København har penge i illegale bosættelser

Mens den danske regering er imod illegale israelske bosættelser, investerer hovedstaden skattekroner i en række virksomheder, der opretholder konflikten, siger Enhedslisten og SF.

Byggeriet af en jernbane mellem Jerusalem og de jødiske bosættelser var ifølge palæstinenserne ulovlig. Danske pensionskasser blev beskyldt for at støtte ulovlighederne ved at investere i de franske firmaer Alstom og Veolia, der er med til at bygge banen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Københavns Kommune bliver kritiseret kraftigt for at skyde millioner af skattekroner i virksomheder, der blokerer for fredsforhandlingerne i Mellemøsten.

En række organisationer påpeger, at investeringerne bidrager til blandt andet byggematerialer, offentlig transport og banklån til illegale israelske bosættelser. Flere politikere vil have kommunen til at stoppe sine investeringer.

»Ved at være involveret i disse virksomheder forbryder København sig mod menneskerettighederne. Investorerne lukker øjnene for, at penge, der går til bosættelser, blokerer fredsprocessen,« siger Jamal Jumaa, der koordinerer »Stop The Wall«-kampagnen og er medlem af den palæstinensiske Boykot, frasalg og Sanktionskomite, BDS.

Kommunen investerer via Danske Invest aktier i 13 virksomheder, som både BDS og den israelske organisation The Coalition of Women for Peace (CWP) advarer imod. Ifølge CWPs database »Who Profits« blokerer investeringer for i alt 12,9 millioner kroner de forsøg på at skabe fred, som blandt andet USA og den danske regering støtter.

»Flere af de 13 virksomheder på denne liste er genstand for meget brede internationale klagemål og et krav om at ændre deres policies,« siger projektleder i CWP, Dalit Baum.

Tale med to tunger

Enhedslistens socialborgmester, Mikkel Warming, har derfor stillet forslag til Økonomiudvalget om, at man stopper for investeringer i virksomheder, der bidrager til at opretholde illegale bosættelser. Som rettesnor kunne man anvende, Who Profits liste, mener han.

Men når udvalget i aften stemmer om forslaget, er det kun SF, der bakker op, viser en rundringning Berlingske Tidende har foretaget til partierne. Og det vækker harme hos socialborgmesteren.

»De taler med to tunger. Det er en anelse mærkeligt, at man siger, man gerne vil have en etisk investeringspolitik og gerne vil leve op til FNs retningslinjer, men samtidig vil man ikke overveje at standse investeringer i de ulovlige israelske bosættelser,« siger Mikkel Warming.

Kommunens nuværende etiske investeringspolitik omhandler menneskerettigheder, våbenproduktion, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og antikorruption. Og for mindre end et år siden tilføjede man et forbud mod at investere i A-våben. Men endnu sådan en ændring kommer ikke på tale, siger resten af partierne, der stoler på Danske Invests screeningsselskab Ethix, der vurderer virksomhederne.

»Vi har en god solid organisation, der tænker i langsigtede investeringer og ikke bare lader os rive rundt med en folkestemning eller et politisk parti, der pludselig får øjnene op for et eller andet,« siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

Men som lokalpolitikere har man også et andet fokus end en regering, påpeger Socialdemokraternes gruppeformand.

»Vi vil som kommune ikke tages som gidsel i forhold til alle mulige udenrigspolitiske spørgsmål,« siger Jesper Christensen.

Enhedslisten og SF vil i aften fremlægge endnu et forslag om, at man beder Ethix screene for virksomheder, der er involveret i bosættelser.

»Det kan sagtens lade sig gøre, det er et spørgsmål om vilje,« siger SFeren Ayfer Baykal.