København kæmper imod kæmpelastbiler

København prøver at spænde ben for forsøg med modulvogntog på over 25 meter. Kæmpelastbilerne er simpelthen for farlige for især cyklister, mener embedsmænd og politikere.

Lastbil på Nørre Voldgade i København. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Det vil være alt for farligt at slippe store lastvognstog på over 25 meter løs i den københavnske trafik. Det mener både embedsmænd og politikere på Københavns Rådhus. Derfor vil de nu forsøge at spænde ben for et planlagt forsøg med de såkaldte modulvogntog.

Vejdirektoratet har ellers udpeget en særlig rute for kæmpelastbiler, der bl.a. vil sende de 60 ton tunge vogntog ind på Tuborgvej, Strandvejen og Strandvænget, når de skal til og fra havnen. Samtidig er der lagt en plan for, hvordan krydsene på strækningen skal bygges om, så de store køretøjer kan svinge rundt om hjørnerne.

Men i forvejen bekymrer beboere på Østerbro sig meget om støjgener og færdselssikkerhed. Og Københavns Kommune vil derfor tidligst acceptere modulvogntog, når der om nogle år er opført en ny forbindelsesvej for motorkøretøjer mellem Lyngbymotorvejen og Nordhavnen.

»Udsigten til store lastvognstog er skræmmende, når man tænker på risikoen for højresvingsulykker med cyklister. På ti år er antallet af trafikdræbte i København halveret, fordi vi gør en stor indsats for trafiksikkerheden. Bl.a. arbejder vi for, at cyklister får en større tryghedsfornemmelse,« siger Københavns teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R).

Det landsdækkende forsøg med modulvogntog skal efter planen gå i gang til næste år. Men selv om der fra Folketingets side ikke er lagt op til en høringsfase, vil Københavns Kommune som vejmyndighed afvise forsøget.

»Jeg går ikke ud fra, at de kan trække det her ned over hovedet på os,« siger Klaus Bondam, som støttes af Socialdemokraternes politiske ordfører Anne Vang.

»Forvaltningen har ud fra en faglig vurdering skønnet, at det vil få negative konsekvenser for trafiksikkerheden. Og det er klart, at det kan vi ikke acceptere,« siger Anne Vang.

Kontorchef i Færdselsstyrelsen, Ib Rasmussen afviser, at der er forøget risiko for alvorlige trafikulykker, da vejkrydsene ombygges og sikres.

»Vores vurdering er, at der ikke er nogen særlig risiko for højresvingsulykker. Det skyldes, at højresvingsulykker altid sker ved forenden af en lastbil og altså ikke ved bagenden af sættevognen,« siger Ib Rasmussen.

Ifølge Vejdirektoratets driftschef Niels Christian Skov Nielsen kan forsøget med modulvogntog sagtens gennemføres, selv om København står af. »Der er masser af andre havne og transportcentre, som gerne vil deltage,« siger han.