Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Danmark fuld af liv – lad os gøre 20erne brølende grønne

Vi skal i 2020erne forny og ikke falde tilbage. Det betyder ikke, at vi skal smide alt, hvad vi ved og tror på ud af vinduet, for med gamle og nye dyder kan vi gøre 20erne brølende grønne.

Sofie Carsten Nielsen, næstformand i Radikale Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

»Renew don't return,« sagde Mærsk-bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe til Berlingske i maj – vi skal ikke falde tilbage til gamle vaner og rutiner, når vi har chancen for at gøre tingene på en anden og bedre måde.

Som følge af en global pandemi står vi i en økonomisk krise. Den er dyb, men vi ved endnu ikke, om den også bliver lang. Det, vi også ved, er, at vi står i en klimakrise. Vi nåede lige at erkende den bredt i Danmark, måske endda globalt, så ramte coronavirussen, men vi har trods økonomisk krise hverken råd eller tid til at glemme klimakrisen.

Derfor er her mit bud på, hvilke to gamle dyder og hvilke to nye dyder vi skal tage med ind i Danmark i 2020erne, så vi kan gøre dem brølende grønne, politisk troværdige og fulde af liv og fælles retning.

Gammel dyd: økonomisk ansvarlighed – Ny dyd: grøn omstilling

Vi kommer ikke ud af økonomiske kriser uden økonomisk ansvarlighed. Vi skal have en plan for genopretning af økonomien og beskæftigelsen nu og her, og vi skal have en langsigtet plan for afbetalingen af den gæld, vi nu har stiftet. Danmarks nationalbudget er ikke en husholdningsøkonomi, og det giver god mening at stifte gæld lige nu for at komme bedre igennem krisen, mens det ikke giver mening at fastholde langsigtet gæld.

Jeg er klar over, at det er en reel økonomisk diskussion, fordi forskellen på pengepolitik og finanspolitik i disse år udviskes, men jeg tror simpelthen ikke på, at penge pludselig bliver gratis for evigt. Vi er blevet rige ved at investere i uddannelse, forskning og innovation – det giver gode ideer og dygtige medarbejdere – og på at have en AAA-ratet nationaløkonomi. Det får man kun ved at betale af på sin gæld.

Sofie Carsten Nielsen, næstformand i Radikale Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Samtidig kan vi ikke gøre som ved tidligere kriser – fyre op under økonomisk vækst og give den gas, indtil opsvinget indfinder sig – for væksten er nødt til at gå hånd i hånd med grøn omstilling. Ellers er den selvdestruktiv, og så er den jo ikke økonomisk ansvarlig.

CO2-udledning skal integreres i vores økonomiske tænkning. Økonomisk ansvarlighed og grøn omstilling skal ikke kunne skilles ad, og derfor er en grøn skattereform, der indeholder en CO2-afgift, afgørende for at få gang i Danmark.

Gammel dyd: borgerlig anstændighed – Ny dyd: europæisk gennemslagskraft

Borgerlig anstændighed, så tænker jeg Uffe Ellemann-Jensen. Jeg var 14 år, da Muren faldt, og Uffe Ellemann indledte sit beundringsværdige arbejde for en samlet udvidelse af EU mod øst, der også omfattede de baltiske lande.

Med borgerlig anstændighed tænker jeg ansvar for fællesskabet, men med god plads og frihed til at være individ på mange forskellige måder. Så der bliver plads til ideerne. Og med sikker opbakning til retsstaten. Det har det været lidt småt med i dansk politik i en årrække.

»Hvis ikke vi har EU til at insistere på ret og regler, så kommer kineserne og køber os op«


Ser man ud i Europa, har borgerlig anstændighed fået en revival. Merkel i Tyskland, Macron i Frankrig og von der Leyen som leder af Europa-Kommissionen. Nå ja, og Vestager lige bag dem. Hun er Danmarks bidrag til ultimativ borgerlig anstændighed. Det kan måske virke lidt tørt, men hold nu op, hvor er det troværdigt. Hvem kan føre Europa sikkert gennem krisen?

Jeg tror på det hold. Og der er i den grad brug for både at støve denne fine gamle dyd af og kombinere den med en egentlig helt ny dyd i dansk sammenhæng: fuldt blus på engagementet i EU – for vores egen sikkerheds skyld.

Hvis ikke vi har EU til at insistere på ret og regler, kommer kineserne og køber os op. Og hvis ikke vi får styr på sammenholdet, også sikkerhedspolitisk, splitter russerne os. USA kan vi ikke regne med i øjeblikket. Vi har brug for fuldtonet europæisk gennemslagskraft. Det er godt for Danmark, og det bidrager til at sætte gang i Danmark. Danske forbehold og europæisk træghed gør det modsatte.

Økonomisk ansvarlighed, grøn omstilling, borgerlig anstændighed og europæisk gennemslagskraft. Gamle og nye dyder. Det er ikke nemt, men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Og det er vejen til at få gang i nogle brølende grønne 20ere i Danmark. Et Danmark fuld af liv. Det kan blive virkelig godt.