Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, er forhenværende minister. Derfor ved han, at der ikke er plads til fodfejl, som får skamløse politikere til at forvandle væsentlige analyser og forslag til sublimt tidsspilde.
Og der står meget på spil, når lobbyisterne i Dansk Erhverv kaster sig ind i et giftigt slagsmål om, hvad virksomhederne skal have i erstatning eller kompensation, når myndighederne for at bekæmpe en pandemi lukker nattelivet eller beder restaurantgæster om at gå hjem i seng klokken 23.
Hvis man er i tvivl om, hvad der er på spil for erhvervslivet, bør man læse rapporten fra erhvervsminister Simon Kollerups (S) arbejdsgruppe om »principper for hjælpepakker ved nye epidemier«. Det er på tide, at nogle siger ligeud, hvad man skal mene om det arbejde, som departementschef Michael Dithmer stod i spidsen for – nemlig at det som afsæt for konkrete og præcise spilleregler for håndteringen af fremtidens pandemier er noget makværk.
Hvis der var nogen fornuft til stede, ville et flertal i Folketinget beordre Kollerup til at nedsætte et nyt ekspertudvalg bestående af landets klogeste eksperter i statsret og erstatningsret plus et par fornuftige økonomiprofessorer til at lave arbejdet ordentligt.
I mellemtiden må vi tage udgangspunkt i andre forsøg på at formulere nogle principper for kompensation og erstatning ved nye epidemier.
Brian Mikkelsen og lobbyisterne i Dansk Erhverv har – formentlig som et udslag af fortvivlelsens selvhjælp – foreslået seks principper for fremtidens coronaerstatning. I sig selv er det en kraftig forbedring i forhold til ekspertgruppens 18 principper.
Overskrifterne for Dansk Erhvervs principper er forstandige, nemlig principperne om:
Retssikkerhed.
Forudsigelighed og fleksibilitet.
Transparens (eller gennemsigtighed).
Proportionalitet.
Begrundelse.
Inddragelse.
Tænk hvis regeringens ekspertgruppe havde bygget sin rapport sådan op i stedet for at tåge rundt i dårligt formulerede forslag.
Alligevel går det galt for Dansk Erhverv.
I princippet om forudsigelighed og fleksibilitet foreslår lobbyorganisationen, at der indføres et såkaldt syv-syv princip for restriktioner. Ifølge forslaget skal virksomheder have syv dage til at indarbejde restriktioner og samtidig syv dage til at udfase restriktioner med kompensation.
Et sådant forslag lyder jo godt i den ideelle verden med en pæn og ordentligt epidemi, hvor folk som tilfældet er lige nu med omikronvarianten ikke bliver særligt syge.
Man kan imidlertid tage det nærliggende eksempel fra 11. marts 2020, om det under nogen form havde været forstandigt at give erhvervslivet syv dage til at indarbejde restriktioner? Næppe. Man kan alternativt tage eksemplet med lungepest, hvor pestbakterien hurtigt fører til åndenød, hvæsende vejrtrækning, chok og død. Man må ikke anbefale, at en regering står fast på Dansk Erhvervs syv-syv princip mødt med en farlig lungepest.
Og hvad er det så, der sker? Jo, vi ved fra talrige andre eksempler i dansk politik, at Dansk Erhvervs ene syv-syv princip er den perfekte undskyldning for erhvervsminister Simon Kollerup for at skyde alle Dansk Erhvervs principper ned.
Pointen er derfor det enkle, at der kun findes ét eneste princip, som det er værd at gå op i, nemlig princippet om retssikkerhed. Når regeringen tåger, skal svaret være et konkret og enkelt krav om retssikkerhed for virksomhederne.
Dansk Erhverv er lige ved at gøre det hele rigtigt, når de i deres analyse taler om retssikkerhed som et »kerneprincip«, men desværre skal Dansk Erhverv krydre med fem andre principper, som forplumrer det eneste vigtige princip, nemlig adgangen til kompensation eller erstatning, når staten midlertidigt tvangslukker virksomheder under epidemier.
Det er værd at erindre om, hvad retstilstanden var før coronakrisen, nemlig paragraf 27 i den gamle epidemilov:
»Hvis der i forbindelse med de forebyggende foranstaltninger, der iværksættes i medfør af denne lovs kapitel 3 for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme, påføres nogen tab, har vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige.«
Bestemmelsen i den gamle epidemilov var for vidtgående, fordi den åbnede for næsten uendelig erstatning for tab. Omvendt er indstillingen fra regeringens ekspertudvalg tilsvarende utilstrækkelig, når alt overlades til statens skøn og politikernes forgodtbefindende.
Man bør overlade det til landets kloge jurister at formulere i nogle korte og klare paragraffer, at man som virksomhed naturligvis har ret til kompensation, hvis staten konkret og midlertidigt lukker ens virksomhed for at bekæmpe en pandemi. Størrelsen af kompensationen skal afhænge af forhold som løn, renter og faste omkostninger i øvrigt.
Ligesom det gælder paragraf 73 i Grundloven, hvori det slås fast, at »ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning«, må det gælde, at ingen – heller ikke midlertidigt – skal afstå sin ejendom uden erstatning.
Logikken bag Grundlovens bestemmelse er, at det skal være byrdefuldt for staten at tage folks ejendom, herunder mink. Det skal også være byrdefuldt for staten at indføre restriktioner i forbindelse med en epidemi, fordi der skal være sammenhæng mellem en restriktion, og hvad den skal opnå. Under coronakrisen har vi netop set, at regeringen har indført restriktioner af diskutabel værdi, herunder reglen om, at restauranterne skal stoppe for udskænkning klokken 22.
Dermed er ikke alle problemer løst. Politikernes brug af henstillinger og anbefalinger som en erstatning for konkrete restriktioner er uholdbar. Tag Simon Kollerups kritik af IKEA for at genåbne deres butikker forrige år eller henstillingen fra blandt andet statsministeren om at droppe julefrokosten sidste år. Måske et coronaklagenævn kan fikse det problem?
Der er nemlig kun ét eneste princip, der er værd at diskutere: Det er princippet om retssikkerhed.
