Klumme: Nørrebro gjort til Johannesburg

I den senere tid har Nørrebro mest af alt lignet Chicago i 30erne. Stadig oftere hævdes det imidlertid, at Johannesburg i 70erne snarere er den rette sammenligning.

Jeg må derfor trætte med samme emne som på denne plads i sidste uge, for de omsiggribende påstande om, at bandekrigen skyldes udbredt racisme i det danske samfund må simpelthen imødegåes nu - og så stærkt som muligt, for det er ved at gå helt galt. Racekortet trækkes overalt.

Der er Bettina Heltberg, som ironiserer over de politikere, der bruger stærke ord om skyderierne. »Ikke at race er involveret, gud fri os«, skriver hun i en TV-anmeldelse. Der er integrationsrådgiver Mohammed Rafiq, som går i medierne med budskabet om at stramningerne, der skal give mulighed for at udvise udlændinge for våbenkriminalitet, er »racediskrimination«, og at justitsministeren er på rockernes side: »Han giver monopol til rockerne på hashmarkedet med henblik på, at de får hele hashmarkedet for sig selv«, siger han minsandten. Der er Olav Hergel, som i Politiken drager på reportage på Nørrebro med det sigte at bære budskabet videre fra grupper af indvandrerunge om, at Danmark er »et racediskriminerende, fucking luderland, hvor politiet, rockerne og pressen har rottet sig sammen mod indvandrerne«. Der er Siris Hartkorn, studerende i freds- og konfliktvidenskab, som i en kronik slår til lyd for, at alt er meget bedre i Sverige, og at bandekrigen ikke mindst skyldes »sortmaling af minoriteter« og den »etniske retorik« i medierne.

Jo tak, tænker man – men det er vist en sandhed med lidt andre bestanddele end dem, Siris Hartkorn sigter til. For det er jo netop de, der i medierne fremfører, at Danmark er et racistisk land, hvor indvandrere systematisk diskrimineres, som ustandseligt trækker det etniske kort i den igangværende bandekrig. Det er herfra splittelsen kommer – og, nåja, så fra nogle yderligtgående højrekredse, der stiller sig solidariske med Hells Angels og støtter rockerne på deres hjemmeside. Men hvorfor i alverden gå lige så langt i den anden, ekstreme retning? Det rejser i hvert fald en række spørgsmål, som de, der påstår, at bandekrigen har racistiske og etniske årsager, bør svare på:

Vil det gavne eller skade integrationen i Danmark, at bandekrigen på denne måde bliver brugt til at placere alle indvandrerunge i et modsætningsforhold til det land, hvori de opholder sig? Er påstanden om en etnisk baggrund for bandekrigen ikke en ødelæggende blodtud til alle de unge indvandrere, som lader sig integrere, arbejder og fungerer fint i det danske samfund, men som nu skal se sig slået i hartkorn med en flok gangstere? Hvis bandekrigen er racistisk, hvordan skal man så forstå det faktum, at Blågårdsgruppen tilsyneladende samarbejder med Bandidos? Hvis racismen har ført indvandrerdrenge ud i bandekrig, hvad er det så, der har gjort rockerne til gangstere?

Man spørger og tænker, at det næsten kun kan være enten bundløs naivitet eller skruppelløs politisk spekulation i at skabe splid om integrationen, der kan begrunde anklagen om, at København i disse måneder snarere er Johannesburg i 70erne end Chicago i 30erne. Men skaden er sket. Nu er en benhård kamp om de organiserede, kriminelle markeder i København mellem to lige slemme grupperinger blevet gjort til en kløft i samfundet, hvor etniske danskere på den ene side og indvandrere på den anden side kan stå og råbe ad hinanden. Er det virkelig det værd?