fortiden tilbyder de indsigter til at forstå den tid, vi lever i lige nu.

»The Catcher in the Rye« eller »Forbandede Ungdom« er J.D. Salingers debutroman fra 1951. Salinger og bogen er interessant, dels fordi han fik stor betydning for forfattere som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro – dels fordi romanen er skrevet på et bagtæppe af dystre forventningshorisonter som kold krig og nukleart kapløb. En fremtid, som bestod af trusler og uoverskuelige udfordringer. På en måde har datidens og nutidens unge et skæbnefællesskab.

Bogen er én lang monolog af den 16-årige Holden Caulfield fortalt til læseren eller en ikke nærmere defineret person på en institution, hvor han befinder sig ved romanens slutning. Inden vi når dertil, har vi været på en tour de force med ham gennem New York.

Han er just blevet smidt ud af endnu en skole – og orker ikke konfrontationen med sine forældre. Den udsættes i tre dage. De tre dage, hvor vi følger ham. Og vi er i selskab med et plaget ungt menneske, som er kommet på mellemhånd med livet.

Heri ligger – for mig – bogens afgørende budskab: Ungdommen er en fase, hvor du nok kan drømme dig tilbage til barndommens uskyld, men den er for evigt tabt. Forude ligger voksenlivet med dets krav om øget ansvarlighed som et ukendt land. Du er kastet ud i alskens forandringer på én gang. Dit sind og følelsesliv får større bredde og dybde.

Med Caulfields ord:

» … I keep picturing all these little kids playing some game in this big field of rye and all. Thousands of little kids, and nobody's around – nobody big, I mean – except me. And I'm standing on the edge of some crazy cliff. What I have to do, I have to catch everybody if they start to go over the cliff …«

»The Catcher in the Rye« eller på dansk »Forbandede Ungdom« er J.D. Salingers debutroman fra 1951. Den viser, at datidens og nutidens unge har et skæbnefællesskab. Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Han er som fanget mellem to etager: Barndom og ungdom.

Barndommen er tryg og velkendt – hvorimod ungdommen kræver, at du definerer dig selv i nye sociale strukturer uden for din familie. Du skal pinedød kaste dig ud over den klippe. Du kan ikke blive i barndommen.

Da jeg som knap 16-årig flyttede på kostskole, gik det op for mig, at jeg ikke – uden store omkostninger – kunne råbe, »jeg hader dig« til de andre elever. Hvor min familie ville elske mig på trods af utidig og hysterisk opførsel, havde jeg ganske enkelt ikke samme kapital i det nye sociale system.

Bogen formidler meget præcist den ensomhed og isolation, som friheden på vejen til voksenlivet indeholder. Så selvom bogen er fra 1950erne – før teenagere blev opfundet som begreb – har den en almengyldig pointe: Ungdommen er et sært sammensurium af lige dele vidunderligt og hæsligt.

Hvad kan man så bruge det til i 2022? Vi kan i hvert fald som forældre træde i karakter – og afdramatisere ungdommen. Vi kan vende fortællingen om en særlig skrøbelig generation til en fortælling om en stærk generation, der tør stå ved deres sårbarhed og ønske om at indgå i fællesskaber.

Og her giver vi dem ikke altid de bedste betingelser. Et eksempel er de videregående uddannelser. På mange uddannelser kan der være helt ned til otte timers undervisning om ugen. Der er ikke lighedstegn mellem kvalitet – eller for den sags skyld fællesskab – og mange undervisningstimer. Omvendt er det meget let at føle sig ensom i et miljø med meget selvstudium.

Få undervisningstimer er ikke et nyt fænomen – læste du historie på KU i 1980erne, var der ned til to forelæsninger om ugen. Men dengang var universitetet for de få, som ofte havde en baggrund, hvor de kunne få hjælp til at finde sig til rette på studiet.

I dag skal de videregående uddannelser rumme mange flere baggrunde – og de har brug for, at vi tydeliggør, hvordan man forvandles fra at være elev på et gymnasium til studerende på en sygeplejerske-, historie- eller datamatikeruddannelse. Institutionerne skal selv gøre arbejdet, men der er brug for midler til det.

På Folkemødet på Bornholm deltog jeg i en debat med unge som ekspertpanel. Vi spurgte dem blandt andet: Hvordan ser et godt ungdomsliv ud? Fordomsfuldt havde jeg forventet et svar i retning af: »Frihed, sabbatår og mere SU.« Men svaret var overraskende nok: »Regler, rammer og struktur.«

Der er brug for hegnspæle at navigere efter, når man skal finde vej i tvivl, kaos og forvirring. Og vi kan hjælpe ved at anerkende og tale om, at det er sådan, det er. Vi må for guds skyld ikke bilde dem ind, at livet er uden omkostninger.

»Smerten skal til for at sætte glæden i relief,« som min morfar tørt konstaterede, engang jeg græd af kærestesorg.

Vi skal sænke de unges forventninger til, at hver dag skal være en skøn dag. Sådan er livet ikke – heller ikke, når man er ung.

Stina Vrang Elias er administrerende direktør i Tænketanken DEA