København får nyt vartegn

Tre gigantiske vindmøller ved Hvidovre uden for København bliver Danmarks højeste og forventes at stå færdige forud for klimatopmødet i december.

De første spadestik til tre gigantmøller blev taget mandag. Fold sammen
Læs mere
Det kan godt være, at planerne om at opføre Robert Jacobsens skulptur »Store Robert« i Københavns Havn er død, men et nyt vartegn slipper hovedstaden ikke for. Således blev første spadestik til tre gigantiske vindmøller i vandet ud for Avedøreværket taget i går formiddag. De tre gigantmøller, hvoraf de to forventes at stå færdige forud for klimatopmødet i december, bliver 165 meter høje eller lige så høje som fire rundetårne stillet oven på hinanden. Dermed bliver der tale om Danmarks højeste vindmøller, hvilket har delt vandene i Hvidovre Kommune, som lægger grund til dem.

»Det vil være løgn at sige, at alle i Hvidovre jubler i dag,« indrømmede kommunens socialdemokratiske borgmester, Milton Graff Pedersen således, da han var med til at tage det første spadestik foran en frysende pressse.

Mens mange af de borgere, som bor tæt på møllerne, er urolige for støjgener og den ændrede havudsigt, er både byens borgmester og DONG Engergy, som kommer til at drive møllerne, stolte af projektet.

»Jeg forventer, at vi tilfører hovedstadsområet et vartegn, som vil tiltrække besøgende fra hele verden for at se, hvad dansk vindmølleindustri kan præstere,« siger Milton Graff Pedersen.

De kan ses fra fly
Og det håb deler han med koncerndirektør i DONG, Niels Bergh-Hansen:

»Med møllerne vil vi vise resten af verden, hvordan man kan lave vedvarende energi, og med deres enomre størelse er der er ingen tvivl om, at de vil blive set,« siger koncerndirektøren, som især glæder sig til at kunne vise møllerne frem for alverdens topledere, som til december lander i København til klimatopmøde.

»Det kan godt være, at de ikke har tid til at komme ud og studere dem, men de kan ikke undgå at se dem fra deres fly,« fastlår han stolt.

De tre møller kommer til at levere strøm til, hvad der svarer til 7.000 hustande eller halvdelen af Hvidovres befolkning på 49.000 personer. En stor del af strømmen kommer dog til at gå til noget helt andet end almindelige hjem, nemlig Danmarks største turistattraktion, Tivoli. Med strøm fra bare en enkelt af megamøllerne vil forlystelsesparken kunne få mere strøm, end det kræver at drive hele parken i et år. Tivoli bruger således 8.500 gigawatt om året, mens en af møllerne producerer op imod 11.000 gigawatt på et år.