Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Derfor er Danmark bedre til at håndtere coronakrisen end andre lande

Når Danmark klarer sig godt igennem den omfattende coronakrise sammenlignet med mange andre lande, skyldes det ikke mindst, at den berømmede danske arbejdsmarkedsmodel endnu engang stod sin prøve, da stormen rasede.

»I min optik er der ingen tvivl om, at de særlige karakteristika, som kendetegner det danske arbejdsmarked, har været en ubetinget styrke under coronakrisen,« skriver Deborah Dunsire. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Danmark har klaret coronakrisen bedre end flere andre lande, tror jeg i overvældende grad, at det skyldes den berømmede danske flexicurity-model, der selv under finanskrisen formåede at holde arbejdsløsheden på under syv procent.

I den verden, vi ser ind i efter måneder med nedlukninger og selvisolation, kan den danske model kendetegnet ved sin særlige kombination af fleksibilitet og sikkerhed meget vel blive et pejlemærke, som dygtige medarbejdere rundt om i verden vil orientere sig mod.

Jeg har boet og arbejdet i Danmark i snart tre år. Og i min optik er der ingen tvivl om, at de særlige karakteristika, som kendetegner det danske arbejdsmarked, har været en ubetinget styrke under coronakrisen. Vores relationer er baseret på tillid, mange sætter en ære i evnen til at tænke selvstændigt og tage ansvar uagtet stillingsbetegnelse og anciennitet.

Det er ikke mindst et system, der har den særlige egenskab, at folk bliver samlet op og hjulpet, når de er sårbare, af en regering, som de stoler på. Under krisen stod det klart, at det danske samfunds styrke baseret på en meget stærk social kontrakt og respekt for hinanden igen stod sin prøve. Derfor var det også helt naturligt, at ordet »samfundssind« blev udråbt til årets danske ord i 2020.

Det digitale Danmark

Da coronakrisen ramte, måtte tusindvis af danskere fra den ene dag til den anden skifte kontorlandskabet ud med en plads hjemme ved køkkenbordet. Ifølge en analyse fra Dansk Industri har op mod en halv million danskere klaret arbejdet hjemmefra under krisen.

Det særegne danske fokus på at prioritere familie og fritid for at sikre en balanceret og sund livsstil har længe været en styrke. I denne hidtil usete krise muliggjorde dette, at tusindvis af danskerne på ganske få dage kunne overgå til hjemmearbejde og samtidig fastholde en høj produktivitet.

I mange dele af verden har det været en kæmpe omvæltning at skulle vænne sig til, at både hjem og arbejdsplads havde adresse samme sted. Når vi i Danmark har klaret den udfordring med stor succes, skyldes det blandt andet, at Danmark målt i forhold til færdigheder og infrastruktur er et af de meste digitale lande i Europa.

Ifølge Danmarks Statistik angiver 50 procent af de beskæftigede danskere mellem 25 og 64 år tilmed, at de har arbejdet hjemmefra via internettet mindst én gang i 2018.

En gammeldags arbejdskultur

Under den omfattende coronapandemi er det tydeligt, at en mere gammeldags arbejdskultur med et ensporet fokus på antallet af arbejdstimer afholdt på kontoret har stået for fald.

Anne-Marie Slaughter, der tidligere har været dekan ved det prestigefyldte Princeton Universitys Woodrow Wilson School of Public and International Affairs, satte i 2015 i The New York Times følgende ord på konsekvenserne ved den type arbejdskultur: »Vi bløder talent og udhuler vores samfund.«

Anne-Marie Slaughter taler af erfaring. I 2011 tog hun selv en stor en beslutning, da hun droppede en topstilling som rådgiver for Hillary Clinton, fordi hun havde behov for at tilbringe mere tid sammen med sin ældste søn.

I sit job som toprådgiver havde hun pendlet frem og tilbage mellem New Jersey og Washington. Hun forlod typisk familiens hjem tidligt mandag morgen og vendte retur sent fredag. En dag fik hun nok.

Siden besluttede hun sig for at kigge nærmere på, hvordan den form for arbejdskultur kan være problematisk. Hendes hovedpointer har været, at en klassisk tankegang med at vægte antallet af arbejdede timer over kvaliteten af selve det udførte arbejde i særlig grad spænder ben for kvinder.

Anne-Marie Slaughter henviser i sin artikel i The New York Times til et konkret eksempel med en ung advokatuddannet kvinde, som fik tilbudt en attraktiv stilling. Kvinden ville gerne have jobbet, men stillede som eneste betingelse, at hun fik en enkelt hjemmearbejdsdag om ugen, så hun kunne være sammen med sine to børn. Dette forslag blev pure afvist af arbejdsgiveren – og stillingen gik til en anden.

Efter det verdensomspændende udbrud af coronavirus findes der i dag næppe mange arbejdsgivere hverken i USA eller i Danmark, som vil nægte en ny medarbejder at arbejde hjemme blot en enkelt dag om ugen.

Et arbejdsliv i forandring

I Danmark har vi diskuteret, hvordan pandemien kommer til at påvirke danskernes arbejdsliv fremover.

Virkeligheden er måske, at det i højere grad vil medføre en global spejling af de åbenlyse fordele på det danske arbejdsmarked end en fundamental ændring af det, som vi kender. Her tjener den helt særlige og indbyggede danske respekt for balancen mellem privatliv og arbejdsliv som et godt eksempel.

Da det internationale medie Monocle i juni for fjerde gang udpegede København som den by i verden, hvor livskvaliteten er højest, lød begrundelsen fra magasinets redaktør, at København er en af de byer, hvor der er en »reel ambition om at give en bedre livskvalitet til alle«.

Og det er basalt set, hvad det hele handler om.

Deborah Dunsire er administrerende direktør i Lundbeck