Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Christopher Arzrouni: Banker bør snakke mindre om etik

Bankerne er i dag lige så upersonlige som resten af markedet – og det er i alles interesse. Men bankerne er blevet ofre for den myte, de har skabt om dem selv – myten om det nære og det personlige. Banker bør snakke mindre om etik og i stedet koncentrere sig om det, de er bedst til: at formidle penge mod betaling.

»Bankerne er blevet lige så upersonlige som resten af markedet. Lige så upersonlige som supermarkedet, flyselskabet og bilproducenten. Når det kommer til stykket, er det løs snak, at kunderne virkelig ønsker at kende dem, de køber noget af. Fordelen ved markedet er netop, at vi ikke behøver kende – endsige sympatisere med – vores bankmand, vores detailhandler, vores transportør eller vores bilproducent. Netop det upersonlige gør os i stand til at samarbejde,« skriver Christopher Arzrouni. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Engang var bankmænd noget særligt. Nogle man kunne betro sine penge. Hans Christian Varnæs var en helt. Han var bankmand. Kristen Skjern var en helt. Han var også bankmand. Til gengæld var de begge fiktive personer. Men Lise Nørgaards »Matador« ramte alligevel noget i folkesjælen. Siden da har bankfolk fået et dårligt ry. Varnæs og Skjern var retlinede og pålidelige. Nutidens bankfolk er spekulanter, skatteunddragere, hvidvaskere, profitmagere osv.

Ret beset burde den slags karikaturer være lette at afvise. Tusindvis af udmærkede bankfolk formidler livgivende kapital til samfundet uden at bryde loven. De dårligste banker er blevet lukket, de dårligste bankdirektører fyret – og regningen sendt videre til de bedste banker i et lukket kredsløb.

Men den finansielle sektors egen organisation – FinansDanmark – har ikke desto mindre bidraget til den dårlige stemning ved at påtage sig kollektiv skyld. »Vi har i årets løb set sager, hvor vi i sektoren har begået så alvorlige fejl, at der er tale om brud på den kontrakt med samfundet, vi som banker og kreditinstitutter har til opgave at leve op til. For de fejl vil vi som samlet sektor gerne sige undskyld til vores kunder og til samfundet«, lød det i formand Michael Ramussens tale i 2018. »Vi skal aldrig sætte profit før etik«, fortsatte han, på én gang ydmygt og bombastisk.

»Bankerne bliver ofre for den myte, de har skabt om sig selv. Myten om det nære og personlige. Banken som din ven i nøden, som en forlængelse af kommunekontoret frem for en forretningspartner.«


Jacob Birkler er forhenværende formand for Etisk Råd. Birkler har taget Michael Ramussen på ordet og skrevet en lille bog om etikkens rolle, når pengene ruller. »Etik og finans« er en letlæst gennemgang af nogle problemstillinger, som samvittighedsfulde bankfolk kan havne i. Birkler udmærker sig ved, at han ikke bare forholder sig fordømmende, men nysgerrigt, selv over for kviklån med ÅOP på flere hundrede procent.

Efter en gennemgang af både Benthams utilitarisme og Kants pligtetik, ender Birkler hos danske KE Løgstrup. »Rådgiveren holder et stykke af et menneskes liv i sin hånd,« erklærer Birkler, som fortsætter: »Spørgsmålet er så bare, om denne idé stemmer overens med den finansielle virkelighed, hvor kunden ofte slet ikke ønsker et direkte møde med en medarbejder«.

Og her er vi ved sagens kerne. Bankerne er blevet lige så upersonlige som resten af markedet. Lige så upersonlige som supermarkedet, flyselskabet og bilproducenten. Når det kommer til stykket, er det løs snak, at kunderne virkelig ønsker at kende dem, de køber noget af. Fordelen ved markedet er netop, at vi ikke behøver kende – endsige sympatisere med – vores bankmand, vores detailhandler, vores transportør eller vores bilproducent. Netop det upersonlige gør os i stand til at samarbejde.

Men her bliver bankerne ofre for den myte, de har skabt om sig selv. Myten om det nære og personlige. Banken som din ven i nøden, som en forlængelse af kommunekontoret frem for en forretningspartner. Man aner det, når Birkler funderer over, at man »primært sigter efter profit for banken og kun i mindre grad for kunden«. Som om banken var en godgørende institution og ikke en virksomhed.

Heldigvis har Birkler også blik for hykleriet. »Hvis man tilmed får skattemæssige fordele gennem grønne og bæredygtige investeringer, bliver det lettere ironisk, hvis banker derigennem tager samfundsansvar, hvis konsekvenser er et formindsket samfundsansvar gennem færre skattekroner«.

»Etik og finans« bliver nogle gange for overfladisk, som f.eks. når Birkler diskuterer bankdirektørers lønninger med det gyldne håndtryk som case frem for de lønpakker, hvor bankdirektører netop belønnes ud fra, om de skaber værdi for aktionærerne. Birkler burde have brugt nogle flere overvejelser på, hvorfor bankfolks underlige og uforståelige adfærd – for de udenforstående – i virkeligheden godt kunne være særdeles etisk. Og måske burde han endda have overvejet, om bankerne på uetisk og urimelig vis er blevet hadeobjekter for kyniske politikere, der ønsker »hævn«.

Bogens store mangel er dens præmis. Den tager for givet, at snakken om etiske banker kan »være symptom på, at der er noget galt med banker i al almindelighed« – i stedet for anfægte præmissen. Her må man i stedet gå til fornuftige folk som tidl. justitsminister Søren Pind og tidl. chefredaktør Lars Christensen, der har påpeget, at bankers samfundsbidrag handler om andet og mere end skattebetaling og rolle som prügelknabe.

Banker bør snakke mindre om etik og i stedet koncentrere sig om det, de er bedst til: at formidle penge mod betaling. Den ordentlige bankmands etik består i, at han holder den aftale – og opnår profit derved.