Køen til gældshjælp vokser

Også nordjyderne står i kø for at få gratis økonomirådgivning.

Foto: Modelfoto: Colourbox

10. februar åbnede Forbrugerrådet sin gældsrådgivning i Aalborg, og i dag skal man regne med at vente i omkring to måneder for at få en rådgivningstime, skriver Nordjyske Stiftstidende.

Gældsrådgivningen har kapacitet til omkring otte samtaler om ugen, og der er 60 på venteliste. Det er ikke bare i Aalborg, at Forbrugerrådet har oplevet et stormløb på gældsrådgivningen. På landsplan står der i dag ca. 400 gældsplagede danskere på venteliste.

- Det er kommet bag på os, at vi er blevet bombarderet på den her måde. Det viser et kæmpe behov for anonym og gratis gældsrådgivning, siger Annette Mathiasen, der er Forbrugerrådets koordinator for gældsrådgivningen på landsplan.

- Bredden i spørgsmålene varierer utrolig meget. Det er lige fra folk, der mangler at finde et par hundrede kroner om måneden i deres budget til folk, som har gæld - uden at have værdier - for over en million kroner, siger Christian Foged, frivillig arbejder i gældsrådgivningen i Aalborg.