Den samlede erhvervserfaring for de seneste fire statsministre er nul år – derfor elsker vi Mona

I USA kan man blive præsident uden nogen som helst politisk erfaring. I Danmark kan du glemme alt om at blive statsminister, hvis du har andet end politisk erfaring. Mon ikke sandheden ligger et sted midt imellem, for – jo – der findes trods alt stadig noget, der hedder politisk og demokratisk kultur.

De Konservatives Mona Juul brillerer med større erfaringserfaring end mange på Christianborg. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Vi har de politikere, vi fortjener. Demokratiets logik er gribende enkel. Er man efter valgsystemernes sommetider indviklede logik valgt, er man valgt. Man kan spørge, om der overhovedet findes noget finere end at være folkevalgt?

Det er pirrende netop at stille det spørgsmål på dagen, hvor det bliver afgjort, om Donald Trump får fire år til i Det Hvide Hus. Foragten over for Trump har en tendens til at fortrænge, at han faktisk blev valgt til embedet i henhold til det amerikanske valgsystem.