Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den lille danske investeringsforening Fundamental Invest med hovedsæde i Vedbæk topper lige nu listen over de investeringsforeninger, der indtil nu har opnået det største afkast i løbet af 2013.
Da børserne lukkede i fredags, havde fonden hele 36,6 procent i afkast. Fundamental Invest investerer i små og mellemstore danske virksomheder.
Ifølge direktøren Michael Voss er det nemlig meget lettere at vide, hvordan det går med de danske virksomheder end med en virksomhed i Kina. Det handler om at have en finger på pulsen og være i dialog med virksomhederne undervejs.
Michael Voss købte sine første aktier som 14-årig, hvor han måtte have sin mor med for at skrive under hos en vekselerer, så han kunne få lov at købe. Det kom af ren interesse og er ikke noget, han har fået ind med modermælken.Efter at have været ansat som aktiechef i vekselererfirmaet Erik Møllers Efterfølgere i en årrække, fandt han frem til, at han gerne ville være sin egen chef. Han ville ikke leve op til de mange krav om at skulle foretage et vist antal handler, for han har altid vægtet det højere, at det er de rigtige handler.
Derfor valgte han i 1992 at starte sit eget fondsmæglerselskab fra bunden. I starten var overskuddet ikke noget at juble over, men Michael Voss har altid fundet branchen meget spændende. Derfor valgte han at fortsætte.
I 2011 overtog Fundamental Fondsmæglerselskab en investeringsfond, som blev omdøbt til Fundamental Invest. Selv om investeringsforeningen Fundamental Invest stadig er lille, har den altså nu opnået at være en af de fonde, der på nuværende tidspunkt i 2013 har det højeste afkast på verdensplan.
For Michael Voss er det alfa omega, at han kan stole på ledelsen i et firma, han vil investere i. Han vil ikke sidde med følelsen af, at han ikke ved, hvad der foregår på den anden side af bordet. Han ringer derfor gerne direktøren op for at høre hans planer for virksomheden.
Samtidig hører han også virksomhedernes konkurrenter, før han investerer. Konkurrenterne har nemlig altid styr på, hvis der er noget, der ikke fungerer optimalt. Det er vigtigt for ham at vide, hvordan virksomheden hænger sammen, før han investerer sine kunders penge. På den måde minimerer man de risici, der er i branchen.
Folk, der kender ham professionelt, beskriver ham også alle som værende omhyggelig og engageret. Han sørger for at få besvaret alle de spørgsmål, han må have. Han bliver beskrevet som en perfektionist, der vil opnå det bedste for alle parter. Når han arbejder på en investeringscase har han hele tiden ekstra ting, der skal undersøges. Han vil have så mange aspekter som mulig afdækket, og han vil ikke tage nogle chancer og går kun ind i et firma, hvis han føler, det er sikkert.
Han har nogle stærke meninger, når han danner sig sine konklusioner, og er ikke bange for at udtrykke dem til generalforsamlinger og lignende. Han bliver også beskrevet som en meget aktiv aktionær.
Michael Voss er hverken gift eller har børn. Han er dog alenefar til en kat, som han har med på arbejde hver dag. I sin fritid holder han af at gå ud i skoven, hvor han sagtens kan finde på at samle svampe. Han holder meget af at lave mad. Samtidig har han en lille båd, som han godt kan lide at tage venner og familie med på en lille sejltur i.
Han synes, at man tænker bedst i fred og ro. Han får ofte de gode ideer, når han er i naturen og får arbejdet lidt på afstand. For det at koble helt af og gå helt ned i gear kan være altafgørende, når man til dagligt beskæftiger sig med en branche, der bevæger sig så hurtigt, som aktiemarkedet gør.