Mens migranter og asylansøgere i hidtil uset antal forsøger at komme ind i USA gennem landets sydlige grænse, er indvandring igen et emne, der optager de amerikanske vælgere forud for præsidentvalget i november. Paradoksalt nok har denne debat taget fart, netop som USAs økonomi klarer sig bedre end andre udviklede lande – blandt andet takket være den befolkningstilvækst, som indvandringen har medført.

Japans økonomi bør tjene som en advarsel om farerne ved at modsætte sig indvandring. Efter at være vokset hurtigt efter afslutningen på Anden Verdenskrig toppede den japanske befolkning i 2010 med 128,1 millioner. I starten af 2024 var befolkningstallet dalet til 124 millioner, og det ventes nu at falde yderligere til under 100 millioner i 2055.