Covid har bragt os tættere på vores egen krop — og teknologien tættere på kvinders

Covid-19 har allerede skabt en teknologisk bølge med så meget tryk på, at vi stadig står på sidelinjen og ikke helt kan forstå det. Og særligt teknologi målrettet kvinder har pandemien for alvor sat skub i. Endelig!

 
I følge Christina Høegh Selmer Kirk har kvinders intimpleje for længe været gemt væk bag indpakning og metaforer. Det vil hun gøre op med i sin nye virksomhed Dusk. Det kan du høre og se mere om i videoen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en krise vil der ske teknologisk fremdrift ud af en nødvendighed, og det har vi set under coronapandemien. En trykbølge af teknologisk innovation vil vælte ind over os de kommende år – og ændre den måde, vi lever på.

Under covid-19 har flere talt om, at der rundt om hjørnet venter de glade 1920ere. Folk vil danse i gaderne. Kulturen vil blomstre. Jeg tror, at alt det kommer til at ske – bare inden for teknologi og digitalisering. Vi kommer til at se teknologi med mening – ikke bare tech for tech’ens skyld.

Jeg etablerede femtech-virksomheden DUSK, da pandemien var på sit højeste sidste år. Og som iværksætteren Le Gammeltoft skrev i sin klumme »Hvem tør overhovedet blive iværksætter i 2021« i nærværende medie for et par uger siden, kunne jeg nok ikke have etableret DUSK på et dårligere tidspunkt. Læringskurven har – og er – stejl – for ikke at sige svært udfordrende.

For Danmark lukkede ned, og verden lukkede ned. Og pludselig var usikker grund snarere virkelig gyngende for nystartede DUSK. Den kurs, vi havde lagt og forladt gode faste stillinger for at forfølge, skulle ændres markant. Og ja, det er vel en del af at være iværksætter: At være omstillingsparat. Men ærligt talt: covid fik os slået gevaldigt ud af kurs og gav os åndenød. Så meget at vi ad flere omgange troede, at vi måtte droppe drømmen om DUSK … for en stund.

DUSK og covid

DUSK er – i skrivende stund – en virksomhed med fokus på skånsomme produkter til kvinders underliv uden skadelig kemi. Tænk naturlige probiotiske cremer, bionedbrydelige bind og tamponer etc. DUSK er en del af den industri, man kalder »femtech«, der omfatter services, software, diagnostik og produkter målrettet kvinders sundhed.

Den globale femtech-scene er allerede spirende, men covidpandemien har for alvor sat skub i udviklingen af innovative løsninger skræddersyet kvinder. »Covidpausen« har sat fokus på mange kvinders hverdag og sundhed, hvilket er glædeligt, da kvinders generelle sundhed historisk har været underrepræsenteret, misforstået, mistolket og underfinansieret. De produkter, vi bruger i dag til vores underliv, er som regel opfundet i 1920erne. Noget tyder på, at covid 100 år senere endelig sætter gang i udviklingen.

Da verden lukkede ned, lukkede vi mennesker os om os selv. Alene med vores tanker, vaner, bekymringer, drømme og måske vores allernærmeste – men også med vores egen krop. Sat på spidsen tvang covid os til at tage stilling til vores egen krop, fysisk og mentalt. På godt og på ondt.

I isolerede omgivelser har vi ifølge flere rapporter set os selv, vores fysiske krop og mentale helbred mere i øjnene end nogensinde før. Vi er kommet tættere på alt fra vores seksuelle lyster og vores behov for at yde selvomsorg, men også til angst og depression.

Nye (krops)behov – nye muligheder

De nye teknologiske tendenser har skubbet flere sundhedstjenester online og ikke mindst gjort folk mere bevidste og komfortable med digitale sundhedsløsninger fra telemedicin til wearables og digital sundhedstracking. Vi arbejder alle mere hjemme nu. Vi ser kolleger og sågar venner på Zoom. Vi facetimer hjem – når vi står i supermarkedet. Alt bliver mere virtuelt. Næste skridt er, at vi i højere grad end i dag connecter med specialister som eksempelvis din gynækolog.

Den stigende tendens med brugen af virtuelle services har forstærket muligheden for at imødekomme kvinders sundhedsbehov, der omfatter blandt andet menstruation, fertilitet, fibromer, PCOS, endometriose og overgangsalder. Områder, der er forbundet med tabu og måske hellere håndteres i hjemmets trygge rammer.

Et eksempel er den amerikanske virksomhed Modern Fertility, hvor du tager en fertilitetstest hjemme og får online rådgivning, eller det svenske online lægehus Kry, der netop har rejst knap to milliarder kroner i investeringer. Begge er eksempler på virksomheder, hvor brugen af deres virtuelle service og rådgivning er steget under covid.

Femtech 2.0

Det, der var meningen, DUSK skulle blive, blev aldrig. Men DUSK er i gang med at blive præcis dét, det så åbenbart skulle være: En digital platform til dit underliv, hvor du kan foretage test og få rådgivning fra hjemmets trygge rammer. En virksomhed formet i – og af – en pandemi, der har vist os nye virtuelle behov og givet os nye indsigter.

Covid har formet mig og min virksomhed mere, end jeg havde troet. Og selvom det – med Le Gammeltofts ord – ikke har været og er specielt nemt i en pandemi, så har vi også fået et skub bagi og for alvor mærket, hvad det vil sige at skulle være omstillingsparat – og måske noget der i sidste ende forhåbentlig vil have en endnu større indflydelse på kvinders intime sundhed.

For tænk, hvis flere kvinder bruger telefonen til at blive klogere på deres underliv. Tænk på sigt, hvis mænd i stedet for at gå til lægen gør det hjemme fra sofaen, og man på den måde kan få nedbragt de kedelige tal, hvor nogle undlader at gå til lægen.

Alt det har covid bragt tættere på. Tag ikke fejl – der er meget lidt positivt at sige om covid, men i det mindste har pandemien bragt teknologiske fremskridt med sig, der vil sikre en bedre service til kvinders sundhed. Og det er i den grad også på tide!

Christina Høgh Selmer Kirk, ceo og medstifter af DUSK, MBA i Innovation & Entrepreneurship