Bødskov tjener kassen på lav selskabsskat – alligevel regerer floskler og fordomme

Statens indtægter fra selskabsskatten steg markant til alle tiders rekord på 72,7 milliarder kroner i 2019, hvilket er nogenlunde det samme som i det seneste rekordår 2017. Og det er på trods af, at selskabsskatten de seneste 15 år er faldet fra 28 til 22 procent. Påfaldende at det er kampen mod lavere selskabsskat, der er ideologisk – og ikke kampen for lavere selskabsskat, for den føres mest med fakta.

Hvis selskabsskatten nedsættes fra 22 til 19 procent, vil den disponible indkomst for en arbejderfamilie ifølge skatteminister Morten Bødskovs (S) eget ministerium stige med 2.900 kroner årligt. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Tre ord indrammer alt, hvad der går galt, når vi skal have en stille og rolig debat om skatten – og ikke mindst skatten på landets virksomheder. Man får næsten lyst til at trygle fagbevægelsen og såmænd også venstrefløjen om at droppe den ulidelige snak om, at årtiers nedsættelse af selskabsskatten er et »ræs mod bunden«.

Ordene et »ræs mod bunden« er reserveret til kun to spørgsmål i den økonomiske debat, heldigvis. Det ene er diskussionen om løn- og arbejdsvilkår, og den anden er selskabsskatten.