Ørsteds hårdt prøvede koncernchef Mads Nipper må være en glad mand. Det er ikke hver dag, at der kommer en rig onkel forbi med 15-20 milliarder kroner for at få lov at lege med i det, som den danske energigigant har gang i i forhold til at udvikle en stærk global og dansk mørkegrøn vindforretning.
Norske Equinors underspillede pressemeddelelse mandag om, at selskabet i al diskretion har opkøbt 9,8 procent af aktierne i Ørsted er en særdeles stor nyhed. De kommende dage skal der nok blive spekuleret i, hvordan man i det skjulte kan samle aktier op for så mange milliarder. Når man læser pressemeddelelsen og beskeden om, at nogle af aktierne er samlet op i en blokhandel, ligner det slet skjult kode for, at Norges Banks aktiepost på 2,89 procent af aktierne er blevet solgt til Equinor.