Volkswagen i blodet

Talent 100: Martin Orthmann Thorsen, 33 år, marketingchef, Volkswagen

Martin Orthmann Thorsen Fold sammen
Læs mere

Kategori: Salg og marketing

I 8. klasse var Martin Orthmann Thorsen i erhvervspraktik hos en bilforhandler, men det gav ham ikke lyst til at blive bilsælger. Han samlede på Volkswagen-biler som barn, men hestekræfter interesserede ham ikke. Alligevel har den 33-årige Martin Orthmann Thorsen nu beskæftiget sig med biler i 13 år.

Som marketingchef for Volkswagens personbiler i Danmark er det den almindelige danskers mobilitet, der er centrum for hans arbejdsdag. Det handler om at tilpasse sig kunden.

»Det er på mange måder vanskeligt at sælge biler online, men vi fik det til at lykkes i ambitionen om at give kunderne den bedste oplevelse der, hvor de er,« fortæller han.

Martin Orthmann Thorsen er oplært i Volkswagen-familien og ser sig selv som den loyale storebror i familien. Michael Stein, der er Head of Marketing i Semler Mobility, har dog højere tanker om Martins anciennitet i familien. Med forfremmelsen til leder sidste år vil Stein kalde ham »den unge far«. For oven i, at han adopterer hovedkontorets ideer på det danske marked, gør sine medarbejdere bedre og altid udfordrer status quo, står Volkswagen også hans hjerte nær.

»Når alt går godt, smiler han mere, men det gør også mere ondt, når det går dårligt,« siger Michael Stein.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.