Kommentar: Obamas tale til historiebøgerne

Da USAs 44. præsident, Barack Obama, i går kl. 18.07 dansk tid fik ordet oven på en lidt usikker edsaflæggelse, holdt han en tale til historiebøgerne.

Ikke at den ikke kunne have været bedre – det kunne den. Men selv hvis Obamas tale havde været middelmådig og usikker, ville den have været mindeværdig. Alene det faktum, at Obama er af delvis afrikansk herkomst, gjorde hans indsættelse historisk på det rent symbolske plan, ikke bare for USA men for hele den vestlige verden.

Og historisk har stort set alle amerikanske indsættelsestaler ét af to temaer. Går det godt, taler præsidenten om, hvordan »gode tider skal gøres bedre«. Det var Reagans tema i 1985, Clintons ditto i 1997, og det ville givetvis have været Al Gores i 2001, hvis ikke han havde tabt i Valgmandskollegiet.

Men når det går skidt, er præsidentens tema helt naturligt, hvorledes man nu står over for svære valg og hårde tider men samtidig over for »en ny begyndelse« – selvfølgelig især når det er en præsident fra ét parti, der afløser én fra et andet. Sådan var Reagans i 1981 med de berømte ord om, at »i den nuværende krise er staten ikke løsningen på vore problemer – staten er problemet«. Sådan var Clintons i 1993 (»forår« og »amerikansk fornyelse«), men også Roosevelts i 1933 og Lincolns i 1861.

Anskuet på den måde var Obamas tale historisk, men set i historiens lys var der intet overraskende eller bemærkelsesværdigt ved selve talen.

Fra de første sætninger, som Obama læste op af teleprompteren, lagde han sig forudsigeligt i »krise-og-fornyelse« temaet. At hans indsættelse var endnu en stund, »hvor skyerne samler sig og stormene raser«. Hvor USA står over for en »krise« – en krig imod »et omfattende netværk af vold og had« og igangværende økonomiske problemer.



Men talen gjorde derudover, hvad alle præsidenters indsættelsestaler skal: De anslår et tema, antyder en dagsorden og prøver at samle nationen. På det punkt er der mindre forskel på f.eks. Jimmy Carter, Ronald Reagan, George H.W. Bush, Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama, end de fleste måske ville tro.

De centrale temaer var, at amerikanerne – og vi alle som mennesker – har forpligtelser i forhold til hinanden, og at man skal have genskabt tilliden til myndighederne. Dét kan man læse meget ind i – og det bør man nok også – men de, der i dét vil se et helt originalt, anderledes og nytænkende politisk budskab, burde nok nærlæse f.eks. Reagans og Bushs indsættelsestaler.

Var der klichéer i talen? Jo, i hvert fald ikke færre end andre nylige præsidenters. At man skal kassere »udslidte dogmer« og »forberede nationen på en ny tid« kan næppe imponere andre end new age-groupier og blåøjede idealister. At man skal sikre »fornyelse« og »genskabe Amerika«, uden at få anden indikation af hvad dette betyder end en lang opremsning af ukontroversielle, uspecifikke mål, er ikke visionært. Men det er indsættelsestaler nu også sjældent.



Var der det »historiske« citat til historiebøgerne, som journalister, historikere og skolebørn vil lære udenad i kommende generationer? Ja, der var endog et par mundrette kandidater. Som f.eks.: »Det spørgsmål, vi stiller os i dag, er ikke, hvorvidt staten er for stor eller for lille, men hvorvidt den virker«. Godt skrevet, om end det lige så godt kunne have været sagt (og sikkert er blevet sagt) af både Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen.

Eller budskabet til verdens – særligt Mellemøstens – autoritære regimer: »Til dem, der klynger sig til magten ved hjælp af korruption og undertrykkelsen af uenighed: Vid, at I er på den forkerte side af historien, men at vi vil række jer en hånd, hvis I er villige til at åbne jeres næve«. Fin symbolik og et klart retorisk brud med Bush.

Måske allerbedst var afslutningen, oven på et citat af USAs første præsident, George Washington: »Med håb og dyd, lad os endnu en gang modigt krydse de isfyldte vande og udholde de storme, der må komme. Lad det blive fortalt af vore børns børn, at da vi blev testet, nægtede vi at afslutte denne rejse– at vi ikke vendte om – at vi ikke gav efter, og at med øjnene rettet mod horisonten og med Guds nåde over os, fortsatte vi med at bære frihedens store gave og gav den sikkert videre til fremtidige generationer«. Det er 100 pct. klassisk amerikansk præsident­retorik – smukt og følsomt, og mindst lige så meget Reagan, Bush, Lincoln og Jefferson som Obama.



Faktisk kunne store dele af talen lige så vel have været holdt af Obamas Republikanske forgængere som af idolerne John F. Kennedy og Martin Luther King. De ville alle kunne have tilsluttet sig idealerne om et nationalt fællesskab, respekten for de hårdtarbejdende amerikanere og troen på, at USAs bedste tider endnu ligger forude. Om at samfundets styrke ultimativt hviler på borgernes »hårde arbejde og ærlighed, mod og fair-play, tolerance og nysgerrighed, loyalitet og patriotisme«. Hver eneste nyere præsident kunne have prist »de risikovillige, de handlende, skaberne (…) som har båret os op af den lange, hårde vej til velstand og frihed«.

Det virkeligt Obamaske i Obamas tale var nok understregningen af fællesskabet og det offentliges rolle. Men hvis den amerikanske venstrefløj havde ventet klassekamp og angreb på Bush, så kender man hverken amerikansk politisk historie eller Obama. Jo, her var løftet om en slags »New New Deal« med store offentlige programmer. Men de, der her vil indlæse en blankocheck til et opgør med kapitalismen som system, bør bemærke fortsættelsen: at intet er et spørgsmål om, »hvorvidt markedet er godt eller dårligt: Dets evne til at generere velstand og udvide friheden er uden sidestykke«.



Alt i alt var der lidt for enhver observans og for enhver smag. Som var den prøvet af på 117 fokusgrupper. Noget for pacifister og for soldater. For tilhængere af en stor og mægtig stat og for tilhængere af en stat, der er beskeden og begrænset. For folk svøbt og døbt i amerikansk historie, og for nye indvandrere.

Obamas indsættelsestale var dermed ganske meget, som manden selv har vist sig indtil videre: meget symbolsk og en hel del som en psykologs Rohrschach-blækklat-test – noget alle kan læse stort set dét ind i, som de gerne vil se.