Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Du er både hjerte og hjerne – men forpligtelsen er nødvendig

Jeg kan ikke nøjes med at lytte til mit hjerte. Heller ikke kun til min hjerne. Min hjerne sørger for de logiske og rationelle argumenter, mens mit hjerte tager sig af de følelsesmæssige og intuitive.

Mennesker trives og yder mere, hvis de får kærlighed og omsorg på jobbet. Men det er, når vi afstemmer forventninger med hinanden og indgår forpligtende aftaler, at der for alvor kan ske noget, skriver Erik Algreen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har gennem de seneste 20 år stædigt undersøgt, hvilke elementer der er vigtigst, når jeg skal ud og bygge det bedst mulige samfund med alle jer andre.

Jeg konkluderede for mere end ti år siden, hvad mit hjerte søger, og hvad min hjerne søger. Hjertet vil have kærlighed og omsorg, mens hjernen vil have forpligtelse.

At møde andre mennesker med kærlighed er at elske dem. Ikke i romantisk forstand, men som medmennesker. Det betyder for mig personligt, at jeg bestræber mig på at møde for eksempel en ny
samarbejdspartner uden at tage hensyn til vedkommendes religion, hudfarve, alder, køn, seksualitet, indkomst, uddannelse, udseende eller andre normer og konventioner. På den måde kan jeg bruge al mit krudt på at kunne lide vedkommende.

Der er ingen tvivl om, at det havde gjort mit liv lettere, hvis smedesvenden Madsen på værkstedet i Frederikssund havde kunnet lide mig i stedet for at synes, at jeg var en pisseirriterende lærling. Ikke kun var mit liv blevet lettere, men jeg var selvfølgelig også blevet en bedre lærling at arbejde sammen med.

Men det er lettere sagt end gjort, da vi ofte har forbehold over for andre. Derfor kræver en ændret tilgang en ekstra indsats fra dig selv. Da jeg i morges gik forbi den lokale kaffebar og bestilte min morgenkaffe, spurgte den yngre kvinde, der betjente mig, hvor jeg skulle hen nu. Spørgsmålet kunne jeg have fejet af med det korte svar: »På arbejde.« I stedet fortalte jeg, hvor mit kontor ligger, og hun spurgte, hvad jeg lavede.

Det svarede jeg hende på, hvorefter jeg spurgte hende, hvad hun lavede, når hun ikke lavede kaffe. Hun fortalte, at hun var tekstildesigner, og vi talte lidt videre om det. Da jeg havde fået sat låg på mit papkrus, gav jeg hende hånden og sagde: »Det var en fornøjelse at tale med dig. Jeg hedder Erik.« Hun gav mig hånden og sagde: »I lige måde. Jeg hedder Elizabeth.«

Et sådant møde kræver helt sikkert lidt ekstra af mig, men det gør ikke noget, for det virker. Jo mere jeg selv dyrker kærligheden, des mere oplever jeg, at mennesker giver kærlighed tilbage til mig. Og det er jo ren optur.

Kærlighedens og forpligtelsens lim

Så er der omsorg. Den spiller lidt rollen som en slags lim, der klistrer kærlighed og forpligtelse sammen. Når jeg bevidst møder mennesker med omsorg, så er en af de væsentligste elementer, at jeg ikke dømmer dem. Alle mennesker er meget opmærksomme på, om de bliver vurderet og dømt af andre. Det gør os urolige og utrygge, og det påvirker mange menneskers selvværd og selvtillid øjeblikkeligt.

Derfor bruger jeg selv nysgerrighed som indgang. For eksempel når jeg har et møde med en virksomhedsleder, der overvejer at bruge mig som coach. I første omgang undlader jeg at læse op på vedkommende, så jeg slipper for at være forudindtaget, og så glæder jeg mig i stedet til at finde ud af, hvem jeg sidder overfor.

Og her forløber samtalen med den pågældende 100 gange bedre, hvis jeg gør, hvad jeg kan for at møde vedkommende med oprigtig nysgerrighed og interesse, og hvis jeg stiller spørgsmål og lytter engageret til deres svar. På den måde ser jeg dem, som de er den dag, og det giver indledningsvis et stærkere bånd og et bedre grundlag for et godt samarbejde.

Gensidig forpligtelse letter en aftale

Forpligtelsen kommer som sagt fra mit logiske og rationelle center, altså hjernen. Den er supervigtig, fordi uden forpligtelse sker der ingenting. Det er, når vi afstemmer forventninger med hinanden og indgår aftaler, at der for alvor kan ske noget. Jeg foreslog for nogle uger siden, at vi skulle begynde at løbetræne, og at jeg havde fundet et program, der kunne få en nybegynder op at løbe ti kilometer på otte uger. Vi kiggede på programmet sammen og blev enige om, at det ville være fedt og blev enige om, hvilke dage vi ville løbe for at følge programmet.

Vi dobbelttjekkede med hinanden, om det var realistisk at følge planen på den måde, og vi svarede begge ja til hinanden. Her startede vores gensidige forpligtelse, og det er tydeligt for os begge,
at den ligger som fundament for initiativet og betyder, at vi aldrig diskuterer, om vi gider at løbe, fordi det regner eller lignende. Forpligtelsen betyder, at vi ikke revurderer aftalen og begynder at forhandle, når en af os ikke lige har lyst. Logisk og rationelt bliver spontane følelser af den slags ikke udfordrende for vores fælles projekt.

Det internationale magasin Harvard Business Review, som giver »ideer og råd til ledere«, har ved flere lejligheder de seneste ti år skrevet om, hvordan kærlighed, omsorg og forpligtelse er afgørende for god ledelse og samarbejde. Så vi er flere, der mener det samme, og du kan derfor roligt gå i gang med selv at prøve det af på jobbet.

1. Elsk dine medmennesker.

2. Acceptér dem, som de er, og lær dem at kende.

3. Tag forpligtelsen i brug, når noget er vigtigt.

Erik Algreen er medstifter af Headlight, executive coach og iværksætter