Knap var lønstrukturkomiteens rapport tør, før pædagogerne, sosu'erne, akademikerne, sygeplejerskerne og dem alle sammen kastede sig ud i en kamp for højere løn.
De er alle sammen bevæbnet med det argument, at lige præcis deres medlemmer både skal betænkes, når statsministerens helikopterpenge på 3 milliarder kroner fra valgkampen skal fordeles i en kommende trepartsaftale til efteråret, og især når overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor går i gang i starten af 2024.
Nogle – som pædagogerne – kan finde betydelig støtte til deres lønkrav direkte i Lønstrukturkomitéens mange indviklede grafer og beregninger, mens andre, som de højtlønnede akademikere, må være mere kreative i deres lønkrav, for de ingen hjælp får af Lønstrukturkomitéens rapport.
I stedet for at ironisere over, at de offentlige fagforeninger omsider er i krig med hinanden over lønnen, skal man glæde sig.
Faktisk skal vi håbe, at vi fra nu af og i mange måneder fremover vil se alle de magtfulde fagforbund befinde sig i en slags intern borgerkrig, for kun en borgerkrig vil fortælle, at det omsider er gået op for den offentlige sektors ansatte, at årtiers apati og betontænkning må lægges i graven med Lønstrukturkomiteens rapport.
Skal håbe på vrede og konflikt
Vi skal håbe på vrede og konflikt lige indtil, at det forhåbentlig ender med en overenskomst næste forår, så der ikke bliver en ny konflikt i den offentlige sektor ligesom med den ni uger lange sygeplejerskestrejke i 2021.
Man kan være både pessimist og optimist, når det gælder den nye rapport fra Lønstrukturkomitéen.
Der er grund til at være pessimist, fordi der nu for anden gang på 13 år er lavet et enormt og dyrt udredningsarbejde om lønningerne i den offentlige sektor.
Det kan godt være, at formanden Torben M. Andersen har stået i spidsen for nye og indviklede beregninger af, hvordan forskellige grupper af offentligt ansatte er aflønnet i forhold til deres kompetencer, deres erfaring og deres ledelsesansvar – det hedder LEU-faktorerne i den nye rapport.
Det der står tilbage med flammeskrift er, at alt det, som lønkommissionen skrev tilbage i 2010, står aldeles uantastet tilbage. De offentligt ansatte har ikke et lønefterslæb i forhold til den offentlige sektor, sygeplejersker og politifolk har ikke nogen særligt lav løn, der er problemer med et kønsopdelt arbejdsmarked og den offentlige løndannelse er mere koncentreret i den offentlige sektor end i den private sektor. Man kunne blive ved.
Hvis man skal være lidt ondskabsfuld, så kan man sige, at vi så sikkert nu skal vente 10 år, indtil en anden offentlig faggruppe ligesom sygeplejerskerne tager samfundet og fagbevægelsen som gidsler i en ny uigennemtænkt lønkamp. Så kan politikerne nedsætte et nyt udredningsarbejde, der så om tolv år siger det samme som lønkommissionen og lønstrukturkomiteen, medmindre selvfølgelig det handler om, at en lønudredning en eller anden dag må give alle de løse påstande om de offentligt ansattes løn, som det er føget med i mange måneder, ben at gå på. Det må vi ikke håbe.
Lad os i stedet for være optimistiske.
To udredninger om offentlig løn
Det er opmuntrende, at to stærke udredninger af de offentligt ansattes løn når til den samme konklusion, nemlig at de offentligt ansattes generelle utilfredshed med deres løn simpelthen er fejlplaceret. Der kan være enkelte grupper, som har et efterslæb, men det afspejler, at der er andre grupper af offentligt ansatte, som igen og igen har sikret sig de samme procentvise lønstigninger som alle de andre offentlige fagforbund.
Konklusionerne i lønstrukturkomiteens rapport er derfor temmelig eksplosive, fordi de udstiller, at flere års vedholdende debat om lønningerne i den offentlige sektor afspejler, at de offentlige fagforbund og de offentlige arbejdsgivere har misrøgtet den danske model i den offentlige sektor.
I stedet for at løse problemer med, at nogle grupper i den offentlige sektor var kørt forud eller sakket agterud, har man ved overenskomst efter overenskomst smurt stort set de samme procentvise lønstigninger ud på de offentligt ansatte. Det er i rapporten en tilståelsessag:
»Parterne (de offentlige lønmodtagere og arbejdsgivere, red) har haft sværere ved at nå til enighed om ændringer af de relative lønninger mellem personale grupper.«
De tør siges.
Sætningen er helt central. Den udstiller, at statsminister Mette Frederiksen (S) i valgkampen legede med tændstikker, da hun pludselig viftede et permanent lønløft på tre milliarder kroner foran næsen på de offentligt ansatte.
Det er helt i strid med den danske model at uddele helikopterpenge til den offentlige sektors ansatte uden for overenskomstforhandlingerne, og citatet viser, at problemet med løn i den offentlige sektor ikke handler om mangel på penge, men om et stivnet offentligt overenskomstsystem, hvor man bare spreder lønstigningerne ud over alle de 845.000 offentligt ansatte.
Man hverken kan eller skal tørre problemet af på Christiansborg eller nogen andre. Lønningerne i den offentlige sektor er vokset helt i takt med lønudviklingen i den private sektor. Det står helt klart i rapporten: Ingen er blevet snydt, bortset fra skatteyderne, da statsministeren uddelte 3 milliarder kroner.
Rapporten dokumenterer, at de offentlige og private lønstigninger har fulgtes ad i årtier. Der er ikke noget offentligt lønefterslæb, fordi de offentligt ansatte automatisk via reguleringsordningen får del i de private lønstigninger. Kilde: Lønstrukturkomiteen.
En anden eksplosiv konklusion er rapportens klare linje, når det gælder samspillet mellem offentlige og private lønninger. Rapporten fastslår, at grundprincippet i den nordiske model for arbejdsmarkedet er, at grænsen for den offentlige lønvækst er lønvæksten i den private sektor. Kernen i argumentet er, at de private lønninger skal indrettes, så Danmark både bevarer sin konkurrenceevne og sikrer stabilitet på arbejdsmarkedet. Det giver sig selv, at hvis de offentlige lønninger stiger mere end de private, ville det presse lønningerne i samfundet generelt op.
Lønstrukturkomiteens rapport, som alle medlemmer af arbejdet enstemmigt bakker op om, slår fast, at det vil have »bredere samfundsøkonomiske konsekvenser«, hvis man begynder at lade den offentlige sektor være lønførende.
Kraftig kritik af statsministeren
Man kan både se det signal som en ny meget kraftig kritik af statsministerens 3 milliarder i helikopterpenge, men i lige så høj grad slår signalet fast, at rammen om den offentlige sektors lønvækst er, hvad den private sektor kan levere. Sygeplejersker og pædagoger skal ikke bede skatteyderne samle regningen op, fordi Dansk Sygepleråd eller BUPL ikke kan forhandle sig til, at deres medlemmer skal have mere end andre grupper i den offentlige sektor.
Er der så grundlag for nogen som helst optimisme, når det gælder det afgørende spørgsmål om, hvordan man får fikset et system, der er stivnet?
Lønstrukturkomiteen har et idékatalog med 15 anbefalinger til at gøre det, som Lønkommissionen også ville gøre for 13 år siden, om end mange af dem er både bløde og runde.
Hvis man lyttede til signalerne fra dagens pressemøde, herunder fra FOA-formand Mona Strib og Akademikernes formand Lisbeth Linz, bliver man ikke overoptimistisk.
Heldigvis er beskeden til resten af skatteyderne bedre end ingenting. Skatteyderne har allerede betalt, og skal ikke betale to gange, fordi magtfulde offentlige fagforeninger ikke kan finde ud af at skændes om, hvordan kagen skal deles.
Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør
