Vikarboom koster landets sygehuse dyrt

Hospitalernes udgifter til private vikarer er vokset med over 400 millioner kroner på ét år. Det rammer både økonomien og patienterne, advarer regioner.

Den store mangel på læger og sygeplejersker koster sygehusene dyrt. De bruger flere og flere kroner på at hyre private vikarer. På bare et år er regionerne og kommunernes udgift til private vikarer steget med 428 millioner kroner eller knap en tredjedel, viser nye tal fra Folketingets Økonomigruppe.

Men også patienterne må betale, erkender regionerne.

- Det ville være bedre og billigere for os, hvis vi havde folkene selv. De fastansatte giver patienterne en bedre betjening, fordi det er folk, som kender rutinerne og patienterne det pågældende sted rigtig godt, siger formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S).

Selv om sygehusene ifølge Ulla Astman arbejder med nye initiativer, som får personalet til at blive, forventer hun, at vikarregningen også vokser næste år.

/ritzau/