Kom hjem, forskere

Det er trist, at universiteterne skal have hjælp til at hente gode forskere til Danmark

Lundbeckfonden har fået en god og generøs idé: Den private fond vil bruge en del af sin en kvart milliard kroner store formue på at trække danske forskere i udlandet hjem til Danmark. Fondens bevillinger skal blandt andet sikre, at ambitiøse forskere fra udlandet kan få mulighed for at opbygge deres egne forskningsgrupper på danske universiteter. Tanken bag er, som fondens direktør, Steen Hemmingsen udtrykker det, at "det er helt afgørende for Danmarks konkurrenceevne og udvikling, at vi er på forkant med at trække de nyeste forskningsresultater hjem". Så sandt, så sandt, og fonden fortjener kun anerkendelse og opbakning til sin generøse plan.Tilbuddet fra Lundbeckfonden vil forhåbentlig blive vel modtaget på universiteterne, for det er en nødvendig håndsrækning. Desværre. Det er ikke i sig selv noget problem, at udenforstående sponserer forskerstillinger på universiteter; det er en velkendt praksis mange steder i udlandet, at både erhvervsvirksomheder, almennyttige fonde og velhavende enkeltpersoner støtter universiteter mod at få deres navn nævnt. Det er ikke en finansieringsmåde, der er uforenelig med hverken grundforskning eller forskningsfrihed. Men det er et problem, at den danske universitetsverden åbenbart har så stort behov for hjælp til at trække danskere hjem fra udlandet, eller for den sags skyld til at tiltrække udenlandske forskere. Det behov tyder på, at penge alene ikke vil gøre det. Det er formentlig ikke, fordi universiteterne mangler frihed. De senere år har regeringen gennemført adskillige store og små reformer, af den måde universiteterne styres på; reformer som blandt andet skal gøre det lettere at samarbejde med udenlandske universiteter og at aflønne dygtige forskere godt. Alle disse samlet set ret omfattende og overvældende ændringer af universiteterne skal selvfølgelig have tid til at virke, og der er ingen grund til panik over, at virkningen ikke straks indfinder sig. Men hvis inertien i universitetsverdenen er så stor, at dygtige forskere i udlandet - af dansk eller udenlandsk oprindelse - i almindelighed holder sig væk, fordi de ikke i Danmark har de samme muligheder for at finansiere deres forskning og opbygge egne forskergrupper og forskningsmiljøer, så er der noget rivravruskende galt. Den danske universitetsverden er i forvejen handikappet af at ligge i et lille land med et mærkeligt sprog og nogle horrible skatteregler. Universiteterne bør ikke opstille yderligere forhindringer for sig selv gennem inerti eller manglende fleksibilitet.Spørgsmålet er, hvad man mere kan gøre fra politisk hold. Universiteterne har allerede fået øget frihed, og forskningsbevillingerne stiger i disse år med 50 procent. Sproget kan vi ikke gøre så meget ved, ud over det som allerede er gjort for at opbygge engelsksprogede uddannelser. Og så er der endelig skattereglerne. Dem kunne man faktisk gøre noget ved. Det ville være ærgerligt, om halvdelen af Lundbeckfondens generøse gave skulle ende med at løbe ned i statskassen som indkomstskat.