København kalder til stormøde om skyderier

De københavnske politikere inviterer nu alle københavnere til stormøde for at diskutere, hvordan man genopretter trygheden på Nørrebro.

Borgerne skal have gaden tilbage på Nørrebro.

Med den overskrift indbyder Københavns Kommune til stormøde i Korsgadehallen tirsdag den 10. marts klokken 18 for at diskutere, hvad byen kan gøre for at unge, børn og gamle igen kan gå i gaderne på Nørrebro uden at frygte skud og overfald.

Der er brug for, at alle gode kræfter på Nørrebro samles om at genoprette tryghed og et positivt byliv på Nørrebro, mener Københavns Økonomiudvalg, som står bag initiativet.

- Der er brug for, at vi i København og på Nørrebro finder sammen om at konfrontere og afvise de bøller, der gør vores gader usikre, siger overborgmester Ritt Bjerregaard (S).

- Politiet har en klar pligt i arbejdet med at skabe tryghed. Det har Københavns Kommune også. Vi skal finde veje til at genfinde optimismen om det fantastiske og brogede Nørrebro, der er en særlig del af byens identitet, siger hun.

Målet med stormødet er at lave et katalog med konkrete forslag til, hvordan København i fællesskab kan skabe en bedre hverdag på Nørrebro.

/ritzau/