Aller vil være mere aktivistiske – men når journalister bliver lobbyister, taber troværdigheden

Aller Media, udgiveren bag blandt andet Femina, Se og Hør, Billed-Bladet og Vi Unge, har i årevis været igennem en smertefuld omstilling væk fra et faldende ugebladsmarked. Nu varsler topchef Charlotte Riparbelli, at væksten sker ved mere markante og aktivistiske udgivelser. Det er en plan med risiko.

Charlotte Riparbelli har siden 2020 været topchef i mediekoncernen Aller, der blandt andet udgiver Se og Hør, Femina og Vi Unge. Hun står i spidsen for en stor transformation, der skal gøre udgivelserne mere markante. Det er ikke en plan uden risiko.  Linda Kastrup

Måske har du lagt mærke til, at Femina har udviklet sig fra et traditionelt dameblad til en mere aktivistisk udgivelse, der har markeret sig i debatten om samtykke og jordemødres arbejdsvilkår? Eller måske har du bidt mærke i forsiden sidste år på Vi Unge med et kyssende lesbisk par?

I så fald er det intet tilfælde. Mere markante og aktivistiske udgivelser er nemlig en central del af den nye strategi hos mediekoncernen Aller, der står bag udgivelserne.