Hvis du havde troet, at 2021 bliver året, hvor vi slipper af med følgerne af coronapandemien, bør du nok tro om igen. Forvent det værste, og håb på det bedste. Så bliver du ikke skuffet.
Mange ønsker at betragte sig selv som et rationelt og logisk menneske, men forskere understreger, at menneskehjernen ofte er alt for optimistisk.
Fænomenet kaldes også ofte menneskets »illusion om usårlighed« eller ligefrem »urealistisk optimisme« – eller mere fagligt udtrykt: »optimism bias«.
Først og fremmest vil jeg gerne hylde optimister. For var det ikke for jer/dem, var mange af vores største opfindelser næppe blevet til noget, og var det ikke for menneskets håbefuldhed omkring egen formåen, ville flere af os nok – i langt flere situationer – have givet op på forhånd. Og langt flere af os ville bare blive liggende i sengen om morgenen.
2021 er bare sådan et år – uden målstreg. Og hvem ved, om vi har udsigt til et par år som dette?
Jeg er vild med optimister, men vi må altså ikke blive jubelidioter.
Vi mennesker kan stå imod og holde til rigtig meget modstand, hvis blot der er en deadline eller en målstreg.
Du kan løbe et maraton, fordi du ved, at der kommer en målstreg. Du kan udstå en smerte, fordi du ved, at den slutter. Tænk bare på fødsler. Mental smerte er dog lidt vanskeligere, fordi der ofte ikke er en målstreg. Tænk bare på kærestesorger, sorg over tab af en nær ven eller en coronakarantæne og pandemi for den sags skyld.
Fysisk smerte er oftere lidt lettere at sætte en dato på. Noget skal hele og gro sammen. Men dér, hvor vi mister tråden, er, når ting bare bliver ved og ved, og vi ikke forstår hvorfor, eller vi har mistet tilliden til, hvorfor vi skal gøre, som vi skal.
Eksperimenter viser, at vi mennesker er villige til at vente længe, blot vi ved, hvor længe vi skal vente.
Eksperimenter med trafiklys viser, at bilister, der kan se, hvor mange sekunder de skal vente ved rødt lys, venter med glæde, mens de, der ikke kan se, hvor lang tid de endnu skal vente, er meget mere utålmodige og vrede i ventetiden (og flere uheld sker).
2021 er bare sådan et år uden målstreg. Og hvem ved, om vi har udsigt til et par år som dette? Hvor vi åbner lidt op, så fyldes det lokale hospital, og så må vi lige lukke lokalt ned igen, og bedst som vi troede, at vi skulle til Indien eller Østrig, så lukkes grænsen igen.
Det har vist sig, at det faktisk ofte er bedre at være konservativ pessimistisk end at være alt for optimistisk. Da vi gik i karantæne i marts 2020, fortalte vi vores børn, at de ikke ville komme i skole resten af 2020 og nok heller ikke før tidligst i efteråret 2021.
Vi har sågar sagt, at der nok kan gå helt op til fem år, før de vil kunne leve og rejse helt som før. Fordi vi tog det så tidligt i opløbet, havde vi god tid til at indrette og forberede os mentalt på dette ultramaraton. Og konsekvensen er en familie, der til trods for total isolering stadig (stor)trives.
Kort sagt: Du har al min sympati for din iver og søgen efter en dato for, hvornår din hverdag vender tilbage. 2021 er, som mange sikkert havde ønsket sig, en smule anderledes. Især er din egen evne til at tage vare på dit fysiske helbred, mentale tilstand, relationer og arbejdsopgaver (og forældreskab) ganske udfordret. Men nu er vi altså her, og en vaccine er ingen silverbullit.
Vi skal leve med hundreder af nye mutationer, social distance og nye (strammere) retningslinjer for, hvordan vi lever, socialiserer os, rejser og arbejder.
Den nye virkelighed sætter fokus på din egen evne til at tilegne, vedligeholde og udvide dine kompetencer, relationer og arbejdsopgaver. Kort sagt påvirker måden, vi skal leve og omgås på.
Mit råd til dig vil være: Forvent det værste, og håb på det bedste. Så bliver du ikke skuffet.
