Kina-bil møder muren

Livsfarlig, lyder den kontante dom efter en crashtest af Brilliance BS6 en mellemstor jobbil, der sælges i Tyskland.

Vognbunden bøjer og forrudestolpen trænger langt ind i kabinen. Overlevelsesrummet er voldsomt indskrænket efter at Brilliance BS6 har ramt muren. Foto: ADAC Fold sammen
Læs mere

Kineserne kommer: Vi hører det igen og igen. Efter millioner af japanske og koreanske biler vil Europa snart blive oversvømmet af biler fra Kina, der er så gode og især billige, at de hurtigt vil lede nyvognsmarkedet.

At dømme efter den tyske bilklub ADACs crashtest af Brilliance BS6 har kineserne dog endnu en lang march for sig, før det lykkes.

Den mellemstore job- og familiebil, der byder sig til som et præsentabelt og billigt alternativ til Passat, Avensis og Mondeo i Tyskland, slipper nemlig katastrofalt fra mødet med ADACs testmur.

Som i Euro NCAP-testen er hastigheden 64 km/t, da 40 procent af fronten rammer barrieren. Det efterfølgende syn chokerer nærmest crash-eksperterne:

»Hvordan kan en bil med så ringe resultat i en crashtest overhovedet slippe ind i Europa?« spørger ADAC, der ikke lægger skjul på, at Kina-bilen efterlader testholdet i »vantro hovedrysten«.

Svaret er, at Brilliance har fået en såkaldt »enkeltstyk-tilladelse« af EU. Fuldt lovligt, men en særdeles dårlig idé, konkluderer ADAC efter den spektakulært ringe indsats af Brilliance.

Ikke alene krøller bilen sammen som en tom dåseøl fra Paderborn. Kabinen kollapser, så instrumentpanel og pedaler trykkes henholdsvis 20 og 32 centimeter bagud mod føreren. Rattet bøjer samtidig mod venstre, hvilket gør airbagen virkningsløs. I stedet for at lande blødt i luftpuden hamrer føreren hovedet hårdt ned i instrumentbrættet. Samtidig klemmes døren fast, så det kræver enorm kraft at åbne den for tililende.

»Vigtige sekunder går tabt i forsøget på at redde føreren, der med stor sikkerhed vil være svært kvæstet,« konkluderer ADAC dystert.

Efter sidekollisionstesten skærper tyskerne tonen yderligere. Vædres Brilliance i siden med 50 km/t, udsættes testdukken for så voldsomme belastninger af bryst og bækken, at et menneske stort set ikke vil have nogen chance for at overleve.

DAC tildeler sammenlagt kinesernes hidtil mest moderne bil én ud af fem mulige stjerner. Og bemærker tørt, at den kinesiske prestigebil er lige så langt fra fem stjerner, som Peking er fra Potsdam.

Brilliance BS6 produceres af den lille kinesiske bilfabrik Shenyang og sælges foreløbig kun i enkelte europæiske lande. For halvandet år siden klarede den kinesiske firehjulstrækker Jiangling Landwind sig lige så elendigt i en tilsvarende crashtest.

Meget tyder altså på, at Kina fortsat er langt bagefter konkurrenterne, når det gælder sikkerhed. I praksis kan det udskyde den ventede invasion af billige, kinesiske biler:

Skal de sælges i større antal, skal de først bestå en EU-kollisionstest. Med en fart på 56 km/t er den ganske vist væsentligt mindre krævende end ADAC og Euro NCAPs, men efter testen af Brilliance tvivler ADAC på, at det lykkes kineserne med de nuværende biler.