De tarveligste artikler, de ondeste kommentarer og de mest nedladende podcasts om mig – ikke om min virksomhed, Roccamore, men om mig som person – er alle kommet fra andre kvinder. Ikke altid i ond vilje, men de gør altid lige ondt.

For nylig var jeg eksempelvis på live tv med en anden kvindelig leder, der fem minutter inden start fortalte mig, hvordan kvinderne i hendes omgangskreds alle syntes, at jeg var rimelig irriterende og havde alt for mange meninger.

Jeg nåede hverken at fordøje hendes ord eller at trække vejret dybt, inden den røde lampe tændte, og vi var live.

Den slags situationer oplever jeg næsten dagligt.

Jeg har utallige gange fået at vide, at jeg jo kun har kunnet opbygge Roccamore, fordi jeg ikke har børn eller er blevet spurgt om »hvem, der hjælper mig« på den der nedladende du-kan-jo-ikke-selv måde.

Jeg har altid måttet have en mand med i banken for at forhandle lån hos min kvindelige bankrådgiver, der jo gerne vil »være sikker på, at der er styr på tallene«. Jeg bliver altid bedømt på mit farverige, feminine udseende og altid undervurderet. Som om man ikke kan være klædt i pink være og superkompetent på samme tid.

»Så kan du lære det«

Jeg har mødt mange af mine personlige rollemodeller, de fleste af dem kvinder, og har ofte været så heldig at sidde på scener sammen med dem.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt dem tale om, hvor vigtigt det er, at vi kvinder hjælper hinanden og står sammen. Om hvordan vi alle sammen har brug for flere kvindelige rollemodeller, og hvordan de, der er lykkedes, også er forpligtede til at hjælpe den næste generation frem.

Når jeg møder de samme kvinder uden for scenen, praktiserer de ofte det diametralt modsatte. De afviser at hjælpe mig, ignorerer mig, dømmer mig. Efterlader mig alene og trækker stigen op. Så »jeg kan lære det«, sådan som de har måttet lære det. Som om der kun er én plads rundt om bordet, og alle kvinder er hinandens konkurrenter.

Alt for mange kvinder oplever (stadig) at få deres autoritet underkendt alene på grund af deres køn. Og alt for ofte er det andre kvinder, der afsender de fordomsfulde og kønnede kommentarer. Så hvad skal der til? Hvad kan vi gøre bedre?

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg ved, hvad alle kvinder har brug for, men jeg synes, at jeg kan fornemme, hvad kvinderne omkring mig har brug for, og jeg ved, hvad jeg selv har brug for. Følelsen af ikke at stå alene. Følelsen af fællesskab og følelsen af, at der er nogen, der har min ryg.

Sidste år til Kvindernes Kampdag lavede jeg en kampagne, der satte fokus på manglen på kvinder i bestyrelser. Fem billeder med fire mænd og en kvinde i høje glimmerhæle illustrerede den eksisterende fordeling og lagde op til debat om ligestillingen.

Mange blev sure, mange følte sig provokerede over kampagnen og blæste til kamp. Ikke mod ubalancen i bestyrelser, men mod mig. Jeg blev gentagne gange i tv, podcasts, artikler, indlæg og på sociale medier dømt uvidende, uintelligent, manipulerende, skinger og for gammel til at gå i lyserødt.

Ingen i mit netværk rakte ud og spurgte, om jeg var okay. Ingen havde min ryg. Når jeg senere spurgte hvorfor, fik jeg at vide, at kritikken jo var min egen skyld. At jeg selv var ude om det. Alle syntes at mene, at det var helt acceptabelt, at fællesskabet gik efter individet i stedet for at gå efter bolden.

Men hvis vi skal lykkes med ligestillingen, så må vi kvinder holde op med at kæmpe indbyrdes og i stedet lære at acceptere, at den enkeltes succes er fællesskabets succes, så vi kan få flere kvinder til bordet og flere kvinder til magten.

Det kræver, at vi står sammen, at vi løfter hinanden og udviser respekt i stedet for dom. At vi taler om den modstand, vi alle sammen møder i hverdagen, og gør op med tonen. At vi forsvarer hinanden, trækker en streg i sandet og inspirerer til noget nyt. I fællesskab er vi alle stærkere.

God kampdag.

Frederikke Antonie Schmidt er stifter og kreativ direktør i Roccamore