Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

En lille bog om franske forfattere er en gave til valgkampen – man må knuselske Montesquieu i 2022

Hvis fransk åndsliv kan inspirere os til at diskutere vores samfunds største udfordringer, at vove svære diskussioner om de mest foruroligende dele af livet, men altid insistere på, at det hele skal bygge på lov, orden og en kontrol med magten, så bliver vi ikke dummere af den kommende valgkamp – og den næste regering bliver helt sikkert bedre end den siddende.

Her er de tre statsministerkandidater, da de sammen kæmpede for et ja til at skaffe forsvarsforbeholdet: Statsminister Mette Frederiksen (S), formand for Venstre, Jakob Ellemann, og formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Borgergade i København ligger en herlig boghandel, som hedder Tranquebar. Man får lyst til at kalde den lille for at understrege hyggen, men så er den heller ikke mindre, når man både er boghandel, café og foredragssal.

Mon ikke de fleste københavnere, som kan lide en god bog, har lagt vejen forbi. Man får fornemmelsen, når man oser i butikken, at boghandleren har håndplukket bøgerne til sit publikum, for i antallet af bøger på hylderne når Tranquebar ikke Arnold Busck i Købmagergade eller Politikens Boghandel på Rådhuspladsen til sokkeholderne; og så handler det jo om at have de rigtige ting. Sådan en ting faldt jeg over forleden.

Findes der noget mere irriterende end antologier? Det der med at en eller anden samler noget om noget fra nogen, og så gør det til en bog.

Antologien »Frankrigs store forfattere« er en undtagelse. En fantastisk lille bog udgivet på Informations Forlag, der beskriver »hovedpersonerne i fransk åndsliv fra Rabelais til Houllebecq og Piketty«.

Rune Lykkeberg, chefredaktøren på Information, kunne til min ros af bogen svare, at denne Berlingske-redaktør bare kunne sørge for at få læst Information fast, for bogen bygger på en serie i Information om 44 hovedpersoner i fransk åndshistorie eller – som redaktøren af bogen, Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, skriver – »som inspiration i den evigt pågående intellektuelle modstandskamp«.

Mon ikke Berlingske og Information er lidt uenige om karakteren af denne modstandskamp?

Nuvel, det ændrer ikke ved, at fransk åndsliv i endog meget stor grad har formet dansk åndsliv, vores demokratiske samtale – og den økonomiske debat.

1. Houellebecq: Vi skal vove at kigge vores samfund efter i sømmene – også helt ud i de grimme hjørner

Den fanske forfatter Michel Houellebecq er en af de moderne giganter i fransk åndsliv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix.

»De skulle leve i verdens bedste samfund, men når de får fri, flygter de mod lufthavnene for at komme så langt væk som muligt,« skriver den franske forfatter Michel Houellebecq i sin roman »Platform«. Houellebecq er en af tidens største franske forfattere med sin evne til med bidende sarkasme og ironi at indfange det grimmeste og til tider også det smukkeste ved det moderne samfund.

Hver eneste af Houellebecqs bøger kredser om og kritiserer den moderne kapitalisme og resultaterne af jagten på stadig højere produktivitet. Den franske journalist Bernard Maris, som blev myrdet ved angrebet på Charlie Hebdo i 2015, har skrevet en morsom bog om økonomen Houellebecq – også værd at læse.

Man kan gøre Houellebecq til en kritik af højrefløjen, og dermed pakke hans forfatterskab ind i et venstreorienteret oprør mod det moderne samfund, men Houellebecq sætter ikke noget system i stedet for et andet, men han skriver blandt om, hvordan vi som mennesker i stadig mindre grad kan finde ud af at opveje vores ret til selvrealisering med kærlighedsbuddet om at ofre sig for andre – og han ser det som et resultat af, hvordan vi har indrettet vores samfund og vores økonomi, hvilket jo herhjemme omfatter begrebet velfærdsstaten. Det skal vi da tale om.

2. Marquis de Sade: Samfundet er sommetider bare grimt og foruroligende – det skal vi leve med

Marguis de Sade er en de få forfattere, som har skabt en isme. Men langt fra kun for det gode, fremgår det af en antologi om fransk åndsliv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kilde: Britannica.com.

Antologien om fransk åndsliv er med sine ultrakorte kapitler en fantastisk indføring i 600 års europæisk tænkning. Sikke en overflyvning på rekordtid. Fransk åndsliv har bidraget til at skabe den største orden, men har også givet os det dybeste indblik i de grimmeste sider af os selv. Det lever side om side.

Det er meget få forfattere, som har fået opkaldt en isme efter sig, men en af dem er Marquis de Sade (1740-1815). Han var mere en sindssyg voldtægtsmand end forfatter, men han efterlader som det hedder i antologien »IKEA-manual-agtige sætninger, der på fuldstændig pragmatisk vis vejleder i, hvordan man bør starte med at skære tungen ud på en mor, mens man analvoldtager hendes datter således«.

Man kan roligt sige, at Bodil Skovgaard Nielsen, som har skrevet kapitlet om Marquis de Sade, har en pointe, når hun citerer forfatteren Simone de Beauvoir (1908-1986) – som i øvrigt levede sammen med filosoffen og forfatteren Jean-Paul Sartre (1905-1980) – for at Marquis de Sades bidrag til litteraturen er hans evne til et forurolige.

Vi vil se evnen til at forurolige som kvalitet i kunsten, og vi kan finde masser af eksempler på, hvordan det foruroligende præger store og væsentlige samfundsdebatter. Det er banalt, at mange danskere finder wokedebatten om et flydende kønsbegreb eller juridisk kønsskifte foruroligende. Hertil kunne man replicere, at det i 1948 var foruroligende, at de første tre kvindelige præster i Danmark blev ordineret i Odense Domkirke. Sådan ændrer tiderne sig – og vi skal naturligvis altid diskutere det foruroligende.

3. Montesquieu: Magtens tredeling og lovens magt – lad os passe på den

Den franske samfundstænker Montesquieu står i dag lige så skarpt som for 300 år siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Hvis der er én ting, som irriterer ved bogen om de store franske forfattere, er det, at Rune Lykkeberg åbenbart synes, at den franske økonom Thomas Piketty (1971-) hører med til kongerækken i fransk åndsliv siden 1431. Man kan i dag overhovedet ikke vurdere Pikettys indflydelse som økonom, og hans teoretiske bidrag har været mødt med skarp kritik.

Havde man nu droppet Piketty, hvilket der er gode argumenter for, selvom hans bøger er alenlange, så havde der været plads til filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Rousseaus tanker om fri opdragelse kan stadig dele vandene, ligesom det samme gælder hans opfattelse af, at intellektuelle fremskridt ikke nødvendigvis fører til moralske fremskridt; en opfattelse, som førte til et brud med to andre franske tænkere, encyklopædisten Denis Diderot (1713-1784) og forfatteren Voltaire (1694-1778).

Men selvfølgelig er Montesquieu (1689-1755) med i antologien. Efter coronakrisens hastelove, minkskandalen og statsminister Mette Frederiksens (S) centralisering af magten omkring Statsministeriet har vi brug for at blive mindet om og insistere på, at vores eget demokrati er bygget op om de montesquieuske tanker om magtens tredeling i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, som skinsygt bør vogte på hinanden. Er den balance ikke blevet forrykket i de senere år, fristes man til at spørge?

»Det epokegørende ved Montesquieu er hans fokus på lovmæssighed som det afgørende kriterium for det gode styre,« skriver idéhistorikeren Mikkel Thorup i bogen og peger på, at Montesquieu lægger vægt på lovenes klarhed og entydighed; måske en tanke værd, når Danmark er et af de lande i verden med flest love og reguleringer.

Hvis fransk åndsliv kan inspirere os til at diskutere vores samfunds største udfordringer, at vove svære diskussioner om de mest foruroligende dele af samfundslivet, men altid insistere på, at det hele skal bygges på lov, orden og kontrol med magten, så bliver vi ikke dummere af den kommende valgkamp – og den næste regering bliver helt sikkert bedre end den siddende.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.