Erhvervslivet kan godt ranke ryggen og stille krav til samfundet og det offentlige

Dansk erhvervsliv skal ikke kun holde sig gode venner med alle. Man kan godt begynde at kræve, at det offentlige skal leve op til de samme krav, som der stilles til erhvervslivet.

 
Corona har rykket op og ned i dansk erhvervsliv Danmark har rundt regnet 300.000 selskaber, og mens nogle har haft en omsætning i frit fald, har andre haft et guldrandet år. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark har et enestående erhvervsliv. Men vi taler alt for lidt om, hvor dygtige virksomheder vi har, fordi politikerne og især den nuværende regering bruger al deres tid på at hylde dem, der bruger pengene – de offentligt ansatte.

Det er ikke nogen overraskelse, at sygeplejerskerne pludselig er vrede over deres løn, fordi de jo ikke har fået andet at vide igennem hele coronatiden, end at de er vigtigere end så mange andre på arbejdsmarkedet. Og ja, de er vigtige. Men det er rengøringspersonalet på hospitalerne også, og lægerne og politiet og jordemødrene og alle de andre, som også er i sundhedssektoren.

Hvis man er rundet af landbruget, så er man vokset op med et erhverv, som har gennemgået en helt vild forandring. Da jeg var barn, var der masser af mennesker ansat på gårdene, men landbruget indgik en slags pagt med samfundet om at blive effektiv, og i den proces blev hundredtusinder af job flyttet fra land til by. Det kalder vi urbanisering. Ikke noget nyt for os bønder.

Man kan så spørge, om landbruget altid har handlet i egen interesse. For ud af landbrugets kamp for at være effektivt – højeffektivt – er der kommet et massivt modpres på erhvervet fra miljøorganisationer, politikere og samfundet i det hele taget, på trods af at landbrugsproduktionen er underlagt høje skatter og de højeste miljøkrav i verden. Måske skyldes det uvidenhed om, hvad dansk landbrug i virkeligheden kan og står for på verdensplan. Det er jo altid nemmere at have fordomme end besværet med at sætte sig ind i virkeligheden.

Grøn eller pink

I dag har vi et landbrug, som hopper og springer for at please uvidende mennesker, som bare synes, at alle marker skal være fulde af blomster for insekternes skyld. For lige nu er insekterne det nye sort, og enhver lille bi, edderkop eller bille tæller. Seneste undersøgelser viser så pludselig, at der er masser af insekter ude på landet, og at det kniber gevaldigt med selvsamme inde i byerne. Tja …

Og derfor kan man jo godt blive lidt bekymret, når man kigger ud over erhvervslivet i Danmark, der i disse år bruger masser af tid på at være grønne eller pink eller hvilken farve, de efterhånden må stræbe efter for at gøre samfundet tilpas.

Hvem kan anfægte, at Mærsk flager med Pride-flag? Ingen. Men giver det ikke sig selv, at en moderne virksomhed som Mærsk har plads til homoseksuelle eller andre i bogstavkoblingen lbgt+? Erhvervslivet er også optaget af at positionere sig som grønne. Giver det ikke sig selv, at man skal drive sin virksomhed ansvarligt?

Jeg synes, at erhvervslivet er ved at tabe sig selv for at holde sig gode venner med alt det, der har en farve, og vi er ude i noget med at »se os, vi er også gode«. Logikken i erhvervslivets måde at agere på lige nu er ulogisk. Dansk erhvervsliv lader politikerne få æren for samfundets fremskridt og glemmer helt at fremhæve sig selv som dem, der bevirker, at Danmark overhovedet har en ansvarlig drift og derfor økonomi til at betale for den offentlige sektor.

Så hvor er det samlede erhvervsliv, når det handler om at insistere på ordentlige vilkår? I regeringens oplæg »Danmark kan mere I« skal erhvervslivet åbenbart juble over, at FOU-fradraget, der gavner meget få virksomheder, især enorme Novo Nordisk, bliver permanent. Det skaber godt 100 job.

Til gengæld vil regeringen hæve aktieskatten fra 42 til 45 procent, hvilket fjerner 450 job. Vi har således en regering, som lader bankerne – hvilket vil sige deres kunder, herunder virksomhederne – betale for Arne-pensionen. Og vi har et erhvervsliv, der synes at dukke nakken, for man har alligevel ikke noget at skulle have sagt med en enevældig regering. Der er jo ikke noget demokrati over Socialdemokratiet.

Der er klare krav om, at alle de private virksomheder skal være mere effektive og grønne, og nu har regeringen indført en velfærdslov, som betyder, at den offentlige sektor skal vokse i takt med den demografiske udvikling. Hvis virksomhederne hele tiden skal være mere effektive og grønne, skal den offentlige sektor da vel også arbejde for at være nogle af »de gode«, skulle man synes. I det mindste bør vi andre vel snart høre om den offentlige sektors egen strategi for et grønnere og mere effektivt (især det sidste) Danmark.

»Uha … den er svær«

Man lader græsset gro i byernes rabatter og langs motorvejene. Hvad mere gør det offentlige for at matche de krav, som de selv stiller til erhvervslivet? Jeg har spurgt en stor midtjysk kommune, hvordan kommunen går foran med et godt eksempel for selv at blive grønnere og mere effektiv. Svaret er, at kommunen jo har masser af affaldssortering, og man opfordrer sine medarbejdere til at cykle og sådan noget. En sjællandsk kommune svarer: »Uha … den er svær. Det er jeg ikke den rigtige til at svare på«.

I en tredje kommune, Kalundborg, har man partnerskaber med erhvervsvirksomhederne i »Kalundborg-symbiosen« hvor man bruger reststrøm til ressource, så virksomhedernes udledning af CO2 mindskes markant. Her arbejder man også på at bruge virksomhedernes overskudsvarme til at forsyne andre kommuner. Måske er det i virkeligheden Kalundborg helt ude på bøhlandet, som har den grønne førertrøje på i den offentlige sektor?

Umiddelbart synes kommunerne ikke at få stillet de samme krav til effektivitet og til at være grøn af staten, som der stilles til erhvervslivet. Så lige her kan jeg da afslutningsvis komme med et udmærket forslag; nemlig at kommunerne kan vælge at braklægge alle de marker, som de køber til senere udstykning, i stedet for at forpagte markerne bort til landmanden, som dyrker afgrøder på dem. Det ville give store arealer med natur.

Men tilbage til erhvervslivet. Hvor er erhvervslivet henne? I denne tid synes de ikke at gøre andet end at fortælle, hvor meget de vil gøre verden til et bedre sted. Gør endelig det, men kom nu også i gang med at sparke til samfundet og insistere på, at de krav, man stiller til virksomhederne, stiller man også til resten af samfundet og ikke mindst til den offentlige sektor.

Hurra for Danmarks 1.000 største virksomheder. Få jer nu en stemme. Vi savner den.