Kina tur/retur

Så udstiller Bjørn Nørgaard igen. Som det ofte er tilfældet, når Bjørn Nørgaard viser sine værker, er det i selskab med andres. Det har gennem årene har været kendetegnet for Bjørn Nørgaard, at han med forkærlighed vælger at arbejde og udstille i kollektive sammenhænge – og denne gang har han inviteret en gruppe overvejende kinesiskfødte kunstnere til landet for at udstille hos Susanne Ottesen.

Gennem de senere år har Bjørn Nørgaard hyppigt været i Kina. Under sine rejser har han truffet en række andre kunstnere. Og fælles for dem skulle – ifølge pressemeddelelsen om udstillingen – være mangfoldigheden. Såvel i udtryk som i medier.

Netop mangfoldigheden er et begreb, Bjørn Nørgaard har beskæftiget sig meget med i nogle af sine skulpturer og i sine aktioner gennem de senere år. En aktion er en slags planlagt happening, der for Bjørn Nørgaards vedkommende – udover at diskutere verdens indretning – ofte indeholder nogle handlinger, der fortæller om arbejdet med kunstnerens gennemgående materialer som eksempelvis elektriske pærer og gips, og hvad man nu ellers har for hånden. Af sine materialer bygger Bjørn Nørgaard noget, der kunne siges at have karakter af en skulptur eller et skulpturelt landskab, og afslutningsvis hylder han gerne arbejdet som en vigtig del af tilværelsen ved at sætte sig ned med en cigar og en pilsner eller ved at tage sig en lur. Som man nu kan vælge at gøre efter en lang dags hårdt slid.

Bjørn Nørgaard udviklede sine aktioner allerede i 1960erne, da selveste Joseph Beuys blev opmærksom på ham under et besøg i København. Det skete, mens Bjørn Nørgaard stadig gik på Eks-Skolen. Det var en dengang i det store hele overset men ikke desto mindre meget central institution, hvor der både var undervisning og arbejde med kunst såvel individuelt som kollektivt.



En vis opstandelse vakte det, da Bjørn Nørgaard sammen med sine nære fæller, Lene Adler Petersen og Henning Christiansen, i begyndelsen af 1970 fejrede det nye år ved at lade en hest slagte på en sneklædt mark i Kirke Hyllinge i Nordsjælland. Dele af hesten blev efterfølgende konserveret i store syltetøjsglas, hvoraf en hel del permanent er udstillet på kunstmuseet i Århus.

»Hesteofringen« skulle egentlig have været fundet sted på Louisiana, men Knud W. Jensen ville ikke have det, og i øvrigt eksisterer der en bestemmelse i lovgivningen, som forbyder fremvisning af dyr udover i zoologiske haver og på dyrskuer, og den bestemmelse ønskede politimesteren i Helsingør ikke at dispensere fra. I stedet måtte Bjørn Nørgaard møjsommeligt hente hestens efterladenskaber fra en nærliggende gård og placere dem på gulvet i den tomme stald, han havde fået opført på Louisianas fine gulve, så gæsterne kunne få et billede af situationen. På museet var også de tomme glas opstillet, men på den måde undgik hesten, der i øvrigt hed Tulle, altså at stå og se på, hvor den skulle ende.

Aktionen var egentlig tænkt som en slags farvel til kunstscenen i konventionel forstand, men man kan ikke holde en cirkushest fra manegen, og efter et forsøg på at besætte Livø, der mislykkedes pga. stærk nordøstenstorm, var Bjørn Nørgaard hurtigt tilbage på banen igen med værker, der bl.a. rummede en kritik af den stenhårde universitetsmarxisme, der havde erobret scenen fra det egentlige ungdomsoprør.

Det er på det tidspunkt, Bjørn Nørgaard påbegynder den meget lange række skulpturer og monumenter til det offentlige rum, der har kendetegnet hans imponerende arbejdsindsats lige siden. Til den kreds af værker hører også gobelinerne til Dronningen, der (gobelinerne, altså) hænger på Christiansborg Slot.

I en af gobelinerne henviser Bjørn Nørgaard i en lille detalje til sin egen baggrund. Han har gengivet sine forældre, sin søster og sig selv foran et kolonihavehus med Dannebrog hejst. Han er født i København i 1947, og udflugterne til kolonihavehuset var en af barndommens mange glæder. I 1964 forlod den kunstnerisk begavede dreng gymnasiet for at arbejde med kunst og gå på Den Eksperimenterende Kunstskole, der var grundlagt af blandt andre Poul Gernes og Troels Andersen og havde blandt andre Per Kirkeby som en af sine – sidenhen – mest kendte elever. Siden er Bjørn Nørgaard blevet både folkeeje og dekoreret af Dronningen, professor på Kunstakademiet og venner med kinesiske kunstnere.