Som særlig politisk rådgiver begik jeg min karrieres største fejl i 2005. Jeg var for letsindig og lod en journalist komme tæt på en minister. Jeg undervurderede en decideret vanvittig debat om ulighed.

»Ulighed er godt,« udbasunerede Jyllands-Posten på sin forside. Det var en særdeles misvisende vinkling af daværende socialminister Eva Kjer Hansens (V) udsagn om, at det er godt, at mennesker har økonomiske incitamenter.

Hun supplerede endda det snusfornuftige budskab med en slags socialliberal pointe hentet fra filosoffen John Rawls: Det gør ikke noget, at uligheden bliver større, hvis bare den kommer de dårligst stillede til gode. Kunne det være blødere?

I 2005 var Danmark på vej ind i en højkonjunktur. Den økonomiske ulighed steg i hele samfundet, målt på Gini-koefficient. Det var en fjollet diskussion, som venstrefløjen udnyttede til uproduktiv misundelse. Og Eva Kjer forsøgte at tage debatten med åben pande.

Årsagen til den øgede ulighed var blandt andet, at flere fik job og derfor tjente mere. Var de stigende indkomster så et problem? Selvfølgelig ikke. Navnlig ikke for de dårligst stillede. Og sidenhen har blandt andet Margrethe Vestager formuleret sig mere bombastisk end Eva Kjer Hansen.

Eva Kjers åben pande-strategi betød desværre bare, at hun løb panden mod en mur. For i moderne populistisk politik gælder ingen strategi, kun taktik. Derfor blev hun nødt til at stikke piben ind (og halen mellem benene). Efter et par dages insisteren på ret og rimeligt trak hun officielt sine ord i sig for at få fred, ikke mindst for Dansk Folkepartis kritik.

Egnet til åndssvage diskussioner

Danmark er et af verdens rigeste lande. Selv de fattigste kan leve godt. Alligevel er spørgsmålet om ulighed egnet til de mest åndssvage diskussioner og kampagner. Tag bare 3Fs »Skævt«-kampagne, som medvirkede til at bringe Mette Frederiksen (S) til magten i 2019. Hvorefter den politisk inducerede ulighed fortsatte med at vokse.

I takt med at Socialdemokratiet har styret landet, er debatten om ulighed forstummet, selvom uligheden er større end i årtier. Og forhåbentlig kommer den dummeste del af debatten ikke tilbage. For blandt andre tænksomme folk i Rockwool Fondens forskningsenhed har gjort et stort stykke arbejde for at nuancere, hvad ulighed kan være. I den henseende er deres nyeste publikation »Velstand og ulighed« særdeles prisværdig.

Havde den været til rådighed, kunne Eva Kjer Hansen ligefrem have forklaret, hvordan det gik glimrende i starten af 00erne – fordi uligheden blev mindre! Det er i hvert fald korrekt, at uligheden blev mindre i 00erne målt på lønindkomster blandt de beskæftigede.

»Det er interessant at bemærke, at uligheden falder rigtig meget i højkonjunkturen inden finanskrisen,« skriver forskerne. Netop fordi flere kom i arbejde. Hvilket så også var en årsag til, at uligheden som sådan steg. Forvirret? Statistik er en farlig leg. Men den giver mening, når man tør være præcis. Eller får lov til det.

Rockwool Fondens forskningsenhed punkterer også en række andre forestillinger om ulighed – ligesom den gentager nogle gamle sandheder: Velstanden i samfundet kan for eksempel fordobles for alle, uden at det ændrer spor på uligheden. Læs den selv. En ting er sikkert: Ulighed er en temmelig uklar indikator for, hvordan det går i samfundet.

Pessimisterne vil påstå, at Eva Kjer Hansen var blevet lagt for had under alle omstændigheder. »Haters will hate,« som de unge siger. Optimisterne vil pege på, at debatten trods alt blev klogere på sigt. For hvis der i offentligheden findes selvstændigt tænkende, nysgerrige borgere (og måske endda journalister), giver fakta altid mening.

Christopher Arzrouni er kommunikationschef i Philip Morris og tidligere særlig rådgiver