Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Danmarks største økonom siger sandheden – 2022 er og bliver et lorteår

Vi må leve med et midlertidigt og stort fald i reallønnen. Længere er den ikke. Stjerneøkonomen Niels Thygesen afsiger sin dom over, hvad vi kan forvente os af næste år.

Niels Thygesen er professor emeritus i økonomi ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet. Her fotograferet i De Gamle Stuer på Berlingske. Han er stadig Danmarks mest indflydelsesrige økonom internationalt og formand for EUs finanspolitiske råd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tiden er moden til hudløs ærlighed.

Al snak om at redde, hvad der tegner til et blive et annus horribilis for danskernes privatøkonomi, må forstumme til fordel for en realistisk debat om, hvordan vi alle sammen slipper gennem 2023 og 2024 uden endnu flere dybe privatøkonomiske skrammer.

Vi fik tallene tirsdag, som sænker enhver tanke om, at noget kan reddes i 2022, når det gælder vores realløn. Så lad os give ordet til lønmodtagernes cheføkonom.

»Danskerne er ramt af de største fald i reallønnen i 70 år,« fastslår Erik Bjørsted, cheføkonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), i Berlingske oven på de dugfriske og temmelig overraskende tal for lønudviklingen, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) sendte på gaden tirsdag.

Tallene er yderst bemærkelsesværdige. Inflationen i Danmark er på over ti procent, men ifølge de nye tal fra DA stiger lønningerne herhjemme med blot 3,5 procent, og faktisk er der ikke indtruffet nogen nævneværdig stigning i lønudviklingen over de seneste mange kvartaler. Det er ret vildt, når man tænker over det.

Danskerne står dermed til et dyk i reallønnen på over fem procent i år, hvilket er helt og aldeles uhørt i nyere tid – ja, i 70 år, hvis man spørger Erik Bjørsted. Og nej, intet tyder på, at der pludselig indtræffer en løneksplosion, når DA om tre måneder igen er klar med nye tal for lønudviklingen. Byggeriet ser allerede ud til at mærke modvinden fra højere renter.

Har vi ellers ikke hørt tale om, at det pressede arbejdsmarked og manglen på arbejdskraft ville sende lønningerne skarpt i vejret – og har vi ikke Claus Jensen, formanden for Dansk Metal, og hans topfolk til at bede de ansatte i landets virksomheder kæmpe for at få reddet så meget af lønudviklingen ved de lokale lønforhandlinger ude i virksomhederne allerede i år?

Skal vi være ærlige, kan vi aflæse den tårnhøje inflation i dansk økonomi alle andre steder end i lønstatistikken – indtil videre.

Hvad er det egentlig, der foregår her nogle få måneden før, at netop Claus Jensen sætter sig over for Dansk Industris (DI) administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, for at blive enige om overenskomsterne for de private virksomheder i Danmark i de kommende år?

Måske Claus Jensen og fagbevægelsen vil svare, at afsættet for at kræve solide lønstigninger i de kommende år, når man gennem hele 2022 har holdt sig i skindet, nu er endnu mere indiskutabelt. Lars Sandahl Sørensen og arbejdsgiverne vil svare, at situationen i virksomhederne, hvor lønningerne fastsættes, slet ikke er så stærk, at det pludselig kan retfærdiggøre tårnhøje lønstigninger som kompensation for inflationen. Mange virksomheder er ramt af, at priserne på eksempelvis energi er eksploderet uden at kunne sende hele regningen videre til forbrugerne.

Sandheden er nok et sted midt imellem de to yderpositioner.

Lønudviklingen gennem 2022 ligner en ny sejr for den danske model på det private arbejdsmarked.

Lønstigningerne er ikke bestemt af emsige politikere eller ved nogle centrale forhandlinger i et mødelokale på Rådhuspladsen, hvor Claus Jensen og Lars Sandahl opfinder nogle tal. Også denne gang er det Claus Jensens og Lars Sandahls opgave at forhandle om centrale spørgsmål som eksempelvis ferie, pensionsbetaling eller barsel, mens den konkrete lønforhandling skal foregå ude i virksomhederne og er afstemt med, hvad virksomhederne har råd til.

Fornuften og ansvarligheden hos lønmodtagere og arbejdsgivere har indtil videre igen sejret over panikken, ufornuften og uansvarligheden. Og nu lyder der et godt råd til os alle sammen fra Danmarks mest respekterede økonom internationalt.

»Vi skal lære at leve med et midlertidigt fald i købekraften. Man skal bare huske, at vi i en lang årrække har fået større købekraft. Det gør det selvfølgelig svært at vænne sig til det modsatte,« siger Niels Thygesen, dr.polit. og professor emeritus ved Københavns Universitet samt som 87-årig netop genvalgt til formand for EUs Finanspolitiske Råd.

Der er næppe nogen, der kender både dansk og europæisk økonomi bedre end ham.

Man kan jo tænke lidt over, hvad det egentlig er, Niels Thygesen siger.

Hvis eksempelvis de danske lønninger allerede var eksploderet til fem, otte eller ti procent i stedet for at ligge på 3,5 procent, ville vi for alvor diskutere risikoen for en løn-pris-spiral i Danmark, som på sigt kunne undergrave den sunde danske økonomi. Lige nu er der ingen overbevisende tegn på en sådan spiral. I den situation ville vi også diskutere, om der var behov for en øjeblikkelig finanspolitisk stramning, som Nationalbanken har anbefalet.

Der er med andre ord også fordele ved at acceptere tidernes ugunst frem for at forsøge at kompensere for dem med det samme.

Ingen havde forventet, at inflationen ville udvikle sig, som den har gjort i 2022, og der er i høj grad grund til at undgå, at inflationen bider sig fast eller kommer ud af kontrol.

Vi har været her før. Op til finanskrisen, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville skrive de økonomiske lærebøger om, var arbejdsmarkedet også meget stramt. Også dengang steg lønningerne markant mindre, end de økonomiske modeller forudså. I skrivende stund er det det samme, vi ser tendenser til.

Men selvfølgelig kan fagbevægelsen ikke holde til at æde et kolossalt fald i reallønnen, uden at der bliver ballade i baglandet.

Der vil blive kæmpet og skal kæmpes hårdt for højere lønninger, når der næste år skal aftales lokale lønstigninger ude på virksomhederne. Sådan skal det være, når dansk konkurrenceevne grundlæggende er bundsolid. Hvis der var nogen fornuft derude i erhvervslivet, gav man ude i virksomhederne håndslag på at bidrage til at genoprette en del af den tabte realløn over de kommende år, for det er bedre for alle og for dansk økonomi med en forholdsvis stabil lønudvikling end store, uholdbare herresving i lønvæksten.

Men det er ikke nok.

Der er brug for, at fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) – hvis hun fortsætter som regeringschef – bidrager til ansvarligheden ved at tage et opgør med sit løfte om 6,5 milliarder kroner i ekstra lønstigninger – tre milliarder kroner i tabt råderum frem mod 2030 – til udvalgte grupper af offentligt ansatte.

Hvis Claus Jensen og fagbevægelsen skal kunne forsvare ansvarligheden over for deres medlemmer, nytter det ikke, at statsministeren uddeler løngaver til offentligt ansatte. Det ville være et stærkt signal til hele arbejdsmarkedet, hvis statsministeren ikke lod skatteyderne, herunder medlemmerne af Dansk Metal, betale for sit lønløfte, men i det mindste finansierede det ved en-til-en besparelser på offentligt bureaukrati.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.