Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

At læse Pelle Dragsted er som at gå en påsketur i en skov af stråmænd

Pelle Dragsted er ikke som sådan vigtig, for han er kun en stemme ud af mange, som skal forme fortællingen om coronakrisen. Men Pelle Dragsted er vigtig, fordi der foregår en vigtig kamp om fortællingen om coronakrisen. Den kamp må hverken Pelle Dragsted eller Mette Frederiksen vinde.

Da Pelle Dragsted under coronakrisen brugte sin grundlovssikrede ret til at demonstrere for Black Lives Matter-bevægelsen, lå der en stærk anerkendelse af, at mennesker gør en forskel. Pelle Dragsted holder sig aldrig tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk/Arkiv

»Vi er ikke bare løsrevne individer, der konkurrerer mod hinanden på en markedsplads,« skriver Pelle Dragsted, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, i sit bidrag til Berlingskes essayserie om, hvad Danmark vågner op til på den anden side af coronakrisen.

Pelle Dragsted har fuldstændig ret. At reducere samfund til dets mindste bestanddele er absurd, og hvem gør egentlig også det? At læse Pelle Dragsteds indlæg i Berlingske er som at gå en påsketur i en skov af stråmænd.

Egentlig er ordet stråmænd frygteligt, for det er hentet på hylderne over gloser, der anvendes alt for ofte i ophedede samfundsdebatter. En stråmand kender vi fra marken, og når de hentes ind i samfundsdebatten, er de også et behændigt kneb til at skræmme modstanderne væk. En stråmand handler simpelthen i sin mest enkle form om at angribe modstanderen for at stå for synspunkter, vedkommende hverken nu eller tidligere har indtaget. Når så modstanderen er så tåbelig at forsvare det synspunkt, man ikke har, er det en let sag at triumfere.

»For det seneste års krise har på stort set alle områder udfordret og modbevist ideerne om egennyttens lyksaligheder og om fællesskaber og samfund som snublesten for individernes lykke og selvrealisering,« skriver Pelle Dragsted eksempelvis i sit essay.

Han bruger som afsæt Margaret Thatchers berygtede citat om, at »There’s no such thing as society« fra et interview i 1987 til det britiske livsstilsmagasin Woman’s Own.

Hvor er det tåbeligt at opstille så dybe kløfter mellem sig selv og sine politiske modstandere, nemlig at de mennesker, som man er uenig med, står som fortalere for rendyrket egoisme, egennytte og nulstat. I stedet for at gå til angreb på Dragsteds stråmand kan man i stedet påpege, at Dragsted og Thatcher måske i virkeligheden er enige om noget:

I en udtalelse fra Downing Street om netop det berygtede citat uddyber Thatcher, hvad hun mener, når hun siger, at der ikke findes et samfund:

»Et samfund som sådan findes ikke som andet end et begreb. Et samfund består af mennesker. Det er mennesker, som har pligter, overbevisninger og beslutsomhed. Det er mennesker, som får ting til at ske,« står der i udtalelsen fra Downing Street fra juli 1988, hvori Thatcher forklarer, at det at overlade noget til samfundet er at løbe fra beslutningerne, ansvaret og effektiv handling.

Da Pelle Dragsted under coronakrisen brugte sin grundlovssikrede ret til at demonstrere for Black Lives Matter-bevægelsen, lå der netop en stærk anerkendelse af, at mennesker gør en forskel. Pelle Dragsted holder sig aldrig tilbage.

Man kan heller ikke være i tvivl om, at både statsministeren og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, har været endog særdeles personligt involverede i svaret på coronakrisen, som Berlingske har afdækket. Faktisk i en sådan grad, at pæne demokratisksindede mennesker kunne have ønsket mere politisk solidaritet og fællesskab i forhold til coronabeslutningerne frem for statsministerens soloshow – ligesom under samlingsregeringerne under Anden Verdenskrig og de brede flertal om bankpakkerne under finanskrisen for 12 år siden.

Thatchers standpunkt er egentlig ganske kennedysk som i John F. Kennedys indsættelsestale i 1961, hvor han bad amerikanerne spørge, hvad de kunne gøre for deres samfund frem for at spørge, hvad samfundet kan gøre for dem.

Thomas Bernt Henriksen, Berlingskes erhvervsredaktør

»Det er virkelig sært og skævt, at Pelle Dragsted taler om erhvervslivets kamp for lavere skat, når kendsgerningen er, at Danmark har haft et stabilt og meget højt skattetryk i de seneste 40 år.«


»Hvordan kan erhvervstoppen kæmpe mod rimelige dagpengeregler for lønmodtagerne, men være for store og dyre statslige redningspakker, når de selv er i klemme?«

»Hvordan kan de arbejde for at slippe billigere i skat, når de i næste øjeblik forventer hjælpepakker for milliarder?«

Sådan lyder de to spørgsmål fra Dragsted til erhvervslivet efter coronakrisen. Dragsted er ingen Kennedy, når han vil forbyde en debat om den bedste indretning af dagpengereglerne, fordi samfundet under en pandemi vælger at betale en del af virksomhedernes lønudgifter.

Det er virkelig sært og skævt, at Pelle Dragsted taler om erhvervslivets kamp for lavere skat, når kendsgerningen er, at Danmark har haft et stabilt og meget højt skattetryk i de seneste 40 år. Påstanden om, at erhvervslivet ikke vil bidrage, er forkert, og den er uretfærdig.

Dragsted vil gerne tale om hjælpepakker, andre vil gerne tale om kompensationsordninger, og nogle tredje vil gerne tale om erstatning. Virkeligheden er, at det i Danmark som i stort set alle andre lande har været en prioritet at begrænse de samfundsøkonomiske tab af coronakrisen for at bevare fremtidens skattefinansiering af staten og velfærden. Det er ikke staten, som hjælper nogen. Det er erhvervslivet, lønmodtagerne og staten, som giver hinanden en hånd.

For nogen har den hånd ikke været nok: »Jeg har aldrig følt mig marginaliseret før, men det gør jeg virkelig nu. Jeg har svært ved at komme mig over den grundlæggende uretfærdighed, vores virksomheder – og mange som vores – er blevet udsat for, Det er en følelse af afmagt, der er svær at kaste af sig,« skriver Benjamin Weber, som har drevet mad- og kulturhuset Kanton 27, indtil coronakrisen ramte, i sit essay. Nu lukker Kanton 27 formentlig.

Er Benjamin Weber bare et løsrevet individ, der konkurrerer på markedsvilkår, som Dragsted gerne vil reducere ham til i kampen for en rosenrød fortælling om, hvordan coronakrisen er en sejr for Enhedslistens samfundsmodel?

Pelle Dragsted er ikke som sådan vigtig, for han er kun en stemme ud af mange, som skal forme fortællingen om coronakrisen.

Men Pelle Dragsted er vigtig, fordi der foregår en vigtig kamp om fortællingen om coronakrisen. Den kamp må hverken Dragsted eller Mette Frederiksen vinde, for selvom vi skal være glade den dag, vi kan lægge coronakrisen bag os, skal vi holde fast i, at coronakrisen også var den tid, da Danmark blev regeret af hastelove, da regeringen valgte at forvalte hastelovene uden at inddrage Folketingets partier, da vidtgående restriktioner af samfundslivet blev gennemført uden sundhedsfaglige begrundelser, da erhvervslivets adgang til erstatning blev fjernet på 24 timer, da et helt erhverv fik drejet nøglen om på et løst grundlag, og da der blev indført dobbeltstraffe for coronaforbrydelser.