Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Coronaen har skreget os ind i hovedet, at kvinders arbejde er mere værd

Alt for længe har vi taget både lønnet og ulønnet omsorgsarbejde for givet. Corona har vist os behovet for et fundamentalt nyt syn på arbejde, og hvad der skaber værdi i et samfund.

»Hørte du efter, Magnus Heunicke, da jordemødrene og de fødende stod sammen i en enstemmig kritik af forholdene på de danske fødegang.« spørger Isabella Hindkjær, chefredaktør på femina. Pr-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En mandag morgen i januar under anden bølge af coronasmitten pakkede jeg et mundbind i weekendtasken og tog ind på Hvidovre Hospital. Jeg var gået 12 dage over tid, og det var meningen, at min fødsel skulle sættes i gang.

Det blev ikke til noget, for den morgen var der på Danmarks største fødeafdeling ikke tid til at tage imod mit barn. Så jordemoderen sendte mig hjem igen med beskeden om, at jeg skulle komme igen 24 timer senere, hvis ikke fødslen gik i gang af sig selv. Det gjorde den. Den aften omkring midnat var der heldigvis en fødestue og en jordemoder til mig. Og den nat sikrede min jordemoder ikke kun, at min søn blev bragt sikkert til verden.

Selvom hun allerede løb stærkt, inden corona lagde pres på sygehusene, sørgede hun for, at hverken min baby, min mand eller jeg mærkede noget til den globale undtagelsestilstand, der fandtes udenfor fødestuens fire vægge.

Min jordemoder var en af dem, der tillod, at de flestes liv kunne fortsætte med at leves nogenlunde normalt i halvandet år, hvor intet var normalt. Når hun og hendes kollegaer i omsorgsfagene – sygeplejersker, sosu’er, pædagoger – blev ved med at hjælpe os alle – fra spæd til døende – igennem livsomvæltende begivenheder, skabte de tryghed i en utryg verden.

Paradoksalt nok er det ofte dem, vi udtrykker den største taknemmelighed for, som arbejder under de mest utaknemmelige vilkår. I et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder er det hovedsagelig kvinder, der befolker den danske omsorgssektor. Og de har råbt op mange gange før.

Corona kom og skreg os alle sammen ind i hovedet, at kvinders arbejde er mere værd. Men har vi hørt efter?

Hørte du efter, sundhedsminister Magnus Heunicke, da jordemødrene og de fødende stod sammen i en enstemmig kritik af forholdene på de danske fødegange. Ja, sagde du, da du i et interview med Femina lovede nationale rettigheder oven på måneders hjerteskærende dækning af vilkårene for danske mødre og jordemødre.

Men vi mangler dem stadig, rettighederne. Og hvor skal de komme fra, hvis nyuddannede jordemødrene takker nej til at lade sig ansætte under de nuværende vilkår?

Og hvad med dig, bekæftigelsesminister Peter Hummelgaard? Hører du efter, når de barnløse står solidarisk sammen med de strejkende sygeplejersker på fertilitetsklinikkerne? Vi aner det ikke, for du og regeringen er tavse. Ligesom når vi i månedsvis har forsøgt at interviewe dig om den grotesk forældede Tjenestemandsreform fra 1969, der stadig regulerer lønnen for så mange kvinder i den offentlige sektor.

En reform, hvor kvinders bidrag til husstanden blev set på som »lommepenge«, og som byggede på en historisk nedvurdering af det ulønnede arbejde, som var blevet professionaliseret med velfærdsstaten.

Sådan er det langt hen ad vejen stadig, og det betyder, at kvinder – i og uden for den offentlige sektor – betaler en høj pris. For vi kvinder bruger samtidig flest timer på det ulønnede arbejde i hjemmet – primært på omsorgsarbejde i forbindelse med børn.

I Danmark mister kvinder i gennemsnit 20 procent af deres lønudvikling over et liv og står tilbage med mindre pensionsopsparinger.

Alt for længe har vi reduceret ligestilling i erhvervslivet til et fokus på andelen af kvinder i bestyrelser, topledelse og politik. Jeg siger ikke, at debatten om kvoter er ligegyldig – den er afsindig vigtig. Men vi har ikke bare brug for at justere hvem og hvor mange, der sidder på magtens tinder.

Vi har helt fra bunden brug for en radikal omkalfatring af et sexistisk system, der ikke tillægger kvinders arbejde tilstrækkelig værdi. For hvilken forskel gør det, at statsministeren er en kvinde, hvis ikke sygeplejerskerne eller jordemødrene kan mærke det?

Vi har behov for et fundamentalt nyt syn på arbejde, og hvad der skaber værdi i et samfund. Alt for længe har vi taget både lønnet og ulønnet omsorgsarbejde for givet. Kvindearbejdet, som ikke har prestige, fordi det ikke passer ind i vores patriarkalske, præstationsorienterede kultur, og som ikke kan være svært eller hårdt, fordi vi er »skabt til det«.

Der skal skabes attraktive arbejdsvilkår i omsorgsfagene, som kan sikre rekruttering og fastholdelse. Og vi skal erkende, at en mere lige fordelingen af det ulønnede arbejde er en væsentlig faktor, når vi taler om ligeløn.

Tjenestemandsreformen hører til i 1969. Afskaf den nu. Anstændige barselsrettigheder til fædre hører til i 2021. Indfør dem nu.

Omsorgen er begyndelsen og slutningen på alt, hvad der gør os til mennesker. Kun hvis vi lærer at værdsætte den, klarer vi også fremtidens kriser.