En falsk modsætning sniger sig ind i debatten om coronakrisen. Det er virkelig sært at opleve, at en debat om behovet for at åbne Danmark hurtigst muligt gøres til et valg mellem økonomi over for menneskeliv. Det er på tide at tage et opgør med den falske modsætning, for der er ingen modsætning mellem økonomi og menneskeliv i kampen mod coronavirus.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har et stort ansvar for, at vi overhovedet taler om en modsætning mellem menneskeliv og økonomi. I det man kunne kalde statsministeren whatever it takes-tale fra 11. marts, blev coronasmitten gjort til det eneste spørgsmål af nogen betydning.