Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Erhvervslivet og kulturen kan lære af Møllehave – det går aldrig så galt, som frygtet

Det går ofte bedre, end vi frygter. Det gælder også coronakrisen, skriver virksomhedsejer og kunstsamler Maria Friis. Hun blev utrolig træt, da coronakrisen ramte, men det havde måske ikke været nødvendigt.

Kunstsamler og virksomhedsejer Maria Friis blev næsten overvældet af bekymringer, da coronaepidemien lukkede landet ned. Men det forgangne år viste, at det slet ikke havde været nødvendigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad mig præsentere mig selv. Jeg har læst teologi på Københavns Universitet, jeg har været selvstændig i 20 år og kunstsamler i 18 år. Min verden er teologien, erhvervslivet samt kunst- og kulturlivet.

For nylig døde teologen og forfatteren Johannes Møllehave, og da jeg gik og tænkte over dette bidrag til Berlingske, var det netop Johannes Møllehaves erindringsbog »Skuffelser der ikke gik i opfyldelse« fra 2012, jeg kom til at tænke på.

»Skuffelser der ikke gik i opfyldelse« er en erindringsbog, som blandt andet handler om de selskaber, man ikke havde lyst til at gå til; de rejser, man ikke havde lyst til at foretage, de bøger man ikke havde lyst til at læse – og som så viste sig at blive store, uforglemmelige oplevelser.

Jeg blev træt

Da coronakrisen og den følgende nedlukning af samfundet ramte min lille virksomhed, blev jeg så utrolig træt.

En gennemgribende følelse af en overvældende og enorm metaltræthed ramte den ellers ukuelige selvstændige erhvervsdrivende kvinde. I 18 år havde jeg arbejdet – de første 17 år uden ferie – og som en indre film gennemlevede jeg alle de udfordringer, som mange selvstændige kan nikke genkendende til.

Bekymringerne var ikke kun personlige, men omfattede selvfølgelig også alle andre selvstændige og deres ve og vel. Dertil kom bekymringen for kunst- og kulturlivet og dettes mulighed for at overleve denne omfangsrige nedlukning.

Bekymringer stod i kø

Bekymringerne og spørgsmålene stod i kø: Hvad ville blive konsekvenserne af regeringens beslutning, og var der slet ikke nogen muligheder for, at det kunne gøres anderledes? Og så kommer vi tilbage til Johannes Møllehaves pointe, for havde jeg blot været et lidt mindre bekymret menneske og dermed et mere klarsynet menneske, ville jeg have husket på, at den selvstændiges dna jo netop er at være iværksætter og have en særlig evne til at tilpasse sig det omgivende samfunds udfordringer – hvor store de end måtte være.

Og var det så ikke det, vi så?

Jo, minsandten om ikke opfindsomheden og initiativerne sprøjtede som mælk ud af et spændt bryst og overraskede os alle med et væld af idérigdom og fantasifulde tiltag. Og til stor lettelse kunne man i Berlingske 21. juli læse om Nordea (der som Nordens største bank er en spejling af den økonomiske trivsel i samfundet) kom ud med regnskab for årets andet kvartal, som viste, at de har haft et pænt milliardoverskud.

Med andre ord tabte Nordea ikke så mange penge på udlån som forventet, fordi kunderne faktisk klarede det godt under coronakrisen.

Men kunst- og kulturlivet, hvad skete der med det?

Ligger foran Sverige og Norge

Jo, en rapport fra Nordisk Råd kunne fortælle, at den danske kulturbudgetstøtte i 2020 lå i top – langt foran både Sverige, Norge, Finland og Island. Af den bevilgede støtte til kultursektoren lå Danmark i top med hele 0,14 procent af bruttonationalproduktet – det største i Skandinavien.

Mens den danske coronastøtte var på 3,3 milliarder kroner, var den i de andre lande i gennemsnit på 1,2 milliarder kroner. Selv med de berygtede oliemilliarder i Norge rakte det kun til en andenplads, når støtten til kulturen blev regnet ud pr. ansat i kultursektoren.

Dertil kommer, at både auktionshuset Bruun Rasmussen og gallerierne melder om stærkt stigende interesse og rekordstort salg af kunst. Forlaget Lindhardt og Ringhof fik rekordresultat i coronaåret 2020, og Gyldendal meldte også om et godt år, ligesom netboghandlen Saxo gik 30 procent frem.

Denne overraskende historie er den gode historie som Johannes Møllehave prædikede i sin bog – nemlig at det ofte går langt bedre, end hvad vi havde frygtet. Moralen må derfor være: »Min tilværelse har to sider: Det der overgår mig og den måde hvorpå jeg forholder mig til det, der overgår mig«. Tak, Johannes Møllehave og hans bog »Til Trøst« fra 1983.