Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Et museum er vel også en forretning?

Nogle få rabiate vil sætte dagsordenen for landets museers måder at formidle historisk viden på. Men et museum skal ikke lade sig begrænse af få overeksperters meninger om, hvordan man markedsfører sine varer og får dem solgt.

Frederik 2.s hustru, dronning Sophie, i Jim Lyngvilds billede på Kronborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jim Lyngvild
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har i flere år med interesse fulgt fotografen Jim Lyngvild og hans utallige initiativer i den kunstneriske verden, som senest er kulmineret med kritikken af fotografiet af den nye kultur- og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen, som vølve.

Var ministeren blevet fotograferet med klaphat og en øl i hånden, ville begejstringen givet nå uanede højder, og ministeren ville gå over i historien som en rigtig kulturminister til trods for, at hun støder indremissionske miljøer og andre med et offentligt drikkeri.

Det interessante er, at hver gang Jim Lyngvild eksponerer sit syn på kultur, så oplever de involverede museer en publikumstilgang i et sjældent set omfang. Er det, fordi Jim Lyngvild rent faktisk kan noget, som får befolkningen til at gå på museum?

For nylig var jeg på Kronborg, hvor i øvrigt også den engelske skuespiller Judi Dench gik og kiggede på Jim Lyngvilds billeder sammen med alle de andre turister. Lad mig sige det sådan: Der var fuldt hus. Berlingske anmeldte i øvrigt Kronborg-udstillingen til det latterlige, for der var jo ikke udstillet genstande fra datidens virkelighed.

Nu skulle jeg mene, at selve Kronborg er en virkelig genstand, der kan noget. Slottet, som jeg vover at kalde et »stolemuseum«, altså hvor der står et par stole i hver sal, har fået hængt nogle kongelige historier på væggene, og dét er noget, som folk kan forholde sig til.

Samtidig melder dele af parnasset, at »man aldrig kunne drømme om at lade entertainere som Jim Lyngvild komme indenfor døren, for entertainere baserer ikke deres historiske fantasier på kilderne, og så mister museerne deres troværdighed, hvilket er afgørende for museernes fremtid«.

Jeg forestiller mig nu, at enhver (entertainer eller ej), som fortolker vores historie på et statsanerkendt museum, er underlagt museets professionelle fagfolk, der godkender museernes egne udstillinger. Så hvordan er museernes fremtid egentligt i et Danmark, hvor en reformering af museumsloven negligeres af den ene kulturminister efter den anden?

Et museum er også en forretning, som skal overleve, og man må derfor række ud til en større kundekreds og ikke lade sig begrænse af få overeksperters meninger om, hvordan man markedsfører sine varer og får dem solgt.

Sker det på bekostning af et museums troværdighed, at man vælger en ny og anderledes måde at sælge sin vare på? Næppe. Men sikkert er det, at udstillinger, som fænger, også bidrager til vores dannelse samt vores lyst til at udforske historierne endnu mere. Vi får ny viden, og det fører til samtaler privat og på arbejdspladserne.

Skal det så være de få rabiate, som sætter dagsordenen for landets museers måder at formidle historisk viden på? Eller har publikum evnen til selv at vurdere, om troværdigheden holder, når man står og kigger på Kronborgs vægfotografier af en lyshåret konge, der er omgivet af tre tigre eller på Frederik 2.s hustru, dronning Sophie, som står på isen i snevejr sammen med en granddanois.

Jeg funderer ikke på, om man i det danske kongehus i virkeligheden havde en granddanois på dronning Sophies tid. Men jeg oplever, at der også var koldt på toppen dengang, hvor man som kvinde forstod sig på business.

Dronningen, som var 14 år gammel, da hun blev forlovet med den 37-årige konge, og 15 år da hun blev gift med ham, står jo med en vægt i den ene hånd og gigantiske juveler i den anden. Hun var uden sammenligning Europas rigeste kvinde, og det er på grund af hende, at sønnen, Christian 4., havde råd til at begå de mange fejlslagene krige, som han gjorde.

Lyver et nutidens fotografi mere end et datidens maleri, som selvsagt er et historisk kildemateriale?

Besøg Koldinghus og se udstillingen om Christian 5. Kast her et nærmere blik på Jacob d’Agars maleri af kongen, hvor hans næse er så ualmindelig lang, at folk undres, mens de tænker: »Hold da op for en ordentlig tud. Kan det virkelig være rigtigt?«.

Nej det kan det ikke, og når man senere i udstillingen ser kongens dødsmaske, så er det, at man får syn for sagn og opdager, at portrætmaleren har snydt, så vandet driver. Dengang i 1690erne var der en stor status i at have en gigantisk næse, så kongen fik malet sig én af slagsen for eftertiden. Det er en historisk fantasi, der vil noget.

Sådan var det dengang, og sådan er det i dag.

Anna von Lowzow er filminstruktør, Nordisk Film