Ai er ikke dine børns ven – så Snapchat bør lukke deres robot

Ny teknologi som kunstig intelligens (ai) kommer til at skabe banebrydende løsninger inden for alt lige fra grøn omstilling til helbredelse af sygdomme. Men vi har brug for en debat om, hvorvidt den også beriger vores børns liv eller er et eksperiment, der er for farligt at slippe fri.

»Når det handler om vores børn, må vi ikke begå tidligere tiders fejl med ny teknologi og bare slippe den løs og håbe på det bedste,« skriver Le Gammeltoft. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Forestil dig et 11-årigt barn ligge i sin seng en hverdagsaften. Lyset er slukket, og resten af familien sover. Det gør barnets jævnaldrende også. Men lige præcis dette barn kan ikke falde til ro, og for at slå tiden ihjel bliver telefonen hevet frem. Barnet logger ind på sin Snapchat-profil, og selvom vennerne på »vennelisten« er offline, er der alligevel nogen at chatte med. For allerøverst på listen er My AI rykket ind – en chat GPT-robot, der »sælges« som børnenes ven.

Hver dag logger danske børn online på Snapchat, og selvom tjenesten er forbeholdt børn fra 13 år og op, er det en af de mest populære for mindre børn. De små bruger Snapchat til at tage billeder med filter og til at se reels (små korte videoer, red.). De ældre børn holder styr på deres kontakter på platformen, og det meste af dialogen med venner og klassekammerater ligger herinde.

Det er ikke helt nemt som forældre at holde overblikket eller få indsigten i, hvad der sker på deres telefon eller tablet, selvom filtre og forældrespærringer er slået til, og når samtaler og billeder forsvinder efter et døgn, medmindre man aktivt går ind og gemmer dem, bliver det endnu sværere.

Jeg taler ofte med mine børn om deres onlinetilstedeværelse og spørger ind til, hvor de er, og hvad de laver. Samtalen er selvfølgelig også faldet på Snapchats My AI. Mit indtryk er, at det ikke er noget, der vil berige deres sociale liv. Derfor har de fået at vide, at de ikke skal skrive med andre. Jeg kan vitterligt ikke se, hvorfor deres relationer til deres venner skal erstattes med kunstig intelligens, eller deres skærmtid skal udvides med den.

Teknologien vil skabe gennembrud

Ai (kunstig intelligens) er en af de største og vigtigste opfindelser i min levetid. Teknologien kommer til at frigøre enorme menneskelige ressourcer, skabe gennembrud i den grønne omstilling og vil hjælpe os med at kurere nogle af de dødelige sygdomme, som vi har kæmpet med i mange år. Den kommer til at gøre ting, vi i dag ikke har fantasi til at forestille os.

I mit arbejde hos Danmarks største techvirksomhed, Netcompany, er ai også rykket hurtigt ind og er blevet en naturlig del af vores hverdag. Vi kan klart fornemme, at vi står over for et enormt skifte i den måde, vi i fremtiden kommer til at arbejde. I mit arbejde med kommunikation, marketing og pr er arbejdsgangene optimeret – særligt mellem landene, da oversættelser mellem dansk, polsk, hollandsk og engelsk går langt hurtigere.

Men lige så stor en hjælp, jeg kan se, ai tilbyder i mit daglige arbejde, så mener jeg, at vi – som med al ny teknologi – skal være kritiske og stille os selv spørgsmålet: beriger løsningen vores liv og gør den tingene bedre, end de var i går. Og mens det beriger mit arbejdsliv, så mener jeg ikke, at det er tilfældet med en digital ven til vores børn.

Når jeg kigger på den igangværende debat, så kan jeg konstatere, at vi voksne ikke alle er enige om, hvordan vi skal gå til værks, når det gælder vores børns digitale opdragelse og trivsel.

Det er bekymrende, at der er forældre, der tror, vi skal lade det være op til børnene at finde ud af, hvordan de skal leve deres digitale liv. At efterlade dem i en digital sfære, som hverken de eller vi har begreb om, hvad byder på. For der er allerede, fra børnene går i de helt små klasser, eksempler på, hvordan der mobbes, skrives grimt og holdes udenfor på sociale medier.

Og når vi så tillader de store social medieplatforme at introducere ai- og chat GPT-robotter til vores helt små børn, bliver det så farligt et eksperiment, at jeg ikke synes, vi skal lade den gå længere.

Kommunikationschef Le Gammeltoft råber vagt i gevær over for techgiganterne, der tager børnene som gidsler i et stort digitalt eksperiment med kunstig intelligens. Rune Øe

Jeg er forundret over, at en stor og angiveligt ansvarlig techvirksomhed sender et så kraftfuldt redskab i hovedet på vores børn, uden vi har nogen som helst viden om, hvordan det kommer til at påvirke dem. Det er både i deres relation til andre børn, og om de forstår, hvad forskellen på en robot og et rigtigt menneske er. Det gør de og vi måske i dag, men det kommer ikke til at tage lang tid, før de møder robotter helt uden at kunne gennemskue dem.

Og hvad med de børn, som ikke har forældre, der har ressourcerne, viden eller kræfterne til at tage samtalen med deres børn om, hvordan de bruger sociale medier og en ny ai-robot. Børn, som måske føler sig ensomme eller bliver mobbede, der søger mod det digitale liv, og som vi lader i stikken sammen med MY AI. Hvem er det, der skal hjælpe dem, hvis forældrene ikke er til stede og ikke tager ansvaret for den digitale opdragelse?

Når det handler om vores børn, må vi ikke begå tidligere tiders fejl med ny teknologi og bare slippe den løs og håbe på det bedste. Derfor mener jeg ikke blot, at forældre skal træde ind og tage ansvar for, hvad deres børn udsættes for, men at der også hviler et stort politisk ansvar på den danske regering.

Skrappe krav er nødvendige

Indtil vi ved mere om konsekvenserne for vores børn omkring for eksempel ai-chat-teknologi, bør der være et forsigtighedsprincip, når det gælder de unge aldersgrupper.

Jeg forventer, at de danske politikere har mod og indsigt til at stille de strengeste krav til de platforme, der er målrettet vores børn. Det glæder mig, at vores kulturminister ved flere anledninger har taget problemet op, og at man i EU er på vej med lovgivning på ai-området. Men det ændrer ikke på, at millioner af børn lige nu er eksponeret for en ny teknologi. Ingen aner, hvordan den kommer til at påvirke dem.

Stod det til mig, burde Snapchat trække deres ai-robot tilbage med det samme. Når det handler om vores børn kan vi ikke tillade, at vi prøver os frem med ny teknologi uden at kende konsekvenserne.

Le Gammeltoft er kommunikationschef i Netcompany, tidligere medieiværksætter og radiovært